Kronik

Den oversete kernevåben-trussel

Selvom faren for en altudslettende atomkrig mellem USA og Rusland ikke er et realistisk scenarie i dag, er truslen større end nogensinde, bl.a. på grund af spredningen af kernevåben til nye stater og Bush-regeringens nye kernevåbenpolitik
28. januar 2004

Kronik
Under den kolde krig, og specielt under Cuba-krisen, var truslen om en kernevåbenkrig mellem de to supermagter årsag til stor bekymring i befolkninger verden over. Der var en reel risiko for, at en tredje verdenskrig ville blive udkæmpet med brug af kernevåben, som ville slå flere hundrede millioner mennesker ihjel – både i de krigsførende stater, men også i neutrale lande pga. det radioaktive nedfald.
Det er forståeligt, at europæerne ved afslutningen af den kolde krig har ønsket at fortrænge det ubehagelige problem med de eksisterende kernevåben. Desværre er problemet ikke forsvundet. Selvom faren for en altudslettende krig mellem USA og Rusland ikke er et realistisk scenarie i dag, er truslen større end nogensinde, bl.a. grundet spredningen af kernevåben til nye stater og Bush-regeringens nye kernevåbenpolitik.
Siden 1945 er mere end 3.000 tons (3.000.000 kilogram) af højt beriget uran og plutonium blevet produceret – nok til at fremstille flere hundrede tusinde kernevåben. Af disse 3.000 tons fissionsmateriale er omtrent 1.000 tons fremstillet i Rusland, som i dag er utilfredsstillende bevogtet i institutioner, hvor teknikerne
ikke er tilfredsstillende lønnet, hvorfor de er modtagelige for bestikkelse. Der er en konstant fare for, at dette radioaktive materiale ville falde i hænderne på terror-ister, organiserede kriminelle eller uansvarlige regeringer.
Vi må ikke glemme FN’s generalsekretær Kofi Annans bemærkning efter angrebet på World Trade Center den 11. september 2001; »Denne gang var det ikke en kernevåbeneksplosion«. Meningen med bemærkningen er klar; hvis det internationale samfund ikke agerer og tager skridt hen imod at få elimineret fissilt materiale og kernevåben, er det kun et spørgsmål om tid før kernevåben vil blive brugt af terrorister i et angreb mod en storby. Hverken terrorister eller den organiserede kriminalitet bliver afskrækket af truslen om et kernevåbenbaseret gengældelsesangreb – mod hvad skulle man rette et sådant gengældelsesangreb? Terrorister kan ikke nemt isoleres fra resten af befolkningen. Et missilbaseret forsvarssystem kan ikke beskytte mod et kernevåbenangreb fra terrorister. Deres kernevåben kan blive bragt ind i ethvert land i en skibscontainer, som der årligt ankommer hundredetusindevis af; et antal for stort til uddybende kontrol.

En række internationale aftaler, som forsøger at reducere den globale kernevåbenfare er under store besværligheder blevet forhandlet på plads. Blandt disse er Ikke-Sprednings-Aftalen fra 1968 (Nuclear Non-Proliferation Treaty, NPT-aftalen) af afgørende vigtighed. NPT-aftalen blev udformet for 1) at undgå spredningen af kernevåben til andre stater end de, der allerede i 1968 besad disse, altså USA, USSR, UK, Frankrig og Kina, 2) at forhindre, at ikke-kernevåbenbesiddende landes fredelige udnyttelse af kernekraft slog over i kernevåbenproduktion 3) at fremme fredelig udnyttelse af kernekraft til produktion af energi samtidigt med, at kernevåben ikke ville blive spredt, og 4) at komme nærmere en fuldstændig afskaffelse af kernevåben for alle stater, samt skridt mod omfattende kontrol med konventionel krigsudrustning (Artikel VI).
De ikke-kernevåbenbesiddende stater insisterede på, at Artikel VI blev inkluderet i NPT-aftalen, for at de skulle opgive deres ambitioner om at udvikle og besidde kernevåben. Den fulde tekst i artikel VI lyder: »De underskrivende parter forpligter sig til at forfølge forhandlinger mod etablering af effektive initiativer relaterende sig til ophør af kernevåbenkapløbet så tidligt som muligt og at arbejde hen imod en aftale om generel og fuldstændig afrustning af kernevåben under international kontrol«.

I mellemtiden bragte det amerikanske valg i 2000 en gruppe af neokonservative til magten, en gruppe, der efterfølgende kun har vist foragt for internationale love, aftaler og normer. I 2002 offentliggjorde Bush-regeringen ’The
Nuclear Posture Review’, et dokument der totalt underminerer NPT-aftalen.
’Nuclear Posture Review’ fra 2002 bekendtgør, at amerikanske kernevåben bør rettes mod syv lande: Rusland, Kina, Libyen, Syrien, Irak, Iran og Nordkorea. Scenarier hvor kernevåben tænkes anvendt er ved krig i Mellemøsten, i konflikten mellem Kina og Taiwan, ved en nordkoreansk invasion af Sydkorea eller som besvarelse på en »overraskende militær udvikling«, en svag vending, der kan dække over mange hændelser. Yderligere efterspørges der i ’Nuclear Posture Review’ en produktion af anvendelige kernevåben, f.eks. i form af en ’robust earth penetrator’, der skal anvendes ved ødelæggelsen af dybt beliggende underjordiske bunkeranlæg. Udviklingen af mindre kernevåben vil bagatellisere anvendelsen af kernevåben, og derved nedbryde tabuet omkring kernevåben, som i det sidste halve århundrede har forhindret kernevåbentragedier siden ødelæggelsen af Hiroshima og Nagasaki.
Der er udtalt fare for, at NPT-aftalen vil blive afgørende svækket af Bush-administrationens nye kernevåbenpolitik. De stater, som har ratificeret NPT-aftalen, er i forvejen skeptiske pga. de kernevåbenbesiddende staters manglende vilje til afvikling af deres kernevåbenarsenaler. De vil med rimelighed spørge sig selv: ’Hvis verdens førende militærmagt på konventionelle våben – en nation, hvis militærudgifter overstiger alle andres nations militærudgifter tilsammen – er overbevist om, at den behøver flere atomvåben for at føle sig sikker, skal vi så ikke også have dem?’. Faren for et nyt atomvåbenkapløb fremprovokeret af Bush-regeringen er særdeles reel.
Hvad kan Danmark gøre i denne betænkelige situation? Hvad kan Europa gøre? Først og fremmest kan vi gøre det klart for USA, at landets kernevåbenpolitik – udstukket i Bush-administrationens ’Nuclear Posture Review’ er uacceptabel, da den overtræder international lov. Ud over at overtræde NPT-aftalen, overtræder den også den Rådgivende Indstilling fra den internationale Domstol i Haag afsagt i 1996. I denne historiske kendelse afgjorde domstolen, at »truslen og brugen af kernevåben generelt vil være i konflikt med de internationale love, der er gældende for væbnede konflikter, og i særdeleshed være et brud med humanitære principper og regler.« Baggrunden for domstolens kendelse er kernevåbens vilkårlige natur: de slår et enormt antal mennesker ihjel uden hensyntagen til skyld eller uskyld.

Det er ikke kun den internationale domstols holdning, det er også den altovervejende holdning blandt verdenens befolkning. Truslen om anvendelsen af kernevåben er en forbrydelse mod menneskeheden – brugen er en forbrydelse på samme niveau som folkemord, tortur eller slaveri. Der er ikke plads til kernevåben i en civiliseret verden. Derfor bliver vi nødt til at gøre Bush-regeringen vores misbilligelse klar samtidigt med, at vi spørger til NATO’s politik på området, og genovervejer den kommende europæiske hærs politik på dette område. Kan vi acceptere, at
NATO bruger tortur som standardmetode? Hvis nej, hvorfor tillader vi så at NATO stadig har kernevåben? Hvorfor er disse kernevåben udstationeret på europæisk jord?
Da Hiroshima og Nagasaki blev ødelagt for et halvt århundrede siden, skrev den franske forfatter og eksistentialist Albert Camus: »Vores tekniske civilisation har netop opnået det højeste uciviliserede niveau i grusomhed. Vi vil i nær fremtid blive nødt til at vælge mellem kollektivt selv-mord eller intelligent brug af vores videnskabelige erobringer. Menneskehedens foruroligende fremtidsmuligheder gør det klart, at det kun er freden der er værd at kæmpe for. Dette er ikke længere en bøn, men et krav fra alle mennesker til deres regeringer – et krav til endeligt at vælge mellem fornuft eller helvede«.
Kernevåben kan ikke uopfindes igen. Når først den nukleare ånd er sluppet ud af lampen, kan den ikke lokkes tilbage i den igen. Det eneste alternativ for verden er at prøve at opnå en modenhed, der kan matche den accelererende videnskabelige udvikling.

*John Avery er lektor emeritus ved Kemisk Institut, Københavns Universitet

*En offentlig paneldebat, der afholdes i morgen, torsdag den 29.
januar kl. 15.00-17.00 i Alexandersalen, Bispetorvet 3, Københavns Universitet, vil diskutere ovennævnte problemstillinger. Følgende paneldeltagere er programsat: Claus Emmeche, Ole Espersen, Jan Øberg, Nicolai Halvorsen og Klaus Arnung

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu