Læsetid: 8 min.

DEBAT

11. februar 2004


Maksimalstaten
Jeg forstår godt vreden over Krønikens historieforfalskning. Enhver med lidt indsigt ved da, at det er Venstre, der (siden Madsen-Mygdal i 1926) har opbygget velfærdsstaten og forsvaret den med næb og klør mod socialisternes onde anslag.

Per Vadmand, Ringsted

Skiftetid
Når Haarder – til sin tid – integreres på plejehjemmet, vil en mørk mand skifte hans ble, med rettidig omhu. Lortearbejde – værst for hvem?

Willi Bro, Broby

Intet nyt fra Irak
Operationerne fortsætter, og patienterne dør stadig.

Jens Gaarde

Almægtige mænd
Almægtige mænd,der bedrager
og holder på masken
får folk til at brænde for sager
og ende i asken

Bent Windeløv, Tranbjerg

Skandaløs kunst – eller unuanceret journalistik
Søndagsavisen, Tv-avisen og 19 direkte sørgede i sidste uge for endnu engang at præsentere seerne for et eksempel på en af DR og TV 2 særdeles velafprøvet journalistiske praksis, der foreskriver, at samtidskunst kun inkluderes i nyhedsfladen, hvis ét af to kriterier kan opfyldes. Enten skal indslaget kunne få seerne til at trække overbærende på smilebåndene over det ’skøre’, som en eller anden kunstner nu har gjort, eller det skal kunne få folk op af lænestolene, provokeret af, hvad de ser og hører.
Som udløber af den diplomatisk penible sag vedrørende den israelske ambassadørs hærværk af kunstværket ’Snehvide og sandhedens vanvid’, inviterede Søndagsavisen kunstneren Dror Feiler til Danmark for som en art provokations-ekspert at bidrage med en vurdering af den provokation DR’s nyhedsafdeling forudsatte måtte følge i kølvandet på d’herrer Lemmerz, Nørgaard og Frandsen. Kunstnere, der i DR’s terminologi alle går under fællesbetegnelsen ’skandalekunstnere’.
Hermed viste DR at en kompleks problemstilling – kunstens position og funktion i samfundet – kan koges ned til et indslag om en række kunstneres ucharmerende og primitive mandehørm. Leve den nuancerede public service! For med sådanne indslag får man da virkeligt afdækket, hvordan samtidskunst udtænkes og samtidig illustreret det, vi egentligt havde på fornemmelsen hele tiden: at kunstverdenen er befolket af verdensfjerne sammenspiste æggehoveder, der ser ned på almindelige mennesker, tjener mange penge på noget der ikke kvalificerer som ’rigtigt arbejde’ og hvis eneste intention er at ’provokere’.
I sammenklipningen af hanekamme, bare bryster og slimede kommentarer blev det med en simuleret folkeligheds populistiske forståelsesramme således gjort klart, at kunstere mere end noget andet bør betragtes som elementer, der truer hverdagslivets stabilitet, etik og integritet. I DR’s indslag positioneredes ’kunst’ og ’kunstnere’ som de ’andre’, der truer, snylter og latterliggør ’os’.
At muligheden for at dyrke disse klichefyldte skabeloner for samtidskunsten og samtidskunstens intentioner så serveredes på et sølvfad af d’herrer i forbindelse med Grønningens åbning, kan man fra resten af feltet blot begræde. Problemet er blot at indslaget langt fra står alene. Som rolleindehaver i servicejournalistikkens fortællinger om de trusler, der truer med at vælte normalsamfundets kulturelle og moralske samhørighed, har kunstfeltet gennem de seneste årtier udviklet sig til et felt og et emne, der i tv-mediets forståelses og formidlingsramme primært alene er potentiale som historie, hvis relevante fagindhold eller komplekse sammenhænge sies fra. Det er en udvikling der ærgrer de mange, der ser en samfundsmæssig ide og værdi i kunst og mener, at kunst mere end noget andet medie kan bruges som idébank for spørgsmål rettet mod samfundets indretning og individers vilkår.

Ketil F. T. Christensen
Kbh S.
Stud. mag.art i kunsthistorie og medlem af den uafhængige Forening for Unge Kunstnere og Kunstformidlere

I dølgsmål
Allerede nu er der en reel spærregrænse på over fem procent i mange kommuner til kommunalvalgene, en tendens der bliver forstærket med storkommuner. Så hvem – udover de store partier – forestiller sig, at vi får et bedre resultat af kommunesammenlægningerne? Hvem gider gå til borgermøder i en landkommune med 50.000 indbyggere? Og hvad gavner det at vi får længere til skrankepaverne? Tror man for alvor, at det bliver billigere for borgerne med større kommuner?
Mange velkvalificerede spørgsmålstegn kan sættes ved disse sammenlægningsplaner, og det er selvfølgelig en af grundene til dette hastværk med at få dem gennemført. I de fleste kommuner afviser de folkevalgte at afholde folkeafstemninger med den løjerlige begrundelse, at borgerne vil blive frustrerede, hvis indenrigsministeren afviser deres afstemningsresultat. Jamen det må vi jo i så fald tage til efterretning, og så prøve at sammensætte et bedre folketing.
Men allerførst, og det haster, må vi forlange en obligatorisk afstemning i hver enkelt kommune, om vi overhovedet ønsker en sammenlægning – ja eller nej! Det kræver til gengæld en langt bedre oplysning om planerne end vi hidtil har fået!

Bent Jørgensen
Møn

Bolden og Goldsmith
Krarups fortid er det eneste nogen kan angribe ved DF. Vrangforestillinger affødt af påtaget fobi mod DF er Morten Things anklage om anti-jødiskhed hos Grundtvig. Grundtvig angreb aldrig jøden Goldsmith, men gik efter bolden og ikke manden, hvilket er et menneskesyn og en etik, som savnes hos Information p.t.

Bo Warming
København N

Nu er maven for fuld
John Iversens fredagsskriblerier om madretter og vine ligner mere smalltalk på en bodega end nogen andet. En side overflødighedstekster om mad og vin fra John Iversens side er ’bare for meget’.
Den indsigtsfulde journalistik er afløst af madretskriverier som ligner noget, man kan finde i kogebøger ude i boghandelen eller slå op på nettet. Det er der ikke meget nyhedsformidling i eller kritisk journalistik. Der er heller ikke underholdning, som den gang Flemming Kyed stod for spalten – som den gang var knap så omfangsrig. Det smager mere af vellevende overvægt og mad- og vinafhængighed. Vi er ligeglade med oplysninger om hvor mange flasker vin John Iversen drak sidste uge, og hvor han købte dem.
Det er da er fuldstændig vanvittig prioritering af en avis som gerne bryster sig med Cavlingprisen.
Vi vil ikke true med at opsige vores abonnement, men i stedet vil vi hver fredag hive omtalte side ud af vores Information og returnere den til chefredaktøren. Han kan så enten spise siden eller regne ud hvor meget nedslag i abonnementet en overflødig side af John Iversen giver.
Eller, hvis chefredaktøren er rigtig smart, kan han regne ud hvor meget han spare ved ikke at have omtalte madskribent ansat. Giv os i stedet Per Marquard Otzens tegninger tilbage!

Katarina Blomqvist
Robert Olsen
Brønshøj
 

Gør grin med vælgerne
Endnu et valgforbund i forbindelse med EU-valget til juni har set dagens lys. Først gik S og SF sammen.
Nu har de radikale og kristendemokraterne meddelt, at de vil have et valgteknisk samarbejde. I praksis betyder det, at de mange Q-vælgere, som er skeptiske i forhold til det europæiske samarbejde, lægger stemmer til at en absolut radikal supereuropæer får sæde i Europaparlamentet.
Omvendt skulle miraklet ske, at de kristne skulle få valgt et medlem, vil de radikale supereuropæiske vælgere, have lagt stemmer til en kristendemokratisk politiker med nogenlunde samme holdninger som Junibevægelsen.
Det er simpelthen vælgerbedrag og repræsentanter for Kristendemokraterne lægger da heller ikke skjul på, at det er udsigten til lidt besøgshold fra deres parti og andre goder, der trækker.
Endnu engang har kristendemokraterne afsløret sig som et parti med en ganske særegen moral.
I virkelighedens verden lokker man gerne sine vælgere til at stemme på liste Q, selv om de på forhånd ved, at stemmerne bliver brugt til nærmest den modsatte europæiske politik.
SF er i samme situation. Her kan en stemme på den nuværende EU-politiker Pernille Frahm, der er skarp kritiker af EU’s udvikling, den ny traktrat og varm tilhænger af de danske forbehold, enten gå til hendes partifælle Margrethe Auken, der har helt andre holdninger, eller til varme europæere på S-listen.
Vælgeren får også i dette tilfælde det modsatte af, hvad de stemt for.
I forvejen er EU-parlamentsvalget ikke noget tilløbsstykke. Den holdningsløshed gør næppe stemmeafgivningen mere attraktiv for vælgerne.
VK har – ligesom Folkebevægelsen og JuniBevægelsen – valgforbund. Det er til gengæld rimeligt nok. Regeringspartierne har nogenlunde samme EU-kurs. Og de to bevægelser er begge imod EU-udviklingen, selv om der er markante forskelle i deres politiske visioner.

Karsten Madsen
Kandidat til Europaparlamentet (V) 
 

Til bestyrelsen for dansk PEN
Jeg tillader mig at henvende mig til dansk PEN i et åbent brev, fordi foreningens medlemspolitik i den seneste tid har været genstand for en vis offentlig omtale.
Bestyrelsen var, som det vil være bekendt, delt i spørgsmålet, om, hvorvidt Lars Hedegaard var værdig til at blive optaget i foreningen. Han var blevet beskyldt for at gøre sig skyldig i ’hate speech’ i bogen I krigens hus,
ikke mindst i PEN’s eget blad, hvor et bestyrelsesmedlem i sin anmeldelse af bogen ligefrem opfordrede sine medmedlemmer til ikke at købe bogen, ikke at læse bogen. En lidt mærkværdig opfordring fra et fremtrædende medlem i en forening, der kæmper for udtryksfrihed, åbenhed og for hvem tabuisering burde ligge fjernt.
Det er imidlertid ikke Lars Hedegaards medlemsskab som sådan, der er mit ærinde, men mit eget medlemsskab af dansk PEN.
Jeg er igennem længere tid af flere fremtrædende kulturpersonligheder offentligt blevet beskyldt for at være holocaustbenægter, en dansk Le Pen og en dansk David Irving. Jeg ved ikke, om mine anklagere også er medlemmer af dansk PEN, for det er ikke muligt at få en medlemsliste fra foreningen. Som sekretæren, Mille Rode fornylig skrev til mig, var der nogle medlemmer, der
»I tidernes morgen ikke ønskede offentlighed omkring medlems-
listen.«
Jeg kunne dog, hvis jeg kom til generalforsamlingen, få lov at kigge i hendes medlemsliste. Nu havde jeg ikke mulighed for at deltage i generalforsamlingen, så jeg kunne ikke fastslå, om de, der mener, at jeg er holocaustbenægter osv. er medlemmer af dansk PEN. Mit spørgsmål til dansk PENs bestyrelse er således: »Kan dansk PEN være tjent med at have en holocaustbenægter som medlem? Enten bør jeg ekskluderes, eller PEN må fastslå, at det er ’hate speech’ at beskylde mig for at være alt det Frederik Stjernfelt, Jens Martin Eriksen og flere andre har beskyldt mig for.
Jeg skal derfor bede dansk PEN om snarest muligt at sætte spørgsmålet om mit medlemsskab på bestyrelsens dagsorden.

Per Jacobsen
lektor
Frb.

Kulturkamp, ja, når det betaler sig
Hvis igangsætterne af kulturkampen nu er ved at bakke ud af den igen, som det fremgår af »Regeringen sløjfer kulturkampen« og »Brian M. aflyser kultur-plan« i Information den 30. januar, så er det ikke så svært at forstå, som nogen gør det til. Den kamp, der startede som spilfægteri i en uforpligtende historisk kulisse, er nemlig begyndt at kræve en nutidig fortsættelse.
Så rækker erindringsstoffet ikke længe, der er ingen billige points at score ved at spille for galleriet, nu skal der realiteter på bordet.
Derfor er det tid at afblæse kampen, for de nulevende meningstyranner og smagsdommere er – til forskel fra de udlevede kulturradikale og de for længst frafaldne venstreorienterede – ikke sådan at bide skeer med.
Igangsætterne har scoret de billige points, de kunne, nu skal der pludseligt mere end ord til. At den højt besungne konsekvens så samtidig går fløjten, tja, hvor der vindes, der tabes – det gælder bare om at begrænse det sidste – derfor exit.
 
Bo Elbæk Andersen
København Ø

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu