Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
26. januar 2004


Noget overskægt
*I Indien får nu politibetjente lidt mere i løn, når de har anlagt sig et solidt overskæg – idet en sådan håransamling ved overlæben skulle være mere respektindgydende.
Måske skulle danske (mandlige) politikere følge efter, dog uden lønforhøjelse. Hvad deres kvindelige kolleger kunne gøre som modtræk, må de nok selv finde ud af. Det kunne jo også være at de slet ikke havde brug for mere respekt...

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Pattedyr
*Serbiske royalister (de findes altså også dernede) har nu kaldt Michael Jackson for et »sindssygt æsel«, idet de hæfter sig ved hans 'serbiske' påklædning for nylig i Santa Marita. Jeg husker tidligere at have hørt ham omtalt som »syngende abe«. Sådan kan man altså tage fejl af et menneske...

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Profit macht Spaß
*Erhvervslivet tjener milliarder i Irak, lyder en overskrift i Information.
Ja selvfølgelig – det var jo dét der var meningen med u-båden.
 
Kjeld Chr. Krarup
Kbh. Ø

I Danmark er jeg født
*Tak til Elsebeth Tranberg, som den 19. januar slår slår til lyd for at skifte nationalsang.
Jeg er enig med hende i, at den ene sang er blevet totalt ødelagt af sportsmandskaber – eller hedder det -hold – og især af deres tilhængere, og at den anden forherliger et orlogsmæssigt mellemspil på Kolberger Hede, som aldrig vil komme igen (Sælen i ørkenen eller ej).
Jeg var lige ved at sende dig min uforbeholdne tilslutning, da min kone tørt mindede mig om, at jeg jo ikke er født i Danmark og nok kunne få nogle anfægtelser, når jeg satte H.C. Andersens tekst op imod mit formodede fødested i det sydlige på et helt forkert tidspunkt.
Hvis vi nu tænker på alle de udlændinge, som indtil 1848 slog sig ned i Danmark uden at kunne leve op til H.C. Andersens indledningsstrofe: »I Danmark er jeg født...«, og når vi tænker på de noget færre af dagens medborgere, som er født noget længere sydpå, så skal vi måske overveje en minimalistisk variant, der reducerer strofen til:
Jeg er født!

Kurt Jonas
Holbæk

Offerrådgivningen – hjælper den?
*Jeg finder den nye helsidesannoncekampagne pinlig især for Offerrådgivningen, men osse for reklamebureauet Grey. De skriver: hvad gjorde du sidste gang du blev voldtaget Jeg reflekterer: du kunne åbenbart have gjort noget andet.
Med myndighedernes (politi og domstole) fortsatte fastholdelse af at (hule)manden ikke kan styre sig når han føler sig fristet, kan spørgsmålet lyde som om at kvinden har et ansvar, som hun ikke har påtaget sig.
Teksten fortsætter: sidste gang du blev voldtaget – altså ikke forrige gang eller en af de andre gange, men netop sidste gang. Vi må altså regne med at blive voldtaget tilbagevendende. Er det et tidssvarende syn på mænd og kvinder?
Det er beskæmmende, at professionelle forholder sig sprogligt så lemfældigt til et følsomt emne.
Sandsynligvis vil de gøre opmærksom på, at man ikke skal vaske sporene væk, før der er taget prøver, men det bliver gætværk med så uklar en tekst.

Kate Bryrup
Nibe

Krarup misbruger Tidehverv
*Når man som jeg er vokset op i et hjem, hvor faderen var Tidehvervspræst, undrer man sig over alt det der sker omkring Søren Krarup.
Min far var med fra Tidehvervsbevægelsens begyndelse, som kan dateres til 1926, hvor første nummer af tidsskriftet Tidehverv udkom. Han beskrev altid ’bevægelsen’ som et arbejdsfælleskab, debatten udfoldede sig i bladet og på sommermøder på Krabbesholm Højskole.
Den kristendomsforståelse, jeg fik ind med modermælken, ligger fjernt fra Søren Krarups aktuelle korstog, hans religiøst funderede nationalisme.
Til de avislæsere, som først har hørt om Tidehverv i forbindelse med Søren Krarups fremfærd de sidste par år, vil jeg gerne forsikre, at Søren Krarups sammenblanding af tidehvervsk teologi med Dansk Folkepartis udgave af nationalisme, fremmedhad og Blut- und Bodenholdning intet har med den kristendomsforståelse og menneske-opfattelse at gøre, som jeg lærte at kende fra min far og hans teologiske kolleger.
De vendte sig netop imod den indremissionske trang til at skille mennesker i ’frelste og fortabte’. De gamle Tidehvervs-pionerer roterer formodentlig i deres grave over Søren Krarups fordømmende og lidet ydmyge fremfærd.
Jeg fatter ikke, at der i den aktuelle situation ikke er flere præster af den tidehvervsk-grundtvigske observans, som vedgår arv og gæld i forhold til det tidehvervske ved at tage tydeligt afstand fra Søren Krarup og hans misbrug af Tidehvervs kerneindhold.

Lars Davidsen
tidl. højskoleforstander på
Ærø Folkehøjskole

Til eftertanke
*Blot to citater til eftertanke fra bagsidelederen ’Ligestilling i academia’ 15. januar
»For nogle år siden foreslog Udvalget for Ligestilling i Forskning positiv særbehandling som et redskab til at forbedre køns-uligevægten. Det er en dårlig idé, som da også dengang mødte bred modstand. Der skal ikke kunne sås tvivl om, hvorvidt en kvindelig forsker er blevet begunstiget på grund af sit talent eller køn.«
»Man skal heller ikke underkende den social-psykologiske mekanisme, som kvindeforskningen kalder 'rip-rap-rup-effekten’: At folk typisk ansætter nogen, der ligner dem selv. Hvis et bedømmelsesudvalg består af mænd, kan det være tilbøjeligt til at foretrække en mandlig ansøger.«
Hvordan kan denne mekanisme ses som andet end udtryk for gængs kønskvoteringspraksis i patriarkatet?

Tove Krag
Kbh. V

Hestene bides
*Kære David Trads. Spænd nu de brogede heste for vognen en gang imellem. De røde kører hver dag, både ude og hjemme, og vel, mange af dine elsker de røde, ere ganske forblændede deraf, men de brogede er nu mine favoritter, ej de sorte, thi broget er verden, og der lever vi nu engang.
Og: Selvom hestene bides, er det ikke sikkert krybben er tom.

K. Hemmingsen
havreavler, Væggerløse

Rystet barnetro
*Jeg har ellers i mange år troet, at når man var kristen, nærmere bestemt lutheraner, så kunne man være sikker på at man var et forholdsvis pænt menneske, men Informations temaavis (tema: Ham Krarup er sandelig ikke et pænt menneske) i mandags har virkelig rystet min barnetro.
Krarup belastes for i 1999 at have stået bag genudgivelsen af en bog, som også upæne mennesker som nynazister to gange har genudgivet; altså åbenbart en virkelig slem bog. Den har titlen Mod tyrken og jøden og er skrevet af en Martin Luther.
Jamen så må denne Martin Luther da sandelig være en grim karl, når både nynazister og Krarup mener han efter næsten 500 år bør genudgives, så de kan læne sig op ad ham.
Men hvad med os almindelige medlemmer af den danske evangelisk-lutherske folkekirke? Er vi også nogle grimme karle? Er vi åndelige nynazister? Kan man som kristen være bekendt at være lutheraner? Og er katolikkerne så bedre/pænere mennesker? Det mente Luther vist ikke de var, nærmest tværtimod.
Hvad man på Informations redaktion mener herom er mig ligegyldigt. Nej, her må vi have vor modige kirkeminister på banen – hvad mener du Tove Fergo?

Niels O. Fruensgaard
Aalborg

Søren Krarups menneskesyn
*Må det i forbindelse med debatten om Søren Krarup og hans bog Harald Nielsen og Hans Tid (Gyldendal 1960) være tilladt at henlede opmærksomheden på et par citater fra samme.
Disse omhandler en fotoudstilling ’Vi Mennesker’ pp. 32-35 og har intet med Harald Nielsen at gøre; men derimod noget med Søren Krarups eget menneskesyn. Han skriver p. 33: »Men der var i udstillingens tone og baggrund en tendens, som ville mere, (...). Den ville ikke kun fortælle, men også agitere. (...). Over udstillingen var der et præg af politik, og politikken ville lighed og ligestilling og raceophævelse. Den ville sige, at negeren er lige så god som den hvide, kineseren lige så god som amerikaneren, afrikaneren lige så god som europæeren. Den agiterede for en opfattelse, der skulle forstå, at forskellene er unaturlige, og at de ødelægger det, der kunne være så godt. Den ville vise, at menneskene er ens, og den ville derudfra lade skellene opløse sig og grænserne forsvinde og alting blive lige.« og p. 35 konkluderer han: »Ideen om lighed, om ligestilling og raceophævelse er derfor ikke alene falsk, men den er fjendtlig over for livet. Når man opløser forskellene, opløser man det virkeligste i tilværelsen, (...), det, som ud over alle grænser lader kærlighed og medfølelse spire frem.«
Læs hele stykket! Læs bogen! Harald Nielsen og hans Tid er en rigtig god bog – god til at give indblik i Søren Krarup.

Poul Simonsen
assistent
Brønshøj

Forvirret støtte bør ændres
*Da Statens Kunstfond blev oprettet for over 40 år siden, skete det efter en grundig overvejelse af behovet for en sammenhængende støtte som afløsning for tidligere tiders mere tilfældige donationer. Og efter en heftig debat.
Den gennemskuelige og ubureaukratiske fond har da også fungeret som et godt sikkerhedsnet for kunstnere lige siden.
Kulturministeren udtalte for nylig, at fonden har fungeret »eksemplarisk«.
I 1996 fandt den daværende kulturminister ud af, at der skulle ske noget nyt inden for litteraturområdet.
Litteraturen skulle have et »råd« i lighed med teater og musik.
Herefter definerede det nedsatte råd nogle arbejdsopgaver.
Da den nye regering tiltrådte, erklærede kulturministeren, at »fedtlaget« skulle skæres væk og den »direkte støtte til kunst og kunstnere øges«, samtidig overvejede han, hvad der kunne nedlægges, og fandt blandt andet frem til Litteraturrådet.
Den beslutning blev som bekendt hurtigt ændret.
Nu er der nedsat et vældigt netværk af embedsmænd og råd. Øverst oppe skimtes styrelsesdirektøren, som var chef i kulturministeriet, da loven blev udformet, og de øvrige embedsmænd, under dem, Kunstrådet, som blandt andet skal udarbejde handlingsplaner, under rådet har vi de fire faglige råd. Og de skal, ifølge loven og Kunstrådets handlingsplan for 2003-2006, uddele penge til en uoverskuelig række »nye projekter«, »nye tendenser« og »nye bevægelser«. De skal skabe nye rammer for kunsten. Det er godt.
Ved en gennemlæsning har jeg kun fundet det farlige begreb »kvalitet« en enkelt gang, og det er måske også godt, hvis man inden for de forskellige kunstarter tager konsekvensen af det.
I den forbindelse er litteraturen måske mere overskuelig end de andre områder, da udgangspunktet alene er en forfatter og en blyant. De primære rammer er et arbejdsrum og en rimelig levefod.
Statens Kunstfond er stiftet for at opfylde disse behov.
Det er meningsløst at både Litteraturråd og Statens Kunstfonds udvalg skal tage stilling til samme manuskripter og tekstprøver, for at en forfatter skal stykke en beskeden indtægt sammen under opfindsomme overskrifter: Færdiggørelse af arbejde, arbejdslegater, tre måneders sikkerhed osv.
Der er desuden risiko for både forsømmelser, overlapninger og kompetencekrig i dette dobbeltarbejde.
En stringent arbejdsdeling nu vil være et vigtigt grundlag på alle niveauer fremover. Og fordelingen på litteraturområdet synes, ved læsning af Kunstrådets handlingsplan, nærliggende:
Statens Kunstfond varetager den direkte, kvalitetsbestemte støtte til »kunstnerisk arbejde«: Alle legater, produktionspræmier og livsvarig ydelse.
Derfor bør man udskille den primære støtte til litteratur fra hele Kunstrådets område og kanalisere midlerne ind i Statens Kunstfond. Der vil beskedne beløb kunne målrettes, så de tjener formålet og giver forfattere tid til skrivearbejde.
Litteraturrådet under Kunst-rådet støtter eksperimenter, bevægelser, tendenser, rejser, foredragsvirksomhed, arrangementer, tidsskrifter og andre former for formidling.

Vibeke Grønfeldt
forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her