Kronik
Skrupelløst! Chokerende!« Det skrev Bild, da computerekspert Armin Meiwes lemlæstede, spiste af og til dybfryseren parterede en velstående homoseksuel diplom-ingeniør Bernd-Jürgen Brandes i Rotenburg an der Fulda. Brandes, værdsat som Siemens-medarbejder, gik med til det af fri vilje. Først blev hans penis skåret af. Så forsøgte de at æde den rå, derpå stegt, og det mislykkedes kun, fordi retten brændte på. Brandes lovede at lide nogle dage, men insisterede til Meiwes fortrydelse på at blive dræbt kun 10 timer efter seancens start.
Begivenheden og retssagen i Kassel nu har oprørt det velanstændige Tyskland. Helst så man den som en enestående hændelse, udført af en unormal afskyelig sadist over for en sygelig masochist. Så kunne man få et billigt sofa-gys: Sådan er vi andre heldigvis ikke.
Men er den holdning let at fastholde? Meiwes er af lægerne fundet strafegnet som ikke-sindssyg, og også Brandes betragtes som normal, bortset fra kannibalismetrangen. Kroppen skulle tilmed være ung og smuk, som tidsånden længe har foreskrevet. Den 43-årige Brandes løj sig derfor 38 år gammel, så han ikke risikerede, at Meiwes ikke ville æde ham. Æstetikken måtte være i orden. At den så vandt over etikken og livet, fik være. Hvor ofte har den ikke gjort det i vor tid. Allerede Kant adskilte Det smukke fra Det gode og Det sande.
Det får én til at spørge: ligner de to os andre mere, end vi helst vil være ved? Har vi næsten alle derfor reageret så oprørt fordømmende? Vi kunne jo bare trække på skuldrene og nøgternt sige: bur kraftidioten inde. Men det gør vi ikke. »Der findes
tusinder, der gerne vil fortæres«, fortalte Meiwes da også i retssalen. Er samfundet blevet så belastende, at tanken om kannibalisme breder sig, efter at borgerskabet siden 1800-tallet åndeligt har begået mord på snart sagt alle rivaler i et siden da barsk konkurrerende samfund?
Er det derfor den virkelighedsnære kunst allerede dengang, som i Delacroixs Dante-båden fra 1822, begyndte at vise uhyrlige folk, der satte tænderne i de ædle og kastede dem over bord, før de bemægtigede sig ledelsen på livets eller snarere dødens samfundsskib. De to unge og smukke døende, der med sjælfulde michelangeleske kroppe skvulper ved rælingen i Delacroixs maleri, ser ud, som har de intet kunnet stille op imod dem. Kannibalisme er et klassisk motiv i modernismen. Dali lader i Efterårs-kannibalisme fra 1937 mand og kone æde hinanden.
Er den hidtil underbevidste lyst, skildret af kunsten, nu er ved at komme op til overfladen? Så selv mange evnerige mennesker pludselig får nok af at deltage i virksomhedernes stadigt mere opskruede profitjag? Er flere og flere begyndt at erkende, at omkostningerne er kærlighedsfallitter og fortvivlende personlig ensomhed? Hvis man ikke øjner noget alternativ til den udvikling, er det så ikke forståeligt, at nogle i skyldfølelse over selv at have medvirket til profitjaget ligefrem ønsker en lidelsesfuld død, og at det, de vil fortære først, er deres eget køn? Hvor mange har i dag overskud til at bruge deres libido også i en nær kærligheds tjeneste, ikke bare til at skabe en social position? Denne såkaldte sublimering, som Freud kaldte kulturens byrde, føles den ikke af stadig flere alt for tung at bære?
Sker det ubærlige ikke, når kynikeren, der vil pengene og magten for enhver pris, er blevet så udbredt, at han ikke er til at komme uden om? Var det ikke den type, Meiwes allerede mødte som barn i form af en far, der forlod familien, og en meget dominerende mor, så drengen følte sig »totalt forladt«? Er den følelse nu trængt så langt ind i sindene, at dæmonien står rede til den mere uhyrlige end uhyrlige magtudfoldelse, som kannibalismen er?
Bliver den trang ikke den ydre succes djævelske pris, fordi succesen bliver ligegyldig, hvis man som kyniker udelukkes fra at dele den med nære, som værdsætter én? Hvor mange må så ikke som Meiwes tage til takke med en kat? Så drages magtmennesket netop imod den, fordi den er sin egen. Den ligner mig, tænker han. Så bliver mennesket sin egen i en mere end umenneskelig, ja tilmed udyrisk forstand: selv en kat vil sige fra, hvis det at være sin egen bliver lig med at være sig selv nok.
Så er vi havnet dér, hvor tomheden har fjernet al sjæl i os. Sjælen er nemlig specielt rustet til at bære det ufuldkomne: ondskab og skyld, arvesynden, som den kristne siger. Sjælen vokser tilmed ved at tilgive denne utilstrækkelighed i én selv og næsten, vel vidende, at den er kærlighedens vilkår, at ingen er en ufejlbarlig gud, og at vi ikke på jorden lever i den fulde forløsnings paradisiske samhu.
Men for det tomme menneske er den tilgivelse helt utilstrækkelig Han kræver den totale forløsning. Med sjælen forduftet og med kærligheden som en lukket dør drives han mod dens modsætning: hadet og helvedesforløsningen, her og nu. I den bliver ondskaben det selvfølgelige og skyldløsheden derfor frigørende. Jo mere fri han bliver, jo hyppigere kræver han denne forløsning, i form af stadig grovere sadistisk vold. Derfor skal pinen udstrækkes helvedes længe, så at sige, til den til sidst udmunder i forløsningen som Endlösung: mord.
Det er ikke ligefrem noget nyt. På det storpolitiske plan har den moderne civilisations borgere gang på gang iværksat den, tilmed som hele folkedrab, i Første Verdenskrigs skyttegrave, på jøder i KZ-lejre, på total udbombning af hele tyske byer under Anden Verdenskrig, af serbere på kroater og muslimer, af velhavende vestligt uddannede terrorister 11. september.
Efter mordet følte Meiwes da også, som han udtrykte det: »had, vrede og samtidig lykke«. Med kærligheden forlist forenes hadet til den man dræber med det ubevidste selvhad, og den lukkede dør til kærligheden bliver til at bære. Så kan man tilmed som Meiwes få en forbigående trang til at kysse sit offer, ja bede ham om tilgivelse, før man stikker ham ihjel. Man leger, at man elsker ham. Man gør kærligheden til det store illusionsnummer.
Men stadig er forløsningen ikke fuldbragt, ikke total. I erhvervslivet er tanken om at fusionere og så at sige æde konkurrenten de senere år blevet påtrængende. Det føles utåleligt, ikke bare at rivalen i sin anderledeshed generer én, men især at han hindrer éns virksomheds vækst mod det økonomiske herredømme. Totalforløsning består af den totale magt og totale ensretning. I privatlivet bliver trangen for Meiwes tilsvarende overvældende til at fortære og dermed »have et menneske, som med sin krop bliver en del af mig«. »Man kan næsten sammenligne det med nadveren«, siger Meiwes.
»Dette er mit legeme«, sagde Jesus da også om nadverbrødet, »æd det, så I gør som jeg«. Det betød imidlertid ikke, at disciplene skulle blive som ham, ét med ham. De måtte ikke glemme, at deres egen sjæl modsat hans fuldkomne blev til i spændingen mellem godt og ondt. Det onde skulle ikke fjernes, kun bekæmpes, så det gode gav sig til at vibrere i sindet.
Den kamp er uvedkommende for Meiwes som moderne menneske. For ham er pengene det afgørende. Og de gør neutralt for ondt og godt. Har man dem, får man ære og ses som en god samfundsborger. Uden dem er man et ligegyldigt skvat. Som moderne menneske er Meiwes ikke interesseret i sjælen, kun i kødet. Det kan man fortære uden at ændre sig, uden at vokse mentalt. Ændrer folk sig, ved man ikke, hvor man har dem. Det er ubehageligst af alt, hvis man skal gøre forretninger. Og hvad det drejer sig om, er at éns forretning vokser.
Meiwes tidstypiske kannibalisme ser da også ud til at bringe ham den store gevinst, hvis han om få år kan gå fri ud af fængslet, bare dømt for medlidenhedsdrab. Ifølge sin advokat er Meiwes i gang med at forhandle million-kontrakt med et forlag om udgivelsen af Brandes-affæren og med et filmselskab om en horrorfilm.
Pengene vil strømme ind. For hvem vil ikke se den kannibalisme udfoldet, der ulmer i én selv? Hvem kan unddrage sig tidens økonomiske ånd? Hvad bærer den i skødet? Hvis Meiwes kan erklæres for normal med insisteren på menneskefortæring, må vi så ikke udvide vort normalitetsbegreb ud over alle grænser? Lever vi så ikke i et samfund, hvor alt er tilladt, ikke bare hvis, men fordi man kan komme af sted med det? Og er det ikke et samfund, der er ved at gøre os alle så syge som de to kanni-balister? Det har modernismen altid hævdet. Har slagordet ikke længe været:
Frels dig selv, æd din næste.
*Leo Tandrup er lektor, dr.phil. Aarhus Universitet
