Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
10. februar 2004


Ugh
*Bush og Blair er ved at gøre deres krigsspil op. Kun Fogh holder stand.
Danmark er en stor krigernation!

Ole Kløcker, Kbh. V

Død over Plakatmafiaen
*Med sand i tapetklisteren
Har industriens lakajer
Monopoliseret bymuren
Klæbet sig fast i hukommelsen
Hos pengemænd og pladeselskaber
For 10 kr plakaten
Fuck jer!
Bymuren tilbage til folket

Claus Ankersen

Top 40
*Den bedste musik i nutidig ramme
er stor
og kan stramme lykke og tåre ud
så vi føler kølig idyl mod vores hud

Peter Huss

Til kattens pris
*Da jeg sidst skrev om kattene i Irak, blev jeg inviteret på et to-ugers ophold i landet af foreningen Koranens Katte. Jeg skal med fly. Måske et mis-sil (undskyld).
Ham med de store ører og det tjavsede hår kom hjem fra bodegaen og fortalte en historie, noget med et monument i Rusland for en Blokat.
Det var jeg helt med på. Jeg synes der er for få mindesmærker for katte.
Det var i Sankt Petersborg, de skulle stille det op. Det hed tidligere Leningrad, siger Han, som om jeg ikke ved. Forleden, mens han sov, så jeg noget ’Discovery’ med en stumfilm med Lenin der strøg en kats pels. Det så meget venligt ud. Hvorfor skulle de så ændre byens navn?
Men nu har de sat nogle børn til at tegne monumentet. Det synes jeg er forkert. Børn er sådan nogle der siger »Sød lille mis« og så hiver den op i halen og synes at det er sjovt.
Og så har menneskene jo selv været ude om det, for de havde selv ædt kattene, da de ikke havde mad. Og så kom rotterne. Men nu har menneskene, hvad enten de er kommunister eller kapitalister, det sådan, at hvis nogen kommer og tager noget af deres, så begynder de at tage forholdsregler.
Da de ingen katte havde mere, fik de nogle udefra og kørte dem ind i togvogne. Nu var folk pludselig glade for kattene, for de åd rotterne. Og så havde de masser af katte i Leningrad, da byen blev befriet.
Derfor synes jeg ikke det er menneskene med deres hykleriske kærlighed til katte, der skal bygge et sådant monument. Lad kattene om dét! Hvis hver kat kommer med fem kilo kattegrus, skulle de nemt få lavet en pyramide eller måske ligefrem en kattedral.

Luvart, kat
c/o Jannick Storm

Latterligt kvindesyn
*Bertill Nordahl reducerer i kronikken den 2. februar mennesker til firkantede typer, han henter i eventyrenes verden og i mandebøger, der også bygger på eventyrernes sort-hvide opfattelse af kønnene og deres roller. At påstå, som BN, at der er ved at opstå tre typer mænd i det moderne samfund, er latterligt og ufrugtbart. Vi gennemgår alle forskellige aldre og livsfaser, og påvirkes af vores venner, og den tid vi lever i.
Mon Nordahl og filosoffen Lars Henrik Schmidt, rektor for Danmarks pædagogiske Universitet var i basisgruppe sammen for 20 år siden? Deres selvoptagethed, kvindesyn og behov for at hævde sig på kvinders bekostning kunne tyde på det.

Lise Jensen
Hellerup

Etniske kvinder!
*Undskyld mig, men er det blevet almindeligt at skrive sådan? Jeg henviser til artiklen den 27. januar. Mig bekendt er vi alle etniske (læs: folkemæssig, racemæssig) Det, der menes er naturligvis: Kvinder med anden etnisk baggrund end dansk! Her kan vel efterhånden udelukkes ordene: end dansk! Men en forkortelse til etniske kvinder! Den går ikke!

Hans Cleemann
Glyngøre

Rettidig omhu
*Det er en offentlig hemmelighed, at A.P. Møller økonomisk støtter Venstre og konservative, andre borgerlige partier er ligeledes på lønningslisten. Men i dette det bedste af alle demokratier bevares det som en stor hemmelighed, hvor meget Møller sponsorerer disse partier.
I sig selv er dette vel nok til at forklare, at regeringen, Dansk Folkeparti, radikale og kristelige med indgåelsen af aftalen om Nordsøolien var i gavehumør. Møller og hans partnere i Shell og Texaco fik foræret retten til olien i 39 år. Oven i hatten fik de lovning på skattestop lige så længe.
Aftalen om nordsømilliarderne er ikke kun blevet kritiseret af Enhedslisten, men også af de økonomiske vismænd. Det danske samfund får simpelthen ikke nok ud af olieproduktionen.
Nu viser det sig, at der er tætte personlige forhold mellem de embedsmænd i bl.a. skatteministeriet, der har forhandlet aftalen og topfolk hos A.P. Møller.
Endnu engang lever A.P. Møller op til mottoet ’rettidig omhu’. A.P. Møllers greb om magten er både udemokratisk og usympatisk!

Egon Laugesen
Hovedbestyrelsesmedlem
Enhedslisten

Christen Sørensens sofa og lænestol
*I et læserbrev den 2. februar udtrykker Arno Victor Nielsen sin ringeagt for universitetsledelsens forsøg på at skabe tålelige arbejdsforhold for professor Christen Sørensens kolleger. Læserbrevet er fyldt med faktuelle fejl:
*Christen Sørensens sofa og lænestol forsvandt ikke under flytningen; de står dels i nabolokalet og dels i kaffestuen, hvor Christen Sørensen selvfølgelig uhindret kan gøre brug af dem.
*Jeg har ikke skrevet til erhvervslederne, at de ikke var velkomne til det møde, som Christen Sørensen indkaldte til. Jeg har alene gjort opmærksom på, at universitetet ikke havde del i indkaldelsen til dette møde af den simple grund, at vi ikke var informeret om mødets afholdelse. Jeg skrev først, da flere af de inviterede kontaktede mig og forespurgte om universitetets rolle i arrangementet.
*Universitetet har ikke beslaglagt Christen Sørensens ’Discussion Paper’, og det er aldeles ikke forbudt litteratur. I henhold til universitets regler offentliggøres kronikker imidlertid ikke i en sådan skriftserie. Vi vil imidlertid gerne forsyne Arno Victor Nielsen med en webadresse på det dagblad, hvor Christen Sørensen første gang offentliggjorde dette banebrydende ’videnskabelige’ arbejde.
Arno Victor Nielsen fremstiller Syddansk Universitet som et mimoseagtig provinsuniversitet, der ikke tåler kritik.
Lang tid før Christen Sørensen første gang fremkom med kritikken af universitetet i Fyens Stiftstidende den 15. juni 2003, har han imidlertid været midtpunkt i adskillige konflikter, hvor navngivne kolleger har været målet for Christen Sørensens personlige angreb. Efter flere forsøg på at dæmme op for disse konflikter har universitetets ledelse nu sagt stop.

Jens Oddershede
rektor, Syddansk Universitet

Versus vers
*Lotte Folke Kaarsholm nævnte i en boganmeldelse 2. februar. at Koranen består af 114 suraer. Fuldkommen korrekt, men mindre korrekt at ordet betyder ’vers’. Det gør det nemlig ikke, snarere ’kapitel’, dvs. en samling af vers. 114 er altså at regne for et helligt tal, i hvert fald i visse kredse. Det er imidlertid også antallet af punkter i Bertel Haarders seneste encyklika mod indvandrere. Mærkeligt at Hizb-ut-tahrir ikke har været på pletten med et fordømmende oprop, thi det er jo nærmest om ikke guds-, så dog allah-bespottelig tale. Er manden bims?
Og så hjælper det nok ikke at han vil påberåbe sig at også Christian den Femtes Danske Lov fra 1683 ligeledes indeholder eksaktemang 114 kapitler. For det vil jo være et racistisk argument.

Jens Juhl Jensen

En national kanon til et flerkulturelt samfund?
*Så kom debatten om et centralt litteratur-curriculum til Danmark, og Information giver lederplads til at bakke op om centraliseringen af kulturen.
Som en rosin i pølseenden nævner mlk at vi burde takke de muslimske indvandrere for, at de har gjort vores kulturarv synlig og attraktiv for os igen, og mlk ønsker, at de kan grine sammen med os over en herlig kanon fra tiden før verden gik af lave. Men mon ikke de ville have mere grund til at begejstres, hvis deres egen identitet og baggrund var repræsenteret i denne kanon?
Jeg kan også få sentimentale følelser af Rapanden Rasmus og Andersens samlede værker, som vi har fået i dåbsgave, men mon ikke nogle børn og forældre med tyrkisk, pakistansk, arabisk og somalisk baggrund kunne tænke sig at opleve det samme med deres fortællinger?
Dette ville være et signal til alle parter om, at indvandrernes børn og børnebørn ikke længere er fremmede, men hører til her, og har ret til en plads i den fælles kulturformidling.
Mon ikke også nogle børn med danske forældre ville have temmelig godt af at få et naturligt forhold til, at danske statsborgere ikke længere kun har Andersen og Oehlenschläger som kulturel ballast?
I England har man i mange år diskuteret hvad en kanon vil sige i et flerkulturelt samfund, og skulle vi ikke prøve at komme dertil, før vi begynder at re-nationalisere skolerne?

Thomas Gitz-Johansen
phd-studerende
København S

Tålt ophold i folkeskolen
*Regeringens strukturkommission foreslår, at ansvaret for folkeskolens specialundervisning (som nu er delt mellem amt og kommuner) samles til udelukkende et kommunalt ansvar.
Det kan der umiddelbart være noget ganske fornuftigt i, for det er ingen hemmelighed, at den nuværende ansvarsdeling mellem amt og kommuner har givet anledning til en masse administrativ strid. Mange forældre har også kunnet føle sig i klemme mellem amt og kommune.
Men hvis man samtidig fuldstændig skrotter det store faglige arbejde, som lige nu varetages af amterne – altså selve undervisningen af de sværest handicappede børn – så kan det ende med, at kommunerne står med et ansvar, de ikke kan leve op til. De sværest handicappede børn risikerer undervisningsmæssigt at blive tabt på gulvet. For der vil ikke længere være et specialiseret alternativ på en amtslig specialskole.
Gruppen af skolebørn og småbørn med meget særlige krav til undervisningen er så lille, at en enkelt kommune allerhøjest ser meget få hvert år. Ved nogle handicaps sker det langt fra hvert år. Det gælder også kommuner, der er langt større, end de foreslåede 20-30.000.
Specialundervisningen af de sværest handicappede skal, hvor det på nogen måde er muligt, være af en tilstrækkelig størrelsesorden, der gør det muligt at danne egentlige undervisnings- og fritidsmiljøer ligesom de almindelige skolefritidsordninger. Miljøer, hvor den enkelte elev i bogstavelig forstand hører hjemme, har reelle muligheder for at knytte venskaber, har muligheder for at identificere sig med jævnaldrende – kort sagt mulighed for at være en elev som de andre.
Lige præcis det er, hvad vi alle ønsker for vores børn – og det er også, hvad de sværest handicappede børn har brug for.
Al undervisning – normalundervisning, almindelig specialundervisning og vidtgående specialundervisning – er ikke kun gjort med dygtige lærere, pædagoger, psykologer, talepædagoger, fysioterapeuter etc. Det er ikke nok med den gode vilje til en rummelig folkeskole, hvis man som elev ikke har mulighed har for at indgå i skolemiljøet sammen med kammeraterne. Så vil der nemlig kun være tale om formel og ikke reel integration. De sværest handicappede elever vil så være på ’tålt ophold’ i folkeskolen – og det er ganske urimeligt.
Lighed for folkeskoleloven opnås ikke, hvis samtlige elever partout skal undervises på den lokale skole af lærere, der ingen mulighed har for at spænde over hele det faglige felt, der her er tale om.
Fra flere sider anbefales det også, at vi bør bevare regionale kompetencecentre over for de sværest handicappede. Vi kunne ikke være mere enige!
Hvis al folkeskoleundervisning skal lægges ud til kommunerne, bør der derfor være et krav om et regionalt samarbejde i forbindelse med hele omlægningen.

Svend Bræstrup
ledende psykolog
og Dorthe Bredesen Skøt
psykolog og souschef

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her