Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
27. januar 2004


Varme kartofler
*Jeg læste for nylig en herlig kronik/om varme kartofler i dansk politik/som ingen gider spise/af skrækken for at få blærer i munden/og angsten for at kunne miste kunden/men om kronikken reelt holder stik det kan kun tiden vise
I hvert fald er følgende sikkert og vist/der skal renoveres fra kælder til kvist/ hvis huset skal bevares/det koster alligevel kun de stemmer/der ejer forstand for under en femmer/i bund og grund er det ikke så trist/og kan sagtens forsvares

Finn Prang
Tilst

Sne
*sne falder
umotiveret
fra ledninger

mine tanker
til jer
brænder mig

Ann Mari Urwald

Husvilde med det hele
*Har du det slot i København, Bo?
Nej, Ligse, jeg bor i elendig fraværelse!
Ska vi hytte, Bo? Jeg gård rundt og keder mig på Mars, Thi hi sted, jeg mener Mors!
Nej, hus forbi, Ligse, det ligger slet ikke i min kultur!

Alan Hammerlund

Dunkelt
*23. januar fortsætter Martin Kasler rablerierne om sin injuriesag mod undertegnede. Faktum er, at det hverken lykkedes ham at få mig dømt eller at få mig til at trække mine udtalelser om hans forening, Dansk Forum’s tidligere nazi-forbindelser tilbage. MK’s vrøvl om sagsomkostninger er vanen tro ikke dokumenteret på nogen måde, ligesom jeg heller ikke kan kommentere hans påstand om mit dokumentfalsk, da jeg ikke ved, hvad det skulle være.

René Karpantschof
ekstern lektor, cand. mag.

Afslørende populisme
*Socialdemokraterne leverer daglig triste eksempler på partiets mest anvendte redskab i oppositionsrollen: overbud for enhver pris. Boligordfører Lissa Mathiasen er i følge Information ikke tilfreds med den gængse stigning i huslejerne i nyere udlejningsejendomme på 155 kr., som regeringen har bebudet. Hun fremsætter nu på sit partis vegne en overgrænse på fem (skriver fem) kroner!
Forslaget har ikke en kinamands chance for at blive vedtaget. På grund af den almindelige prisudvikling i samfundet ville de retslærde efter al sandsynlighed tale om reel ekspropriation – og hvad måske er vigtigere – er det helt usandsynligt, at en socialdemokratisk regering ville komme med det samme forslag.
Desværre havde alle – ikke mindst de boligsøgende – glæde af et frit boligmarked, der ville sikre lavere huslejer og større udbud. Men det er en helt anden historie, som det desværre ligger hinsides socialdemokratisk filosofi at overveje.

Karsten Madsen
EU- og folketingskandidat,
Venstre
2000 F

Men størst af alt er retssystemet?
*Angående det omdiskuterede lovforslag angående kirkelig vielse for homoseksuelle.
Der er forskellige synspunkter i Anders Foghs lovforslag angående kirkelig vielse af homoseksuelle. Dog må det siges, at kvaliteten af modargumenterne burde få selvfølgeligheden af vielsen til at stå lysende klart.
Et af Jesper Langballes absurde modargumenter lød på, at hvis homoseksuelle får adgang til den danske folkekirke, hvor skal man så sætte grænsen? Et af de mere fantasifulde bud lød på, at det næste vel blev at man så også skulle til at vie tre mennesker, eller andre af samfundets mangfoldige familiemønstre. At sammenligne et homoseksuelt forhold med en sådan forstilt situation, er ikke blot respektløst og komisk, men decideret diskriminerende. En politikers fornemste opgave må da være at tilpasse retssystemet det samfund vi lever i, og ikke at forsøge at udleve sine egne tvangsforestillinger igennem loven.
Det absolut eneste et homoseksuelt kærlighedsforhold i denne situation kan sidestilles med, er et heteroseksuelt kærlighedsforhold. Det er imponerende at en debat i den grad kan blive flyttet fuldstændig fra dens fokus, nemlig fra kærligheden. Kærligheden som er det bærende element i et homoseksuelt forhold, såvel som i kristendommen. Det væsentligste er ikke udøverne, ligesom det væsentlige i kristendommen heller ikke er menneskene, men Gud. Derfor burde de kristne der får moralske skrupler måske vende deres opmærksomhed mod Paulus, der gav os svaret længe inden debatten eksisterede.

Stine Pilgaard M
ungdomspolitisk sekretær i LBL
Århus N

Krarup er ikke ulven
*Noget uforvarende kom jeg til at læse Jyllands-Posten og læste Søren Krarups kronik. På den baggrund finder jeg artiklen i dagens Information temmelig indskrænket.
Krarup har som sædvanlig alt for mange hagl i bøssen og nogle er vildskud – den med truslen om at misbruge sin stilling i forskningsudvalget, er det helt ok at slå ned på. Men hele affæren handler om beskyldningerne om, at han er ’jødehader’. På det punkt synes jeg, han forklarer sig så overbevisende, at Informations skriverier herom, bør give nogle journalister lidt røde ører.
Antisemitisme er en beskyldning, der allerede nu er så skamredet, at historien om Ulven Kommer er på sin plads. Krarup er ikke ulven. Ikke i denne sammenhæng i al fald.

Jan Hillers
Odense SØ

Tak til Grünbaum
*Ole Grünbaum skal have tak for det begavede essay om Søren Krarups filosofi. Efter Grünbaums plukning er der ikke mange fjer tilbage på den fugl! Grünbaum mener dog, at Krarups ideologikritik på visse punkter er både berettiget og vedkommende.
Så vidt, jeg kan se, er der imidlertid ingen af Krarups berettigede pointer, der ikke allerede er givet meget mere præcist, dybere og mere afbalanceret af Zygmont Bauman. Der er simpelthen ingen grund til at styrke Krarup i sin selvovervurdering. I det stykke klarer han sig glimrende på egen hånd!
En ting, som undrede mig, var i øvrigt, at Grünbaum tilsyneladende mener, at menneskerettigheder er sådan nogen, som velbjergede meningsdannere kan bruge til at tryne andre – mindre velbjergede – mennesker med.
Tænk, her gik jeg og troede, at Menneskerettighederne var sådan nogen retningslinjer for staters etiske vandel, som repræsentative forsamlinger for klodens beboere har forhandlet sig frem til på baggrund af dystre historiske erfaringer.
Jeg vil i grunden bede Grünbaum læse menneskerettighederne igennem én gang til og fortælle os lige hvilke af dem, det er, han synes vi kan undvære.

Olaf Tehrani
København Ø

Professionalisme
*Det er godt for vores hukommelse at The National Security Archive findes, og at Jørgen Steen Nielsen kigger på de offentliggjorte regeringsdokumenter om Vesteuropas og USA’s aktive rolle i oprustningen af Irak i 1980’erne.
JSN’s artikel fortæller os også noget om karakteren af professionalismen i den vestlige våben, kemi og maskinindustri. Uanset parlamenters forsøg på at kontrollere den globale sikkerhedspolitiske udvikling, så sikrer industrien at ingen oprustningsambitioner bliver bremset af useriøse politikere. Et vigtigt aspekt i en våbenleverandørs troværdighed er ’After Sale Services’.
Og hvis ikke jeg husker galt, lod USA’s våbenindustri ikke Iran i stikken i 1980’erne. Irans hær og luftvåben blev løbende forsynet med reservedele til sine, overvejende amerikanske, våben under den af Irak udløste krig. Israel leverede de våbendele, Iran akut havde brug for. Et argentinsk flyveselskab sørgede for transporten til Iran via tyrkisk og sovjetisk luftrum. Og det ville stride mod al professionel moral om USA’s producenter ikke fyldte de israelske lagre op uden restordrer. Det har formodentlig ikke været muligt for producenterne at finansiere Irans køb med amerikanske statslån. Derfor har Iran nok måtte betale en markedspris, noget over den normale listepris, for leverancerne. Så der er med sikkerhed overført en smuk mellemhandleravance til en privat eller statslig konto i Israel, ud over den gængse formidlingsavance på lufttransporterne.  

Carsten Heyn-Johnsen
Kongerslev

Behov for to slags gymnasier
*Formanden for Gymnasie-skolerne Lærerforening, Gorm Leschly, overvejer 16. januar i Information fordele og ulemper ved enten en fremtidig politisk styring af eller et statsovervåget selveje for gymnasierne.
Hans valg af den politiske styring fremfor selvejet forekommer imidlertid mere begrundet i en personlig socialistisk ideologisk præference fremfor en liberalistisk, end det handler om hans kvalitetsbegrundede vurderinger af de to styreformer. Ret beset er kvaliteten af uddannelsen ikke meget afhængig af styreformen. Derimod spiller det politiske mål om at nå, bibeholde eller øge det brede optag på 50 procent af en årgang en stor rolle for kvaliteten. Jævnlige tilkendegivelser fra universiteterne tyder på, at det brede optag har sænket kvaliteten væsentligt. Men dette synes ikke at anfægte Leschly særligt.
Han må derfor antages at være mere interesseret i bredden af en almengjort gymnasieuddannelse end i en kvalitetsforbedring med en lavere deltagerprocent til følge. Man kan vel sige, at Leschly betaler sin politisk-ideologiske overbevisning med et sænket gymnasieniveau.
Derfor kan det være væsentligt at pege på ønsket om en kvalitativ højnelse af niveauet eventuelt ved hjælp af en spaltet gymnasiestruktur i et smalt elitegymnasium med højnelse af det faglige niveau som mål og et bibeholdt bredt alment gymnasium på det nuværende niveau.
 
Vagn Madsen
Brønderslev

Den banale ondskab gør stadig ondt
*I dag markeres Auschwitz-dagen, som i år tager udgangspunkt i en række workshops på landets universiteter under temaet ’Tilskuer eller Redningsmand?’ Der lægges op til at fokusere på det eksistentielle valg: Ser man passivt til, eller kan man som gruppe eller individ forhindre folkedrab.
I Hannah Arendts handlings- og dømmekrafts-teorier stiller hun en refleksion op om den enkeltes politiske ansvar. Hun beskriver den ultimative ondskab, som Adolf Eichmann stod for, som den ’banale ondskab’. En upersonlig ondskab, der uden omtanke baner vejen for den ordinære grusomhed i sin fulde bredde. Dette afføder et etisk krav om at tænke sig i andres sted. Medlidenhed karakteriserer hun som en abstraktion, der ender i snakkesalighed. Hun fremfører, at man i medfølelsen til den, der lider eller har behov for hjælp, bør stille sig solidarisk i en politisk kamp. Hendes tese er: ’Vi er alle skyldige.’ Vi er altså forpligtede til etisk dømmekraft og politisk handling. Hvis dette krav tilsidesættes af politiske grunde, står vi overfor en katastrofal situation.
På Auschwitz-dagen sidste år ved en gallamiddag på Københavns Rådhus fejrede 600 honoratiores i medlidenhed med fremtidige ofre og i enestående ødsel selvretfærdighed, at man nu havde etableret en mindedag viet til folkedrab som ’en fremadrettet advarsel, der skal skabe opmærksomhed om risikoen for folkedrab i det hele taget’. Tidligere overrabbiner Bent Melchior udtrykte det i Kristeligt Dagblad således: »Det handler om, at vi alle må kæmpe for at undgå at falde i den grøft, som medfører, at vi handler ondt«.
Gæsterne fik af to unge piger uddelt brochurer, der indeholdt et udsnit af folkedrabskonventionen og en protest mod de folkedrabslignende overgreb på palæstinenserne. Da den blev rakt mod Bent Melchior, spyttede han ’højt og lydeligt’ på de to arabisk udseende piger. Melchior havde troen på sin egen korrekthed, men tabte og faldt alligevel i grøften. Melchior tilgiver mig nok, når jeg bringer dette eksempel til at illustrere hele mellemøstenkonflikten: Alle siger ét, men gør noget andet.
Humanistisk Forum for Fred har henvendt sig til dir. Uffe Østergård, Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier og spurgt, hvad man der gør for at imødegå folkedrabet på palæstinenserne. Svaret er, at man »deler vores bekymring over den israelske fremfærd« og mener »det er et politisk vigtigt spørgsmål«; men også, at »det selvfølgelig vil være kontroversielt at tage emnet op, uanset det principielt er muligt at behandle alle folkedrab«.
Manglende etisk dømmekraft og manglende politisk handling, og vi er alle skyldige.

Nils Villadsen
talsmand for Humanistisk Forum for Fred

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her