Når der tisses på kommando

Sammen med uforsonligheden over for bolsjevismen går anti-kulturradikalismen, nationalisemen og antisemitismen op i en højere enhed, som navnlig Søren Krarup
er talsmand for

Kronik
Det skete, at Loke yppede kvalm med guder og gudinder ved at beskylde dem for mangel på manddom og for hor, de ham for i otte år som kvinde at have malket køer og båret børn. Også i dag sker så meget mærkeligt. Ud af krigens kiv og strid tonede nye vætter frem, i skyndingen antaget for ordskvalder og mundsvejr – kulturradikalisme, studenterop- rør og intellektualisme, koldkrig og stalinisme, venstrefløj og klassekamp – et sært, mangehovedet monster fra afdelingen af radikale tilbøjeligheder og ismer. Alene kulturradikalismen er hverken politisk eller folkelig, populær, men en herlig selvmodsigelse, der gør enhver radikal til en luftig døgenigt, et troldtøj, hvis ikke netop for dens kulturerkendelse og for deres evne til at vække modstand. Og modstandere myldrer frem, så såre den gemene livsbekræftelse udfolder sig, disse gode moralske oprustere, for hvem de andres frisind er den nøgne abes brøl i en usømmelig livsførelse, og for sortseende helligpræster nøkkens ledtog med naturalismens kættere fra empiriens til oplysningstidens djævelske filosoffer. Hertil kommer særskilt et pant på besættelseshistorien.
Med ortodoks kirkereformatorisk lære blev Grundtvigernes ’fædrelandskærlighed’ til Tidehvervets »nationalisme« og med Dansk Folkepartis medvirken slet og ret »danskhed«. Omsider kunne en Krarup ala fremskridtsmanden Glistrup træde op som den dansksindede modstandsmand, den ægte sabotør med et historisk og religiøst rodfæste, på den platform, der sikrer, at Søren får hvad Sørens er, Mogens hvad Mogens’ er. Modstandsfolk er og var af så mange slags, og dobbeltspillere påstår at formå det dobbelte. Eller er det hele erindringsforskydninger? Tro mig eller lad være, jeg husker fortrinligt 9. april 1940. Maskinerne over København tegnede skriften på himlen af en allerede kendt fremtid, et déjàvu. Mange af de mennesker, jeg dengang kendte, havde igennem 1920’erne og 30’erne arbejdet med Den fri Skoles program i internationale sammenhænge, ikke mindst i et samarbejde med de tyske helhedsskoler og Jenaplan-skolen om Gesamtunterricht, men som 30’erne gik, blev den personlige kontakt vanskeligere og til sidst standset af de bange tyske lærere, der kunne berette om eutanasilovens uhyggelige virkning for tusinder af børns og unges skæbne. Modstanden mod nazismen opstod længe før 9. april som en følge af det tyske samarbejde og fritog for andres svære beslutninger.

Frisindet og kulturradikalismen forsvandt eller gik under jorden, PH og alle de andre, hvis viser vi i dag synger, som var de borgerlighedens budskab. Politisk var De Radikale vokset op med Brandes og Hørup, men havde forlængst solgt førstefødselsretten på kulturradikalismen, måske venstreude, da partiet med storpolitiske kompromisser ville tøjle magtbeføjelserne og sammen med Socialdemokraterne udtænkte den fordragelige overenskomst med nazisterne, der vakte harme i både pro- og antinazistiske kredse. Neutralitet er bekvemmelighedens tilflugt, og »man holder med den der vinder«, som det forlød fra de to Harald’er på Fædrelandet (Bergstedt og Tandrup).
Årene omkring 1940 svirrede med opfordringer til de vægelsindede, nogle i en militaristisk tone, andre i den for dansk mentalitet farlige halvkvædede vise. Den fri Skoles folk afholdt flere møder om reform- pædagogik, og en dag rev ubudne dørene til salen op, og ind stormede en flok unge mænd i støvler, antagelig SA’ernes Sturm, for at rydde bulen, og under tumulten brast scenegulvet og tog folk, talerstol og klaver med. Sådan gør vi jo ikke i vore dage. Vi nedsætter en kommission for at undersøge de allerværste kumpaner, en sandhedskommission for de slemme kommunister, der stadig er på spil 60 år efter. Med flertalsvælde fra Folketingets talerstol får sagen rigets højeste kvinders og mænds bevågenhed – en statsminister fordømmer samtidig samarbejdspolitikken under besættelsen – og kommissionen tildeles klækkelige midler (Bent Jensen ifølge Søren Krarup, Jesper Langballe, Søren Espersen og dryp af pengeregn på Jørgen Laustsen m.fl.). Springet herfra til sommeren 1941 er lille, da kommunisterne fra den sam-me talerstol af flere partier, især DNSAP, Bondepartiet og Dansk Folkeparti, blev kaldt terrorister, af partier, der åbenlyst arbejdede på at omstyrte folkestyret (Fritz Clausen og Knud Bach som statsministeremner), som anbefalede det hitlerske Lebensraum og utvetydigt hyldede antisemitismen. Har nogen glemt historien, er den her: Samtlige partier (heri det så kulturradikale og parlamentariske Radikale) lukkede øjnene for det udviste højforrædderi for enstemmigt at give kommunistlovene med tilbagevirkende kraft og overlod resten til stikkerne, gestapo og kz-lejrene.
Benægt det gerne, men her i landet lever endnu lovlydige borgere, der vil gå i graven med en dyb mistillid til politiet. De blev fra forsommeren 1941 af politiske grunde jagtet af det danske politi, ofte alene på politiets egen foranledning, mange fanget, forhørt og overgivet tyskerne, og efter besættelsen fortsatte arrestationerne af de mange registrerede, der blev afhørt for sabotagevirksomhed, som var det forbrydelser.

Dansk Folkeparti under besættelsen og Dansk Folkeparti i dag har i hver sin periode kaldt sig et socialt arbejderparti og brugt frygten for arbejdsløshed, usikre kår og modarbejdet »internationale klassefællesskaber« (partibladet Nationen maj 1942), der svarer til højrefløjens fiktion i dag om klassekampens endeligt. Hovedfjenden var og er venstrefløjen, i udsøgt grad kommunisterne, der engang bekrigede nazismen som de i koldkrigen har bekæmpet det amerikanske hegemoni. Men borte med anklagerne er partiernes centrale sociale indsats, kampen mod fattigdommen og det kollektive ansvar, som er de religiøses anstødssten, der kan samle de troende i religiøs fundamentalisme og derfor afvise folkeret, menneskerettigheder og tilhørende parlamentarisk demokrati.
Sammen med uforsonligheden over for bolsjevismen går anti-kulturradikalismen, nationalisemen og antisemitismen op i en højere enhed, som navnlig Søren Krarup er talsmand for, »sandhedens helt«, der i bogen om Harald Nielsen (1960) skriver, at Georg Brandes på grund af sit blod (genetik?) manglede »samhørighed« med landets fortid. Fyrre år senere udgiver han Luthers bog om bl.a. jøder og jødehad. I Dansk Folkepartis blad i 1940’erne skriver Harald Nielsen selv om Brandes i Henri Nathansens stil, at »jøde som han var, ville han ikke være, og dansk som han ville være, var han ikke« (Nationen maj 1942). Sammen med tryktes artikler af partiets folketingsmedlemmer og om Hitler og Nietsche, der som redaktionen mener, »at jøderne er jordens sletteste folk« (altså ra- cisme i den videnskabelige betydning, som J.V. Spärck o.a. brugte straks efter krigen). Trods tres års forskel er en forveksling af ord, tanker og formuleringer nærliggende: »Der kom en bande (kunstnere) og jøder, der målbevidst underminerede et ordnet statssamfund. Kirke, hær, hjem, kærlighed, heroisme, sundhed, anstændighed, alt blev angrebet og latter- liggjort, for ikke at forglemme den kristne tro og kirke. Hertil passede den løsslupne stil, der bredte sig i malerkunst, skulptur, litteratur og musik, importeret af sammenløbne, internationale kliker.....« (Nationen, dec. 1941).
Er et dobbeltspil i en endnu højere sags tjeneste enhver besættelses sande ansigt? Hvilken besættelse kæmper den modstandsmand imod, der ligesom nazismen vil kulturradikalisme og venstrefløjpolitik, folkeslag og folkeret, demokrati og menneskerettigheder til livs. Næppe for sandheden, måske for myten om en gud.
Hvorfor flagede så mange danskere med dannebrog i de glade majdage? Sammen med min familie kom jeg et par uger senere hjem til et hus, næsten uskadt som os selv, et par døre slået ind af geværkolber, men udenfor død og ødelæggelse, blot få gader væk kunne man, nu uden fare, stå og glo på de gamle mænd, koner og børn i laset tøj bag lås og slå, nederlag overalt. I besættelsens sidste måneder
boede vi nær Frederiksværk og så de unge tyskere indkaldt fra DNSAP’s drenge- og ungdomskorps. De skulle i rekordfart til den bitre ende oplæres i de mili-tære discipliner før fronttjenesten i den tabte krig. Under streng kommando ekscerseredes i en nærliggende skov, og da en af destore drenge i en marchkolonne en dag bad sin Führer om tilladelse til at træde af på naturens vegne, blev hele delingen, der skulle lære præcisionen i at udføre den samme ordre på samme tid, på god prøjsisk manér bragt til standsning på kommandoen Halt! Holdt, lød det, venstre om og...

*Per Diepgen er pensionist, tidligere brændselshandler og har nogle år arbejdet som lærer