Læsetid: 4 min.

Giv vores helte deres egen dag

Tiden er løbet fra at tildele fortjenstfulde personligheder ridderskaber og adelstitler. Gør som i USA: Opkald en dag efter dem
22. januar 2004

International
Mandag var Martin Luther-dag i USA – en officiel helligdag, som højtideligt holdes i hævd af nogle, indgyder modvilje hos andre, men ignoreres af de fleste amerikanere. Den blev indført af Reagan-regeringen i 1986. Tilfældigvis boede jeg dengang selv i Atlanta, Georgia – den myrdede sorte borgerretsforkæmpers hjemby.
Beslutningen om at ære dr. Kings mindedag var omstridt. Selv i Atlanta var der ganske mange hvide, som betragtede påfundet som om ikke en fornærmelse mod Stars and Stripes, så i hvert fald imod sydstatsfanen, the Conferate Flag. Og mange af de mest modvillige var selv-
følgelig personer, der hårdnakkede benægtede at væ-
re racister. Ah don’t have a prarblm – jeg har ikke noget problem (med sorte, red.) – som de plejede at sige.
I det dybe Syden er a
prarblm en almindeligt brugt eufemisme. Ah don’t have a prarblm but ah know folks who do er som bekendt mantraet for racister alle steder. Og før jeg begynder at lyde alt for hellig er det værd notere sig resultatet af en meningsmåling, der netop er offentliggjort i britiske medier, ifølge hvilken fire ud af ti hvide briter ikke ville bryde sig om at have en sort nabo. Så dette prarblm har USA altså ikke patent på.
I 1986 deltog jeg selv i et pragtopbud af en mindemarch for at fejre den allerførste Martin Luther King-dag. Flere hundredtusinde mennesker gik i optog gennem det centrale Atlanta – som oftest ad færdselsårer, der hedder noget med »ferskentræ«. Rigtig mange lokaliteter i Atlanta hedder noget med »ferskentræ« – spørg mig ikke hvorfor.
At spørge om vej i Atlanta kan derfor minde lidt om at medvirke i en Monty Python-sketch. »Om jeg ved, hvordan man kommer til Peachtree Center? Sure, honey. Gå bare ned ad Peachtree Street, drej til venstre ved Peachtree Road og så til højre ved Peachtree Avenue. Lige over for Peachtree Plaza finder du det mellem Peatchtree Hilton og Peachtree Hyatt Regency. Du kan ikke overse det, honey. Der er en statue af et ferskentræ ud for.«

k
Martin Luther King, som ville være blevet 75 år i år, er tilsyneladende ikke i nærheden af at være en så stor kilde til stolthed som ferskentræet. Ikke så længe, der er så mange folk med prarblms i hvert fald. Men hans minde blev hyldet på smukkeste vis hin vinterdag for 18 år siden med marchbands, tambourmajorer og en procession af honoratiores og veteraner fra borgerretsbevægelsen, der kørte i store åbne limousiner, heriblandt en ældre sort dame, der virkede dybt forlegen over den voldsomme virak.
Hendes navn var Rosa Parks, en tidligere syerske fra Montgomery, Alabama, som den 1. december 1955 nægtede at afgive sit sæde i bussen til en hvid mand. Hendes efterfølgende anholdelse for at have overtrådt byens racediskriminerende love, de såkaldte Jim Crow-statutter, fremkaldte en omfattende sort boykot af busserne og en ikke-voldelig protestkampagne anført af dr. King, som i sidste ende førte til at race-adskillelse i det offentlige transportvæsen blev opgivet. Den ældre sorte dame havde altså så absolut fortjent sin hædersplads i luksuslimousinen, ganske på samme måde som Martin Luther King fortjener at blive sidestillet med Christopher Columbus og andre, der har spillet centrale roller i USA’s historie, fortjener at blive hædret med sin egen dag i kalenderåret.
Min oplevelser fra dengang har overbevist mig om, at Storbritannien burde antage denne amerikanske idé og give vores egne store banebrydende skikkelser deres egen dag. Vores stærkt kritiserede hæderbevisnings-system kunne så udfases og blive erstattet af et mere demokratisk system.
Det skulle så ikke længere være muligt at blive adlet eller slået til ridder af riget, men en Michael Caine-dag og en Clive Woodward-dag (CW er Storbritanniens måske største rugbystjerne til dato, red.) ville være selvskrevne. Ordenen MBE (Member of the British Empire) ville ikke længere blive uddelt, men der ville proklameret en Benjamin Zephaniah-dag (BZ, sort britisk-jamaicansk digter, red.) og en Yasmin Alibhai-Brown-dag (YAB er shiamuslimsk, britisk forfatter og kommentator i The Independent og Information, red.). Naturligvis skulle kun en håndfuld af disse dage – såsom Winston Churchill-dag og William Shakespeare-dag, ville være officielle helligdage, og nogle dage ville slet ikke være nogen national institution, men kun have regional og lokal basis. Nogle ville være midlertidige og kun gælde for en begrænset årerække. Dette vil skabe al den fleksibilitet, som vores nuværende æresbevisningssystem savner.
Jeg var selv i Los Angeles, da borgmester Tom Bradley udråbte Tina Turner-dag. Det kom ikke til at betyde andet, end at de lokale radiostationer spillede flere af hendes plader end ellers, men rockmamaen selv var stærkt beæret, og hendes fans frydede sig. Tilsvarende kunnen man forestille sig, at Cardiff fik en Shirley Bassey-dag og Liverpool en Paul McCartney-dag. Alt dette skulle afgøres af komiteer, der ikke blot skulle være forbeholdt prominente kulturpersonligheder og politikere, men også have deltagelse almindelige mennesker, således at ingen af modtagerne af en sådan æresbevisning kunne få den tanke, at deres hæder var be-smudset af en regering eller et monarki, som de ikke brød sig om.
Det ville være mindre ar-kaisk og langt sjovere end at tildele give ledige adelstitler til hedengangne grevskaber. Kedeligt nok ville retten til at drive kvæg gennem landsbyer ved midnatstide dermed også gå fortabt – et aristokratisk privilegium, som nok var værd at bevare.
Det er dog ikke alle amerikanske metoder til at hædre fremragende personligheder, der er misundelsesværdige. Nogle kan være som et dødskys. Jeg husker at have læst flere historier om skolepiger, der af deres kammerater blev kåret til at være den i klassen med størst chance for at få succes i livet, og som blev heroinmisbrugere, kassebedrøvere eller veninde med Hugh Hefner. At få sin egen dag giver bedre mening – og i endnu højere grad da, hvis man i modsætning til Martin Luther King, stadig væk er her til at sole sig i æren.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu