Læsetid 7 min.

Hvor er de reaktionære landskaber?

Maleren og forfatteren Achton Friis blev af Kritisk Revy i 1920’rne kaldt reaktionær, fordi han ville bevare naturen. I 2004 ville han ikke haft meget natur at skrive om
8. januar 2004

Kronik
Om føje år heden som en kornmark står«, advarede H.C. Andersen i 1859. Og det gjorde den. Siden er landskaberne ensrettet endnu mere, og i dag lægges og planlægges stadig flere motorveje gennem enestående ådale, ynglesteder for sjældne fugle etc.
Storken er uddød, mens der flyver stadig færre sanglærker og landsvaler i Danmark.
Bio- og kulturdiversiteten er trængt, på land som i by. På alle planer oplever vi en ‘McDonaldisering’.
Hvad er sammenhængen mellem landskabernes og kulturens ensretning? Og kan vi være dem, vi ønsker - i de udjævnede landskaber?
»Det er vel kun gået op for meget få af vore Landsmænd, i hvor høj grad Danmark fortjener navn af et ørige (....). På grund af sine ejendommelige geografiske forhold er Danmark i virkeligheden et af de mærkeligste lande i Europa. Men intet værk, selv blandt de største, der findes om landet, rummer nogen indgående eller samlet beskrivelse af vore mængder af småøer, skønt disse dog må siges at danne den mest karakteristiske side af vort færdrelands natur«.
Sådan skrev maleren og forfatteren Achton Friis i forordet til en rejseberetning i tre bind, som udkom mellem 1926 og 1928.
Det begyndte en forårsdag i 1914, da Friis følte sig noget rastløs. Han havde været med på Mylius-Erichsens Danmarksekspedition til Grønland i 1906-08 og fortalte nu sin ven, digteren Jeppe Aakjær, hvor gerne han ville tilbage. Men Aakjær foreslog ham i stedet at foretage en ekspedition til noget lige så ukendt.
Aakjær havde nemlig hørt forsvarsministeren nævne fra Folketingets talerstol, at der fandtes 527 øer i Danmark – og hvad vidste man egentlig om dém? spurgte Aakjær.
Achton Friis blev slået af selve tallet – og det endte med, at han og maleren Johannes Larsen fra 1921 til 1924 sejlede rundt og gik i land på 132 af landets mindre øer. Friis ønskede med bøgerne om rejsen at gøre danskerne bekendte med deres land – og titlen, han valgte, er sigende. Han forkastede De danske øer eller Danske småøer – for de antyder, at bøgerne indeholder en videnskabelig, præcis og objektiv beskrivelse af Danmarks øer.
Og »Det siger jo sig selv, at værket ifølge sit formål og hele hele sin karakter ikke kan blive videnskabeligt. Det er to kunstneres iagttagelser, der ligger til grund for dets tilblivelse, og dets indhold må da først og fremmest få værdi ved sin subjektivitet«.
Friis gjorde med andre ord ’de danskes øer’ levende for danskerne på samme måde, som polske forfattere længe havde holdt Polen i live.

I 1700-tallet delte Polens naboer i flere omgange landet – så bortset fra tiden mellem de to verdenskrige eksisterede et frit Polen gennem århundreder kun i folks tanker, fantasi, forestillinger, kort sagt: i litteraturen. I Polen bruger man begrebet ’de mytiske hjemlande’ om de tabte polske områder, som derefter kun fandtes netop dér. Men i litteraturen fandtes de til gengæld i høj grad, for jo mindre Polen fandtes rent fysisk, des mere skrev de polske forfattere om det.
Og selv om de totalitære staters tid er ovre, findes Polen stadig kun takket være litteraturen. Det mener i hvert fald den polske forfatter Przemyslaw Czaplinski – og hans argument gælder også ethvert andet land eller sted:
»Nutidens hjemlande er ikke truet af ideologi, ikke af statsbureaukratiets sønderlemmende dominans eller nationalismens ødelæggende damptromle, men af den forenende og homogeniserende tendens, der ligger i dagens kultur (....). Det er en næsten umærkelig kamp, uden blodige ofre, og den bliver endda tabt af egen fri vilje. Den sejrende slår ingen ihjel, men gør bare dens ofre mage til sig selv, idet den skaber en verden, der er ens overalt: kiosker med populære blade, supermarkeder, de samme annoncer og de samme McDonald’s; det obligatoriske smil« – skrev Przemyslaw Czaplinski i 2000 – og gentog på den måde i en global debat den advarsel, Achton Friis 75 år tidligere havde udsendt på lokalt plan.
For som anmelderen i Kritisk Revy skrev: »Bogen er fuld af Agitation, Tendens. Det er en reaktionær Bog af den skrappeste Art«.

Anmeldelsen stod i Kritisk Revy i 1927. Det kulturradikale tidsskrift mente, Achton Friis stod for »reaktionen«, fordi han i ordets egentlige betydning er konservativ – han ønsker at bevare: bevare vegetationen, landskabernes forskelligartede udseender, de mange dyre- og plantearter. Anmelderen skriver:
»Mange vil maaske finde det rørende med disse aldrende Mænd, der skriver Breve fra øde Øer. Men bag disse Mænd rykker frem Forskønnelsesforeninger og Foreninger til Bevarelse af ... o.s.v.: Reaktionen. Særlig farligt er det, fordi Bogen iøvrigt er skrevet kvikt og har en stor Læsekreds...«.
Friis vil på mange måder hellere have natur end kultur – og for Kritisk Revy er det lige omvendt: for dem er kulturen, kulturlandskaber og kultiveret jord på alle måder bedre end den rå natur – for det kultiverede er nyttigt.
Som eksempel på Friis’ tåbelige ’reaktionære’ holdning citerer man:
»Ploven gaar Aar efter Aar sin sikre Gang over Danmarks Jord. Den lægger snart hver Kvadratmeter under sig og jævner Landet. – Ogsaa Landskabet er ved at blive saa jævnt middelmaadigt, thi det Landskab, der ikke betaler sig, er ikke højt estimeret! Men hvad vi mister ved Erhvervelsen, glemmer de fleste; vi har ikke givet saa lidt for vort fine Agrarvæsen«.

Sådan klager Achton Friis sig i de tre bind gang på gang over dét, Czaplinski kalder ’Mc-Donaldisering’. Også polakken beklager ’udjævningen af landskaberne’ – men han har et våben mod den. Han mener, at »garantien for et fortsat hjemland stadig er litteraturen. Det er gennem litteraturen, at barndommens kongeriger, den åndelige uafhængigheds provinser, den ’naturlige æres’ drømme-omspundne egn og de metafysiske geografier kan komme til at leve. Det er kun i litteraturen, de findes og tager form«.
Og Friis’ modtræk til udviklingen er det samme, som Czaplinski foreslår.
Da ekspeditionen for eksempel kommer til Ourø, forklarer Friis nok om dens længde, bredde og højeste punkter, dens fugle og plantearter – men han fortæller blandt andet også om en heks ved navn Bárbre, der for mange år siden levede på øen. Heksens plejedatter hjalp Bárbre i hendes natlige gerninger, men var gode venner med en af øens ’almindelige piger’:
»Da de to veninder efter konfirmationen skulle til alters, fortalte plejedatteren, at Bárbre havde befalet hende, at når hun fik det hellige brød i munden, måtte hun endelig ikke synke det, men tage det ud, når ingen så det, og bringe det hjem til hende. Veninden advarede hende mod denne store synd og fik hende til at lade være.
Det ærgrede Bárbre, at plejedatteren, efterhånden som hun voksede til, blev mindre lydig og ivrig i tjenesten med de hemmelige ting end forhen, og henimod slutningen af den tid, hun var hos hende, fattede hun fjendskab imod hende (....)« – og så videre. Friis lader historier som den om Bárbre indgå i ø-beskrivelserne på lige fod med facts om øernes fysiske karakter – for de historier skaber, hvad man kalder ’genius loci’, ’stedets ånd’: dét uhåndgribelige, som gør et sted enestående.

Så med sagn, med døde, mytiske og levende menneskers livshistorier prøver Achton Friis at gøre øerne til en del af den fortælling om dem selv, som danskerne fortæller hinanden. Men for at gøre dét, må han – som den polske forfatter siger – gøre øerne til litteratur.
Derfor titlen på de tre bind: De Danskes Øer er som del af det digt af Oehlenschläger, der blev nationalsang, i sig selv litteratur.
Allerklarest udtrykker Friis den nære forbindelse mellem fortælling, sted og identitet – mellem litteratur og landskab – da han og Larsen står på Nekselø.
De to er efter syv timers sejlads kommet »kolde, drivvåde og skrupsultne« til Nekselø – og Friis udbryder, at »beretningen om Nekselø burde affattes som et digt, eller rettere som en digtrække« – nemlig med vers af Blicher, Chr. Winther, H.C. Andersen, Drachmann og Boganis – alt efter øens mangeartede landskaber.
Spørgsmålet er, om det væld af stilformer stadig findes – for udviklingen er accellereret siden Friis genbesøgte limfjordsøen Fur. Her havde han været før og så derfor tydeligt den – som han syntes – triste udvikling i byggestilen, beplantningen af heden, dyrkningen af stadig større arealer og meget andet. Den danske natur, siger Friis, »er ved at blive forgivet af emsige Folk, som til deres Formaal anvender saa virksomme Midler som Cementstensvillaer, Bjergfyrsbeplantninger og andre Rædsler – i Kulturens og Fremskridtets Navn! – Snart vil Havet – og Klimaet – være det sidste, der er tilbage af dansk Natur, og Musen vil gaa til Søs sammen med Digteren«.
Ifølge Friis vil det, der har inspireret så meget digtning, snart ikke længere være noget at skrive til nogen om. Stederne vil miste deres ånd, folk få et ligegyldigt forhold til dem – og miste deres identitet. Dagens miljøminister, motorvejsmani m.m. arbejder på at få udjævnet også Hovedlandet. Og med klimaændringer og iltmangel i vore farvande må man erkende, at Friis grundigt undervurderede ’de emsige’.

*Uffe Andersen er forfatter og cand.mag. i litteraturhistorie

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu