Læsetid: 9 min.

DEBAT

Debat
4. februar 2004


Begejstring og skam
Dansk Eksportråd, Dansk Industri og den danske regering har svært ved at skjule begejstringen over det tilsyneladende enorme projekt, der ligger i genopbygningen af et land, de selv har været med til at smadre, modsat er vi mange andre, der har svært ved at skjule vores skam over Dansk Eksportråd, Dansk Industri og den danske regering.

Henning Dreyer, Bisserup

Krejlerne undlod
I foråret 2003 stemte 89 folketingsmedlemmer for Danmarks krig mod Irak. 15 stemte imod, og resten undlod at stemme.

Bent Jørgensen, Askeby, Møn

Hoffærdigt
Hofmarskallatet må have det svært i denne tid op til den 14. maj idet man jo skal tænke på en hel del, for ikke at sige på »alt«... Således har man nu fundet ud af at den korrekte omtale af »The Magic Duo« efter den 14. maj skal være ’kronprinsparret’ – bemærk den e-løse form, som Dansk Sprognævn derfor også er imod. Hvad mon bliver det næste folket får påduttet? Hvad med ’barnvogn’ – når der skulle være brug for sådan en i 2005?

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Stand-up uden ekstra stol
Scenekunstlitteraturen blomstrer. Den udgør med scenekunst-forfatterne som både skabende og udøvende, en nyskabende kunst, som placerer sig midt mellem de klassiske kunstarter, litteratur, musik og teater.
Kært barn har mange navne, og scenekunst-forfatterne optræder som historiefortællere, performancepoeter, stand-up digtere, litterære entertainere, poetry slammere, rimere, rappere og råbere overalt på den danske kulturscene. Deres fællestræk er at de formidler eget materiale skabt primært til mødet mellem publikum og performer.
Helt som med enhver ny kunstforms vej fra undergrund til anerkendt udtryk, har også scenekunstlitteraturens mange udøvere i høj grad måtte leve af hjerteblodet som freemoving agents på markedets vilkår i et kunstpolitisk landskab, som er præget af stort udbud, stor konkurrence, liden officiel anerkendelse og små midler.
Alligevel lykkes det til stadighed scenekunst-forfatterne at sprede den litterære lotusblomst ud til et voksende publikum, hvoraf mange måske ellers næppe havde ladet sig introducere til det dramatiske eller litterære.
Scenekunstlitteraturen fungerer i praksis som en art spydspids, hvor nye ideer og former afprøves løbende i den direkte kontakt over scenekanten. Avanceret systemdigtning behøver ikke være tungt og kedeligt, systemkritik ikke tandløst, rim ikke med omvendt ordstilling og det absurde ikke uforståeligt.
Med sine mange dramatiske, musiske og performative virkemidler, udvider scenekunstlitteraturen hele tiden publikums forestillinger om hvad litteraturen er og hvad den også kan.
Formen kræver lige vægt på indhold og udtryk og den litterære entertainment som scenekunst-forfatteren leverer, er således en uhyre krævende kunstform som stiller krav til kontinuerlig nyskabelse, kreativitet og idéudvikling, og alt i alt fordrer en høj produktion, fokuseret gennemarbejdning og en stadig fremtids- og samtidsorienteret tilgang til materiale, publikum og egen performance. Takket være scenekunst-forfatterne oplever flere og flere, at digteren ikke behøver være støvet, performancepoeten ikke en lalleglad hippie og litteratur ikke nødvendigvis snobbet og kedelig.
Lige nu placerer scenekunst-litteraturen sig som kunstform, imellem to stole – teatrets og litteraturens. Det er på høje tid at bære en ekstra stol ind, eller rykke lidt sammen, så der er plads til den nye dreng i klassen.
Kunstrådet bør erkende det nyskabende i dansk scenekunstlitteratur og modsvare den store kunstneriske udvikling og aktivitet på området ved at oprette scenekunstlitteraturen som særskilt indsatsområde på tværs af de utidssvarende lovsæt for teater-, musik- og litteraturudvalg og afsætte en specifik pulje til støtte for talentpleje, projekter og arrangementer med scenekunst-forfatterne.

Claus Ankersen
Forbundet Danske Scenekunst Forfattere

Klassekamp
I fredags skrev David Trads om de 185.700 uden job:
»(Finansminister) Pedersen (er) bedøvende ligeglad med de ledige (...) Måske har Pedersen for travlt med at regne ud, hvor meget han selv sparer på de skattelettelser, som især begunstiger den femtedel af befolkningen, der tjener mest. De milliardstore skattelettelser, som VK-regeringen i år deler ud, hjælper på ingen måde de ledige – og derfor uansvarlige.«
I weekend-udgaven påstod Rune Lykkeberg så, at klassekampen er afskaffet og skrev med en kritisk henvisning til SF:
»SF’s formand Holger K. Nielsen talte ikke om klassekamp inden partiets landsmøde i 2003. (...) Det handler ikke længere om repræsentation af den økonomiske modsætning mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.«
Holger K sagde i sin mundtlige beretning til landsmødet (jf. www.sf.dk):
»I 90’erne, hvor SF havde indflydelse på den økonomiske politik, faldt arbejdsløsheden. Nu har vi fået en borgerlig regering, og den er begyndt at stige igen.
(...) Regeringen agter ikke at gøre en tøddel for at bekæmpe den stigende arbejdsløshed. Den har en naiv forestilling om, at hvis man blot sænker skatterne yderligere for et erhvervsliv, som i forvejen boltrer sig i skattehuller, skal det nok gå.«
Et udsagn, der egentlig svarer ganske godt til David Trads’ ovenfor.

John Reynolds
SF-kommunalbestyrelsesmedlem

Vi er mange...
Hurrah, jeg tilhører flertallet, de ca. 2.889.000, der ikke ser Krøniken søndag aften.

Birk Keller
Nørrebro

Antisemitisme eller bare kritik
I sin kronik 22. januar kommer Geoffrey Cain vidt omkring. Selv en ’syg moster’ af hans bekendtskabskreds inddrages i analysen af antisemitismen.
Af og til er de enkle forklaringer sandere end de mere indviklede:
nIsrael har i årtier holdt områder besat, som de ikke har nogen retmæssig adkomst til.
nIsrael har ved at sidde talrige FN-resolutioner overhørig udvist en utilladelig magtens arrogance.
nIsrael har bosat egne borgere i 1.000-tal på fremmed jord.
nDen israelske besættelsesmagt har under den nuværende regering ført sig frem med en brutalitet, der ikke står tilbage for tyskernes i den besatte del af Europa under Anden Verdenskrig.
nIsrael opfører en mur højere og længere end Berlinmuren og er i gang med at udvikle en apartheidstat bag den.
At mange vender sig mod dette har intet med antisemitisme at gøre, så det skulle ikke være vanskeligt for jødiske organisationer og jøder som Geoffrey Cain at slutte sig til den kritik på samme måde, som f.eks. Politikens Herbert Pundik med stor styrke har gjort i årevis.
Men i stedet spilles det antisemitiske trumfkort – også selvom der er mulighed for at bekende kulør.
Antisemitismen har ikke sin rod i Israel. Men dens opblussen i Europa i disse år henter næring fra den israelske politik under Ariel Sharon.
Jeg tror at Geoffrey Cain og hans organisation ville yde et større bidrag til at stoppe udbredelsen af antisemitisme ved at medvirke til at ændre den politik end ved spidsfindige analyser af antisemitismens væsen.

Svend E. Petersen
Strøby Egede

Antisemitisme
I Weekendavisen den 19. december 2003 skriver Søren Krarup i ’Den lammefromme snak’: »Sproget er uhyre afslørende. Sproget røber ikke blot argumentationen, men også personen. Som du taler, således er du! Det er ikke engang løgn. Sproget tegner virkeligheden.«
Hvor har han dog ret.
Det er også derfor, jeg i årevis har tænkt på en bemærkning Søren Krarup fremkom med i et interview i tv den 10. september 1998.
Den tidligere overrabbiner Melchior havde i et indslag om indvandrere sagt, at de ville blive gode samfundsborgere, når de efter en generation havde vænnet sig til at bo i Danmark. Det kan man være uenig i, men det var ikke det, Søren Krarup gav udtryk for, da han med hån i stemmen og krænget overlæbe udbrød: »De skaber antisemitisme, de jøder dér – sådan som de fører sig frem, fører det jo til antisemitisme.« Og så fulgte der noget med, at de går rundt og fortæller folk, hvad de skal mene.
Ja, sproget er uhyre afslørende og røber personen: udtrykket »de jøder dér« (og det er jo ikke noget påpegende stedord, da kun en har udtalt sig) betyder jo at »jøder skaber antisemitisme, fordi de er jøder«. Sproget røber argumentationen, og netop dén argumentation er så gammel som Jerusalems skomager.
Det er efter mine begreber antisemitisme, så det vil noget.

Palle Birkholm
Fjerritslev

Kage i folkeskolen
Cand. mag. Jens Højmark har ret i, at »… alt for mange børn lige fra første klasse stilles over for krav, som de ikke kan leve op til – at skolerne altså ikke differentierer og individualiserer undervisningen »så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger«, som der står i folkeskolelovens paragraf 18,1.« (Inf. 22. januar).
Den manglende individualisering skyldes det banale forhold, at selve modellen ’op-til-28-børn-til-1-voksen’ – uændret gennem generationer – ikke tillader det. Som lærer i folkeskolen kan man ikke vende ryggen til 27 sunde og frimodige danske børn for at koncentere sig om ét barn i mere end et øjeblik, uden at der sker noget bag én, der kræver éns øjeblikkelige indgriben. Og skulle det endelig vise sig muligt, er det fysisk umuligt at nå raden rundt på den tid, der er til rådighed.
Så meget desto vigtigere er det, at skolen ikke stiller børnene overfor krav, de ikke kan leve op til. Derfor er det en tvivlsom løsning, Jens Højmark anviser, når han vil have eleverne til »… i langt højere grad end nu (at) lære at tage ansvar for egen læring, styret med logbogs- og portefolio-metoder«. Fint nok i relation til artige parcelhusbørn, der har en cand. mag. som far og i øvrigt nok skal klare sig. Men uhyggeligt mange børn har rigeligt at se til i form af ansvar for egen madpakke og den daglige kamp for at holde sig på dydens smalle sti. Jens Højmarks forslag om øget ansvarlighed og logbog som løsning på disse børns problemer minder om Marie Antoinettes forslag, da pariserne krævede brød. ’Har de intet brød? Jamen hvorfor spiser de så ikke kage?’

Niels Chr. Sauer
Næstved

Et skridt på vejen
Regeringens forslag om begrænsning af den såkaldte ghettodannelse, ved at tillade max. 50 procent bistandsmodtagere i et boligkvarter, er et udmærket instrument for at undgå en for stor gensidig negativ påvirkning i et kvarter.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kom sidste år frem til, via Danmarks Statistiks data om tre millioner forældre, at børns chancer for et vellykket uddannelsesforløb forringes kraftigt, jo flere børn fra ressourcesvage forældre, det omgås i skolen. En mere ligelig fordeling af ressourcerige og ressourcesvage er meget fornuftigt.
Når det er sagt, må der dog indvendes to ting. Dels er det intimiderende, at regeringen vil knytte denne sociale slagside sammen med indvandrerspørgsmålet. Svage er svage hvad enten de er af indvandrerslægt eller danske. Det afgørende er modtagelsen af inspiration fra rollemodeller i nærmiljøet. Folk der lykkes.
En anden kritik af regeringen må lyde, ikke for deres forslag, men for det de ikke foreslår: alle de ’bløde’ initiativer som f.eks. styrkelse af boligfornyelsen, aktivitetshuse, sprogundervisning, virksomhedsbesøg, uddannelsesvejledning, sportsfaciliteter, computerrum, osv. Instrumenter som virker på bekæmpelsen af ghettoernes onder, men som regeringen (af ideologisk-populistiske grunde?) åbenbart ikke tillægger særlig vægt.

Morten Kruse
cand. mag.

Svar til Hamle fra Haarder
C.-E. Hamle harcellerer med rette over, at 9. klasses prøve i engelsk er adgangskrav til social- og sundhedsuddannelserne (Information 21. januar). Jeg er helt enig, og det er undervisningsministeren også. Vi har allerede sidste forår aftalt at afskaffe kravet. C.-E. Hamles ønske er altså allerede opfyldt.
På fremtidens plejehjem er der næppe mange, der i fremtiden vil behøve at blive tiltalt på engelsk. Derimod vil der være mange, der vil nyde godt af, at der er medarbejdere, der taler tyrkisk, urdu, farsi, arabisk eller andre indvandrersprog. Derfor har jeg altid været modstander af engelsk-kravet, ligesom jeg er modstander af andre krav, der virker som unødige barrierer for udlændinge, der gerne vil tage en uddannelse.

Bertel Haarder
integrationsminister

EU-forenkling er et ’must’
Egon Laugesen fra Enhedslisten i Tønder er så venlig at udnævne mig til Venstres spidskandidat til Europaparlamentsvalget. Det er jeg ikke. Det vil blive Karin Riis Jørgensen. Min egen placering bliver slet ikke i toppen. Her vil partiets delegerede givet foretrække det succesfulde hold, der allerede sidder, og som har tegnet en solid liberal profil i offentligheden.
Den store betydning får det dog ikke. 
I Venstre er det alene de personlige stemmer, der afgør, hvem som får partiets formentlig fire-fem mandater.
Og så til substansen: burde det ikke kunne samle danske politiske kræfter at gøre EU slankere. Dvs. have mindre knopskydning i form af udvalg, komiteer og tværnationale fællesorganer og til gengæld mere beslutningskraft og klarere mål?
Hvorfor gøre grin med det? Det europæiske samarbejde trænger faktisk til lidt nordisk politisk kultur, hvad den håbløse diskussion om frynsefråds og rejsecirkus klart understreger. EU-forenkling er et påtrængende ’must’.
 
Karsten Madsen
Kandidat til EU-parlamentet (V)
2000 F

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her