Kronik
Dybt anti-israelske synspunkter finder stadig mere støtte i progressive intellektuelle grupper. Seriøse og tænkende mennesker tilskynder til og foretager selv handlinger, som er antisemitiske i deres virkning, om ikke efter deres hensigt.«
Sådan skrev rektor for Harvard University, Lawrence Summers, for nylig, og sådan citeres han af Judith Butler i en artikel (No, its not anti-semitic, London Review of Books 21. august 2003), der forsvarer retten til at kritisere Israel.
Kan man nu være antisemitisk uden at være det i sin hensigt? Blot ved at kritisere israelsk udenrigspolitik? Er den israelske kritik af landets politik også antisemitisk? Men hvor er den israelske venstrefløj i dagens debat, kunne man spørge; hvis man tydeligere kunne høre den selv kritisere den aktuelle panserpolitik, ville et udsagn som det ovenstående næppe kunne lade sig fremføre. De kritiske jødiske intellektuelle i USA og andre steder har mistet mælet. Ingen vover at kritisere israelsk mellemøstpolitik; den er udtryk for noget, som måske en dag vil blive kaldt jødiske værdier.
Harvard-rektoren går ud fra, at den israelske politik er semitisk, i betydningen jødisk. At kritisere den er altså antisemitisk, anti-jødisk. Hvilken mening giver det at dreje tingene sådan? Vel, i hvert fald den historiske mening, at Israel skal være en jødisk stat. Dens politiske adfærd er ikke resultatet af trivielle demokratiske konflikter og kompromisser mellem holdninger, men udtrykker en etnisk essens, som man er antisemitisk, hvis man ikke synes om. Kan en stat imidlertid være jødisk, kan den være etnisk og samtidig være stat for et frit land? Kan frie stater bære etniske adjektiver? Kunne man forestille sig et arisk demokrati? Kan de omkostningsfrit bære religiøse adjektiver: en islamisk stat, en kristen stat, en..?
Mit indtryk er, at hele det etnisk-religiøse spørgsmål for tiden helst ikke må stilles.
Etniske passioner får folk til at tro på hellige missioner, tilsidesætte menneskelige hensyn og slippe psykopati og vold løs, på vegne af en kollektiv identitet knyttet til noget, der kaldes værdier, og som åbenbart er så værdifuldt, at det gør ofrenes og bærernes egne liv værdiløse.
Oplysning, rationalitet, erkendelse, filosofi, alt hvad man kan stille op for at begrunde muligheden af en ublodig verden, fejes af bordet, så snart de etniske værdier gøres gældende. Det værste er, at de etniske motiver end ikke kan beskrives som følger af manglende adgang til erkendelse. Disse etniske motiver og lidenskaber kan gribe mennesker med hvilken som helst baggrund. Det er åndelige masseødelæggelsesvåben.
Når politiske interesser betjener sig af etniske motiver og dertil hørende værdier, har de derfor let spil. Man ser, at det er muligt for regeringer at opnå national og international støtte til at føre erobringskrige og besætte lande uden at råde over i traditionel forstand gyldige begrundelser, men blot med henvisning til værdier således begrunder den regerende politiske konstellation i Danmark, og måske endda et flertal i den danske befolkning, at landet deltog i erobringen af Irak.
Ingen kan være uvidende om de olieinteresser, der ligger bag engagementet i Afghanistan og Irak, såvel som de motiverer den anti-amerikanske terrorisme. Disse geopolitiske hensyn bestemmer nu begivenhederne i hele Yankee-stan, dvs. den amerikansk besatte del af verden. Men det forhindrer ikke, at de kaotiske situationer i disse områder alligevel opleves som konflikter om værdier, dvs. om etnisk-religiøs dominans. Et er, hvad man ved, noget andet er, hvad man tror, føler, eller bare vil.
Jeg deltog for nylig i en dansk konference for erhvervsfolk og -forskere om værdibaseret ledelse. Stemningen var vækkelsesagtig, og to temaer klingede rent igennem:
*regler skal afskaffes, værdier skal indføres (i alle virksomheder)
* værdier skaber sammenhold og identitet (blandt alle ansatte).
Værdibaseret ledelse er mere effektiv, fordi den frembringer en særlig åndelig kraft og bygger på de ansattes forståelse af sig selv som medarbejdere. Som havende del i virksomhedens identitet. Jamen: Har virksomheder da en sådan identitet? Hvad får dem til at forestille sig dette?
Jeg måtte tænke på noget fra Nicaragua, jeg engang havde læst om Revolutionens Mystik netop om at føle dens ånd og at tro, man er en del af denne luftige sag, entusiasme kaldte de gamle grækere fænomenet. En gud tager bolig i entusiasten. Den spanske falangisme i 30erne, general Francos bagland, udtrykte sig i lignende begejstrede vendinger. En værdiernes mystik?
Sprogligt set er det værd at bemærke, at værdier står i flertal. De nævnes, som var de et sæt.
Alligevel er det umuligt at opnå klarhed, hvis man vil vide, hvilke bestemte værdier der er tale om i værdibaseret ledelse det er ikke deres definition eller bare deres beskrivelse, der er vigtig, det er slet ikke deres beskaffenhed, men i stedet deres blotte, forestillede eksistens...
Man må have værdier; men hvilke det er, der står på listen, er lige meget. De kan alligevel ikke udtrykkes, forstås, kritiseres, forhandles, forbedres, forkastes, gøres til genstand for tankens bearbejdning, får man indtryk af. Hvordan opstår de mon så?
Filosofisk var det fascinerende at høre, hvordan de blev introduceret på konferencen af en erhvervsprofessor: noget, som ikke er middel til opnåelse af noget andet, men som selv er mål for alle midler, er en værdi. Meningen med alle midler er at nå deres mål; men meningen med målet er blot at være mål for midlerne. I øvrigt var det en god idé at lede virksomheder ved hjælp af sådanne værdier, fordi det var en god forretning. Hvis ikke værdier kunne betale sig, var der jo ingen grund til at interessere sig for dem. Men det kunne de sandelig, man kunne tydeligt se dem på regnskaberne.
Vel, men så er værdierne jo midler for det mål at tjene penge; derfor er de slet ikke værdier, hvis man skal følge definitionen. Og da der ikke gives nogen beskrivelse af dem, hvorfor man må holde sig til definitionen, gælder de faktisk
ikke, måtte jeg bemærke. At kalde noget, der tjener som middel til at opnå noget andet, f. eks. at tjene flere penge, værdier, er ikke muligt. Kald fænomenet noget andet, f. eks. lokkemad, figenblad.
Men nej, værdier var det, blev jeg belært. En af erhvervslederne, som deltog med oplæg, svarede, at det var en god ting at indføre kristne værdier i virksomheden, når man eksporterer pumper til hele verden. Kristne pumper, må det så være. Landets og industriens angivelige kristne værdier, danske værdier osv. er gennemsigtige dækblade over geopolitiske eller fagpolitiske interesser, men de gør alligevel mennesker til henførte mystikere og entusiaster. Dét er mærkeligt.
Værdier og etniske, etno-religiøse passioner hænger sammen. Den italienske præsident Carlo Ciampi citeredes sidste år for at have meddelt, at korset »ikke blot er et religiøst symbol, men også repræsenterer italienske værdier«. Derfor skal det fortsat hænge fra væggene i de italienske skoler, mener han. Værdier og etno-religiøse forestillinger nævnes helt regelmæssigt i de samme sætninger, og det er almindeligt, at det er synlige mærker, der forbinder dem. I virksomhederne er det varemærket og det konkrete logo (logogram), der svarer til kors, halvmåne og hvad har vi.
Så problemstillingen er i grunden semiotisk: Det er tegn, nemlig symboler, der forener folk og giver dem anledning til at tro, at de hører sammen på grund af gener og guder en brugbar bestemmelse af, hvad etnisk betyder, ville således være: teologisk genetik eller genetisk teologi og at dette giver dem en identitet.
Symboler er tegn, der hverken ligner eller hidrører fra det, de betegner. En symbolsk hovedbeklædning hverken hidrører fra eller ligner en guddom. Men somme tider ligner symbolet noget, der hidrører fra... såsom det kristne kors, eller bagerskiltets kringle. Man har i alle kulturer følt, at enkle symboler var fulde af en særlig, nærmest hypnotisk, magisk kraft, især når man bar dem på kroppen. Fjern (i tanken) alle symboler fra en religion, og den falder sammen som en kold soufflé. Gør omvendt et nyt symbol alment kendt, og du har en kult.
Det hedder i dag branding, og det virker. Men ingen er fysisk set direkte nødt til at reagere sådan på symboler det er menneskeligt muligt at bruge dem mere diskret og rationelt, ligesom ord, tal og bogstaver. Især hvis man undgår at bære dem synligt på kroppen.
Enhver form for kritisk bevidsthed begynder med en distanceret oplevelse af de symbolske tegn, som ellers binder menneskers tanker og følelser i en kult eller
mystik. Måske skulle man anbefale unge mennesker og deres undervisere at se nærmere på den semiotik, som deres lidenskaber frådser i.
Ingen er nødt til at underkaste sig den symbolske passion. På den anden side er den åbenbart naturlig for vor symbolske art en beklagelig egenskab ved det menneskelige nervesystem, en slags bivirkning ved den menneskelige intelligens. Men vi behøver ikke at underkaste os de beklagelige bivirkninger af vor egen forstand, når de fører til livsfarlige former for uforstand.
*Per Aage Brandt er professor ved Aarhus Universitet, Center for Semiotik
