Læsetid: 6 min.

DEBAT

Debat
21. februar 2004


Lige så retssikker som Lene?
*»Det er meget oplagt, at når en sådan person kommer tilbage
til Danmark, så følger PET ham tæt i den første tid,« udtaler ju-stitsminister Lene Espersen ved den dnaske Guantánamo-fanges løsladelse. ’En sådan person?’ En mand som USA har tilbageholdt i årevis uden at finde grundlag for en sigtelse, og som ikke kan retsforfølges efter dansk ret. Er det ikke beskrivelsen af en i juridisk forstand uskyldig mand? Mon den hjemvendende vil følge, at Foghs regering lever op til noget-for-noget-princip?

Eva Bertram, Frederiksberg

Sportsdigt
*It doesn't Mader
Leth it be

Jante Larsen, Folkets Minut

Hentegud
*Regeringen overvejer at indføre bøder til folk, der ikke overholder deres tidsaftaler med det offentlige. Blandt de grupper der nævnes savnes endnu medlemmer af Folkekirken som glemmer deres tid i kirken om søndagen.

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Rehling glemmer internet
*David Rehling skriver i sin analyse fra den 18. februar, at Venstre med beslutningen om en ny kommunalreform har bragt sig i den situation, at partiet kan beskyldes for at svigte nærdemokratiet.
Men det er der ikke hold i, Rehling!
Den kommunale struktur er fra 1970. Der er der sket væsentlige ændringer i de forudsætninger, som ligger til grund for strukturen. I 1970 var begreber som Internet, pc og mobiltelefon stadig ukendte. Havde man et ærinde hos kommunen, måtte man møde personligt op.
Med tiden har ny teknologi medført, at flere og flere ærinder er blevet klaret på afstand. Så i dag handler nærdemokrati ikke om fysisk nærhed til rådhuset, men om borgernes nærhed til indflydelse. Indflydelse via valgfrihed eller indflydelse via et bæredygtigt lokalt demokrati. Og den bæredygtige enhed har en anden størrelse i dag, end den havde i 1970. Det bekræfter de mange kommunale og amtslige samarbejder også.
Hovedformålet med reformen er at skabe en offentlig sektor, der er gearet til nutidens opgaver og fremtidens udfordringer – uden de gråzoner og situationer, som i dag let forvandler borgeren til en kastebold mellem de offentlige systemer.

Rikke Hvilshøj
næstformand i Venstres
folketingsgruppe

Dope
*Henrik Jul Hansen skriver i sin nekrolog over Marco Pantani (16. februar): »den naturbegavede campione, som var så stor, at han ikke kunne røres af modstandere, og slet ikke af regelbundne bogholdere i en tilfældig dopingkontrol«. Skal det forstås på den måde, at Hansen forherliger den doping, der blev Pantanis skæbne, eller hvad mener han med den nedladende bemærkning om de mennesker, der er med til at sikre, at det ikke bliver rytteren med den bedste apoteker, der vinder løbene?

Jens Møller
Kalvehave

SVAR: Nej, jeg forherliger ikke doping. På et tidspunkt i sin karriere følte Pantani sig urørlig af såvel modstandere som dopingkontrol. Jeg udtrykker hans holdning, ikke min egen, og formodede, at dette ville fremgå af tone, stil og sammenhæng. Jeg beklager, hvis det ikke har været tilfældet.

Henrik Jul Hansen

*Et dødsfald i underholdningsbranchen kan nu blive forsidestof i Information (16. februar)! Er det ikke et nyt redaktionelt princip at eksponere sladderstof så kraftigt?
Pga. den fremtrædende placering læste jeg artiklen om den mig ukendte cykelrytter, men fandt intet af almen interesse eller relevans. Jo, for cykelsportsinteresserede, naturligvis. Ligesom detaljen om afdødes to håndslikkende hunde vel var ment som en godbid til os hundeinteresserede. Men ærlig talt: jeg holder selv diverse hundetidsskrifter og for min skyld behøver Inf. ikke følge op på de to hundes videre skæbne.
Stilen i artiklen – en slags ’bekendelsesnekrolog’ – genkendes let fra diverse bøssetidsskrifters campede sentimentale nekrologer over elskede operadivaer, og er som sådan både underholdende og lidt rørende. Men forsidestof i et dagblad?
Artiklen omtaler indforstået afdødes interesse for Bjarne Riis' seksualliv. Jeg ved intet om denne Riis’ antydede forhold til vandpolosex. Eller håndboldsditto. Bør man vide det?

Allan Nørgaard Andersen
adjunkt

Sort arbejde
*Indvandrernes sorte arbejde (til 43 kr. i timen), hverken kan eller vil vi acceptere, siger SF’eren Morten Homann. Skulle der ikke have stået forhindre?
 
Richard Madsen
Kosterslev

Udlicitering kontra statsstøttet industri
*Det er svært at afgøre, hvilken del af i-landenes politik over for u-landene, der er mest usympatisk. Senatet i USA har netop givet deres bud. Det har de gjort med en ny lov, der forbyder udflytning af offentlige arbejdspladser til lande med lav løn. (Det er et pudsigt faktum, at loven kun er ét-årig. Udlicitation er en vidunderlig ting – blot ikke i et valgår). Ikke at vi ikke vidste det i forvejen: det frie marked bør kun gælde i u-landene. Herhjemme skal vi støtte landbrug og fiskeri; ellers skulle vi jo spise importet mad! Hvad der imidlertid sjældnere bemærkes, er den mere indirekte subsidiering af de hjemlige virksomheder. Som nu f.eks. regeringens nye forskningsfond, der skal give forskning målrettet til erhvervslivet. Den form for offentlig virksomhedsstøtte bliver mere nødvendig i takt med, at Indien og Kina kan konkurrere med vores virksomheder – frem for blot at forsyne vores kantiner med thé og ris. Det bliver interessant at se, hvordan Fogh vil reagere, hvis udliciterings-retorikken en dag viser sig at koste hjemlige arbejdspladser. Vil han mon så, ligesom forbilledet Bush, gribe ind og dermed bevise, at også han reserverer begrebet ’frit marked’ til fattige lande?

Bo Ærenlund Sørensen
studerende

I Danmark er der jo ingen snask
*Apropos Lars Løkke Rasmussens forargelse over Sex og Samfunds oplysning om sex med dyr: I Sibirien er der fundet 5.000 år gamle hulegrafittier, der viser mænd, der har sex med elge. I 1948 undersøgte Kinsey mandlige amerikaneres sexliv – 40-50 procent af alle mænd, der var opvokset på en gård, havde haft seksuelle oplevelser med dyr. En tredjedel af disse mænd havde inden de var fyldt 10 haft deres første seksuelle oplevelse med dyr, og seks procent havde haft disse oplevelser under puberteten. Men heldigvis findes den slags snask ikke i Danmark, hvorfor det selvfølgelig heller ikke kan være nødvendigt at tematisere denne side af den menneskelige seksualitet i dagens seksualundervisning.

Frederik Rosén
Kbh. N

*Er det ikke flot af Kamal Qureshi, at han beredvilligt har valgt at stille sin personlige hjemmeside til rådighed for offentligheden og delagtiggøre den pure danske ungdom i det spændende, der ligger i at overvære anal-, dyre- og ekskrementsex!
Qureshi har dog ophidset en vis svineproducent her på egnen. Han er af den mening, at KQ bør vise sig som et mandfolk og selv føre an i de eskapader, han promoverer over for andres mindreårige børn. Han byder KQ velkommen i sin stald, og så kan KQ fornøje sig med hvilken som helst so eller søer han ønsker.
Bæ er der nok af.
KQ’s familie er også velkommen. Den bydes på kaffe og blødt brød i stuehuset, medmindre KQ specifikt ønsker den skal være til stede under optagelserne i stalden.

Jørgen B. Hansen
Helsinge

*Den forbudte seksualoplysnings-cd er generelt så kedelig som et kirkeblad.Det mest pinlige er som sædvanlig de senile sexologers fortvivlede forsøg på at være ’frække’ på trods af en påtrængende moraliseren. Jeg har aldrig fattet, hvorfor den moderne opfattelse af sex som fornøjelig mekanik skulle være mere frisindet end den erotiske spænding, der trods alt lå i katolicismens lamb-to-the-slaughter jomfrutro. Måske er det derfor, seksuallivet uvægerligt beskrives som en skønsom blanding af kondomer og nakkeost. Sex er med andre ord okay, når begge parter blot til enhver tid bevarer fuld kontrol over køretøjet. Der er sågar et lille spil, hvor den gabende partner guider os frem til de rigtige knapper og håndtag, punkter og zoner, med en hånlig bemærkning til den, der er så uheldig at ramme ved siden af. Problemet med pornografi er, forklares det, at her er pikkene stive, og kusserne våde, og sådan er det jo ikke i virkeligheden – det er med andre ord lige så urealistisk som kærlighedsromanen, hvor manden er forelsket i den pige, han boller (som det hed i sexologens ungdom, og derfor stadig hedder på cd’en).

Erwin Neutzsky-Wulff
forfatter

*Det er da godt, at Erik P. Jensen (19. februar) husker nazisternes bogafbrænding. Men husker han også en vis statsminister, der rev en bog i stykker for åben skærm?

Kristian Sand
Esbjerg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her