Læsetid: 2 min.

Jo flere Gade Jensen’er des bedre

Debat
15. januar 2004

Påtale - Berufsverbot
Er Fogh-regeringen virkelig så svagelig, at en håndfuld autonomes hjemmeside, landets næstmindste landsdækkende avis, Information, og nogle flygtige indslag i TV 2 får den til at effektuere berufsverbot mod en ansat, som ironisk deler regeringens egne synspunkter?
Sådan må det fremgå af en stor del af debatten, også i Information, om de forhold, der førte til afskedigelsen af en halvtids pressemedarbejder i kirkeministeriet, Henrik Gade Jensen. Kun spredt opmærksomhed om det ansvar, som påhviler Jensens nærmeste foresatte, kirkeminister Tove Fergo, og dermed i sidste instans regeringschefen selv. De tilhører dog begge en regering og et parti, som jævnligt fremhæver ansvar og konsekvens som en del af borgerlige karakteregenskaber!
Men måske er den egentlige forklaring på afskedigelsen, at Gade Jensens højre-orienterede synspunkter, som han helt legalt har givet udtryk for i medierne, var blevet for belastende for en regeringsleder, der under bekvemmelighedsflag fører sig frem som ’midtsøgende’. Akkurat, som de 10 såkaldte ’liberale teser’ for mindre end et halvt år siden var ubekvemme for Anders Fogh Rasmussens strategi. Hvorefter initiativtageren, borgmester Pind i København, allerunderdanigst trak teserne tilbage, så en fri og åben debat ikke skulle overgå Venstres landsmøde i efteråret og sætte uønskede aftryk i offentligheden.

’Den tredje vej’
Lige siden, Venstre tabte valget den 11. marts 1998, har Fogh Rasmussen og hans højre hånd, Claus Hjort Frederiksen, arbejdet for at skabe indtryk af et moderne velfærdsparti, sådan lidt ’socialdemokratisk’. Allerede følgende efterår besøgte oppositionsleder Fogh LO’s daværende hovedkvarter i Rosenørns Allé og lod sig fotografere ved hovedindgangen. Kort efter blev denne photo-opportunity, som det vist hedder på dansk, gentaget foran Downing Street 10 i London, så indtrykket af ’Den tredje vej’ kunne fæstne sig og Tony Blairs glans skinne på den danske statsministerkandidat.
For Gade Jensen må det være betryggende, at Fergo har kvitteret for hans formelle opsigelse med et halvt års løn. Den liberale minister i rollen som alternativ, statslig a-kasse, uden kontingentindbetalinger og uden den obligatoriske karenstid på fem uger, som gælder for andre.
Men lad småligheden ligge, 150.000 skatteyderbetalte kroner er småpenge sammenlignet med det to-cifrede millionbeløb, regeringschefen årligt anvender på sit statslige propaganda-apparat. På godt to år har Fogh Rasmussen fordoblet antallet af pressemedarbejdere, fra 14 til 29. Og også det skal være ham tilgivet, hvis disse spindoktorer giver et retvisende billede af regeringens egentlige hensigter – ligesom Gade Jensen gjorde! I så fald kan man kun sige: Jo flere Gade Jensen’er, des bedre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her