Læsetid: 2 min.

Panik over pension

Debat
29. januar 2004

Pensionsbomben
Et samfund kan ikke spare op. Et samfund kan kun blive rigere i fremtiden, ved at foretage investeringer. En pensionspolitik, hvor befolkningen som helhed trues med aldersfattigdom, hvis den ikke sparer op, er derfor et fuldstændigt massebedrag.
Den massive pengeopsparing, der igennem de sidste 20 år er sket i pensionskasserne, modsvares af en lige så massiv mangel på real-
investeringer i det danske samfund. Det har ført til en hamrende hyperinflation på investeringsgoder (aktier og fast ejendom).
Hyperinflationen på investeringsgoder har ført til, at penge-investeringer foretages ud fra en forventning om, at hyperinflationen fortsætter, og ikke ud fra hvad virksomheder og ejendomme kan give i driftsafkast. Den massive penge-pensionsopsparing i Danmark og i alle andre ’udviklede’ økonomier har således fuldstændigt perverteret såvel den nationale som den globale økonomi. – Markedskræfterne er bukket under for spekulationskræfterne.

Fortsat hyperinflation
Så længe stadigt flere sparer stadigt mere op til deres pension, så længe vil hyperinflationen fortsætte. Fordi pengene ikke går til realinvesteringer er de tabt allerede når de bliver indbetalt. Men vi vil først finde ud af det en gang i 2020’erne. Når pensionskasserne til den tid skal til at udbetale til den brede masse af pensionsopsparere, og der samtidigt er færre der indbetaler, så vil efterspørgslen efter aktier ophøre, kurserne vil styrtdykke, og pensionisterne vil stå tilbage med en stærkt nedskåret folkepension. Det er den virkeligt farlige pensionsbombe.

Stavnsbundet
Efter den meget lille beskedne lærestreg med aktiekursfaldet i 2002, er det ikke sært, at pensionsfondene har haft travlt med at overlade risikoen for investeringerne til pensionskunderne. Ligeledes har man i finanssektoren søgt at omlægge til obligationer. Det gælder simpelthen om at få de erhvervsaktive til at forpligte sig så meget som muligt til at indbetale i fremtiden. De afdragsfrie obligationslån kan således ses som ’panik før lukketid’.
Men obligationerne er også berørt af hyperinflation. Det er blot hyperinflationen i ejerboligpriserne vi her taler om. Den kan heller ikke fortsætte. Når de mange pensionister dør eller skal på plejehjem, vil der komme rigtigt mange ledige ejerboliger, og priserne vil falde. Mange af de obligationslån der udstedes i disse år bliver måske aldrig indfriet. Og mange af de unge mennesker, der i dag belåner deres huse kraftigt, vil blive stavnsbundet, fordi de ikke har råd til at tabe penge på at sælge deres ejerbolig.
Når 10 procent af lønsummen ved hjælp af pensionssystemet kanaliseres over i finanssektoren, betyder det et tilsvarende tab for det produktive erhvervsliv. Det skader både indtjeningen og beskæftigelsen. I de kommende overenskomstforhandlinger bør pensionsindbetalingerne derfor afvikles.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her