Kronik

Det markedsstyrede gymnasium er et skridt tilbage

Hvis vi skal styrke faglighed og kvalitet i de gymnasiale uddannelser er en offentlig og demokratisk styring frem for en markedsøkonomisk styring helt essentiel
Debat
16. januar 2004

Kronik
De almene gymnasiers fremtidige placering og styring er et af emnerne for regeringens strukturkommission.
Valget forventes at stå mellem en statslig selvejemodel og et gymnasium med en regional politisk forankring og styring.
Undervisningsminister Ulla Tørnæs har dog allerede meldt sig som tilhænger af en statslig selvejemodel. Men både i Ministerens eget parti og i det andet regeringsparti er der heldigvis folk, der er imod Ministerens planer om at omdanne de almene gymnasier til selvejende institutioner. De påpeger ganske rigtigt, at en sådan ensidig markedsstyring ikke nødvendigvis betyder større frihed for det enkelte gymnasium, ligesom risikoen for kvalitetsforringelser i uddannelsen vil være stor.
Århundredets reform af de gymnasiale uddannelser er netop nu i støbeskeen. Der er derfor god grund til at advare mod at kaste sig ud i det eksperiment af dimensioner, som etablering af de almene gymnasier som selvejende skoler reelt vil være.
Erfaringerne fra indførelsen af selveje på andre undervisningsområder har vist, at der er endda meget store problemer med kvaliteten og styringen. På erhvervsskoleområdet har rigsrevisionen således gentagne gange rettet kritik imod styringen.
Det almene gymnasium er den største succes nogensinde i dansk uddannelseshistorie.Tilbage i 50’erne gik under 5 procent af en årgang på gymnasium. I dag er tallet næste tidoblet. Spørgsmålet er om vi skal udsætte de unge for et selveje-eksperiment, når vi i årevis har haft et relativt velfungerende tilbud om en gymnasial uddannelse?

Der er grund til at være på vagt, når man begynder at overveje styringsmodeller, der er i modstrid med et at de vigtigste uddannelsespolitiske mål, nemlig at størstedelen af en ungdomsårgang skal tage en ungdomsuddannelse af høj kvalitet. Erfaringerne viser, at øget geografisk afstand til uddannelserne er med til at mindske søgningen. Den regionale udbygning af det almengymnasiale område gennem de seneste årtier er da uden tvivl også én af forklaringerne på, at flere unge tager en studentereksamen i dag end for 30 år siden.
Vi skal også fremover have et dækkende og kvalificeret udbud af uddannelse på gymnasieområdet i alle egne af landet, og der skal sikres lige adgang til undervisning og uddannelse for alle unge uanset, hvor i landet man bor.
Hvis gymnasierne bliver selvejende, hvem er det så , der skal sikre, at der tages hensyn til elevernes ønsker, når uddannelsestilbud fastlægges?
Hvem skal sikre, at der tages tværgående hensyn, når studieretninger og valgfag med den nye gymnasiereform fastlægges? Hvem sikrer f.eks at de multikulturelle elever optages med rimelig fordeling og ikke bare sendes videre fra skole til skole til optagelse langt fra deres bopæl? Og hvem skal sikre, at sjældnere studieretninger og valgfag bliver udbudt?
Selvstændigt selvejende konkurrerende institutioner? Næppe!
Den nuværende regionalpolitiske forankring af det almene gymnasium og VUC sikrer, at der ved planlægning tages tværgående uddannelsespolitiske hensyn, ligesom uddannelsesaktiviteten kan afbalanceres i forhold til regio-nalpolitiske hensyn, behov og udviklingstendenser.

Sikring af et fagligt kvalificeret og geografisk dækkende undervisningstilbud kan under ingen omstændigheder ske med indførelse af en markedsøkonomi-lignende taxametermodel. En
taxametermodel må nødvendigvis kombineres med styring af kvalitet og udbud. Det er uddannelsespolitisk afgørende, at national standard, og regional samordning og koordination sikres.
Selvejeformen er tæt knyttet til taxameterfinansiering. På erhvervsskolerne har ledelsen fri adgang til at disponere over pengene fra de forskellige taxametre. Der er f.eks. ingen sikkerhed for, at penge afsat til undervisning reelt anvendes hertil – og ikke til bygninger, administration eller smart markedsføring og reklame. Undervisningen er da ofte også den faktor, der skrues op og ned for, alt efter skolens økonomi og ønsker.
Opbygningen af den statslige taxametermodel indebærer, at uddannelsesinstitutionen har et incitament til tilpasning af kapacitet til den aktuelle efterspørgsel – det har på erhvervsskoleområdet ført til en stop-go-politik, hvad angår visse uddannelsesudbud. Selv på skoler med stor kapacitet, og derfor større råderum til planlægning, har dette ført til, at lærere løbende afskediges og ansættes for at tilpasse lærerstab og lærerkompetencer i forhold til aktuelt behov. Hvordan skal den pædagogiske udvikling kunne sikres under sådanne forhold?
Styringsmodellen er en overordnet økonomistyringsmodel, der i udgangspunktet er løsrevet fra uddannelsespolitiske og pædagogiske overvejelser. Det er derfor ikke tilfældigt, at ekstremt høje klassekvotienter og lærerfri undervisning kendes fra de erhvervsgymnasiale uddannelser.
Og som der også peges på i efterårsrapporten fra det økonomiske råd 2003, så giver den nuværende finansiering af de erhvervsgymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne: »ikke stærke incitamenter til, at eleverne gennemfører uddannelsen med et godt resultat.«
Det er uacceptabelt, at skolerne etablerer »lærerfri undervisning«. En række erhvervsskoler har da også fået pålæg om at ændre denne praksis fra Undervisningsministeriet, ligesom et ’hyrdebrev’ har præciseret, at skolerne skal leve op til bekendtgørelsens timetal.Men det beviser jo blot , at uddannelsestaxametre selvfølgelig skal øremærkes undervisning.
Timestyringen eller det intelligente taxameter, som vi kalder det i gymnasiet og hf, har i den henseende fungeret efter hensigten. Det har sikret ressourcer til elevernes undervisning. Det har sikret en ensartet, høj kvalitet, og dermed en national standard. Det har sikret en relativt velfungerede og decentral gymnasiepolitik i amterne.
Jeg vil derfor foreslå, at man på hele ungdomsuddannelsesområdet – i stedet for blot at afskaffe et intelligent taxameter, der fungerer – ser på de positive erfaringer fra gymnasieområdet med en timestyring. Det vil kvalitetssikre undervisningen.

Amternes forvaltning af det almengymnasiale område er ikke kun lykkeland, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at GL både landspolitisk og også regionalt løbende har rettet kritik mod amternes forvaltning af området.
Men afgørende er det, at der er gennemsigtighed i forhold til, hvem det er, der tager væsentlige beslutninger med konsekvens for uddannelserne, at der er mulighed for en offentlig demokratisk debat, og at der er klarhed over, hvem, der i sidste instans har ansvaret. Erfaringerne fra de erhvervsgymnasiale uddannelser viser, at netop sammenhængen til det politisk ansvarlige niveau ikke opleves som en realitet.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at det af rigsrevisionens rapport fra maj 2003 fremgår, at Undervisningsministeriet har oplyst, at selveje-formen »efter ministeriets opfattelse er udtryk for et (bevidst politisk) ønske om, at pågældende opgaver bedst varetages i et decentralt system, der ligger uden for det statslige hierarki og uden for det politisk styrede system«.
Vi har altså at gøre med en styreform, hvor man bevidst har rykket institutionerne og udmøntningen af folketingets beslutninger væk fra det politisk ansvarlige niveau. Det er i den grad udemokratisk.
Selveje kombineret med det såkaldte kr-taxameter og en stadig deregulering har på de erhvervsgymnasiale uddannelser lagt en bombe under kvaliteten i uddannelserne.
Det er på tide, at vi får en debat om kvaliteten i de erhvervsgymnasiale uddannelser, der som bekendt har et frafald af en hel anden størrelsesorden end det almene gymnasium. Det er vel næppe regeringens mål via indførelse af et sådant selvejekoncept i det almene gymnasium at harmonisere frafaldsprocenterne mellem de gymnasiale uddannelser, således at frafaldet i alle ungdomsuddannelserne øges. . Kun den kan fremme
en rimelig grad af rationalitet og gennemsigtighed i, hvad der fo-
regår i uddannelserne. Kun den kan sikre en resurseallokering til institutionernes kerneydelse – nemlig undervisning og uddannelse af eleverne. Kun den kan
sikre at der er nogle, der kan stilles politisk til ansvar for, at der bliver sammenhæng mellem mål, indhold og rammer for uddannelserne.

*Gorm Leschly er formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her