Kronik

Eksisterer Amerika?

Man kan stadig gå på opdagelse i det store land mod vest, som drager med frihed, udfordringer og store modsætninger
26. februar 2004

Kronik
I disse uger påkalder USA sig særlig interesse. For mange af os er de amerikanske primærvalg det første, vi slår op på i Information og de nyheder, vi venter på i TV-Avisen.
Interessen er berettiget. I sidste ende gælder valget til det mest magtfulde embede på kloden.
I virkeligheden burde vi alle have ret til at stemme ved det amerikanske præsidentvalg.
Præsident George W. Bush forsøger i øjeblikket at L-stigmatisere John Kerry. Kan Kerry stemples som »liberal«, skulle der være gode chancer for, at Bush kan få en periode mere til november, lyder analysen. Underforstået: det republikanske parti repræsenterer det virkelige USA.
Virkeligheden er naturligvis langt mere kompliceret. Ofte går værdierne på tværs. Og i alle tilfælde er USA et flersidet fænomen.
Selv føler jeg mig hjemme i USA. Skulle jeg ikke leve og arbejde i Danmark, måtte det blive USA. Landet er på mange måder fascinerende. Samtidig er USA i en vis forstand naivt og har også paranoide sider, jfr. f.eks. holdningen til dødsstraf. Først og sidst rummer landet en formidabel energi og ’drive’. En uforlignelig optimisme og fremtidstro. Og en uskyld på godt og ondt. Det kommer oplagt til udtryk i musikken. Det 20. århundredes lyd var entydigt amerikansk : Elvis Presley, Bob Dylan og Lou Reed.
Det er en kendsgerning, at intet land er så dårligt forstået i Danmark som USA. Vi deler os op i pro-amerikanere og anti-amerikanere dybest set uden at vide, hvad Amerika er. Elsa Gress kunne svinge sig op til at kalde sig en pro-amerikansk anti-amerikaner!
Pro-amerikanerne efterplaprer det, de tror, Washington mener. Og anti-amerikanerne lægger afstand til alt, hvad der har med USA at gøre, i 1970’erne endda ofte med en besværgelse om, at man ikke kunne tillade sig at rejse til USA. Der er dybest set blot tale om en indenrigspolitisk debat, hvor vi herhjemme slår hinanden i hovedet.
Baggrunden er formentlig, at vi er en slags halvamerikanere. Danmark er vel sammen med Island og Canada det mest amerikaniserede land uden for USA. Vokset op som vi er med Anders And og med at lege cowboys og indianere og klondike. Vi tager simpelthen USA for givet uden at gøre os den ulejlighed at lære det at kende.
For mig er USA først og fremmest det store eventyr. I sommeren og efteråret 1978 tog min bror Jens og jeg det nordamerikanske kontinent i besiddelse.
Vi rejste på kryds og tværs. Camperede i de store skove eller langs floderne. Vi mødte et bredt udsnit af amerikanere: Vietnamveteraner og rednecks, overvintrede hippier og genfødte kristne.
Hver dag bød på en ny og anderledes horisont. Og i den amerikanske nat sprang vi på godstog. Mod West Virginia, Wyoming og Montana. I sporene på Jack Kerouac og på jagt efter det store eventyr.

Sidste sommer var jeg tilbage i USA, nærmere betegnet Alaska, »The Last Frontier State«. Her kom jeg på sporet af Chris McCandless, som takket være Jon Krakrauers bestseller Into the Wild er blevet en legende.
I april 1992 traver Chris McCandless ud ad Stampede-stien nord for Mount Mckinley, Nordamerikas højeste bjerg. Fire måneder senere bliver han fundet død i en gammel bus, der er efterladt i vildnisset.
Hvem var denne Chris McCandless? Af Krakauers bog, som udover at være blændende skrevet også bygger på en imponerende research, kan man læse, at han stammer fra en velhavende Østkystfamilie og er på vej til at læse jura. Eller rettere det troede hans forældre. I stedet krydser han USA, efterlader sin udbrændte bil i Arizonas ørken, brænder sine sidste pengesedler og tomler til Alaska.
Alaska står den dag i dag i det mytiske lys, som det Vilde Vesten stod i for godt 100 år siden. En rå, storslået og først og fremmest uspoleret natur. Mulighedernes land, hvor man stadig kan føre en slags pionertilværelse. Med masser af plads: 600.000 mennesker på et område på størrelse med England, Frankrig, Spanien og Italien tilsammen. Denne del af USA tiltrækker skæve eksistenser, heroppe i den 49. stat bliver man ikke udfrittet om sin fortid.
Chris McCandless er på jagt efter Nirvana, efter en simpel nomadetilværelse fjernt fra »parcelhusamerika«. Da Chris begiver sig ud i vildnisset, smider han landkortet væk. Det er måden, hvorpå den eventyrlystne klarer dilemmaet, når der ikke er flere sorte pletter tilbage på kloden. De første måneder klarer Chris sig ved at samle bær og jage småvildt.
Men så går noget helt galt. Ifølge Krakauer bliver Chris McCandeless svækket som følge af en for ensidig kost med en type plantefrø, der forhindrer kroppen i at optage energi fra føden i øvrigt. Og da han i juli 1992 forsøger at finde tilbage til civilisationen viser det sig, at den å, han krydsede i april, er blevet til en rivende flod.

Mange af de mennesker jeg mødte i Alaska lagde ikke skjul på, at de opfatter Chris McCandless som et fjols – en tåbe, der betalte prisen for ikke at respektere naturens vilkår, En af de mange drømmere, der naivt tror, at den barske natur i »The Last Frontier State« kan udfylde hullerne i deres liv.
Andre viser mere sympati. For unge amerikanere er McCandless i dag nærmest blevet kult. De valfarter til bussen, hvor han omkom, skriver graffiti og sympatierklæringer og ryger en joint. Lidt på samme måde som unge mennesker en generation tidligere drog på pilgrimsrejse til Jim Morrisons grav i Paris.
Fascinationen af McCandless ligger måske i, at tilværelse i USA – som i Danmark – er druknet i SMS’er, fast food og soap-operaer. Opdagelsesrejsen består i dag i at lede efter en parkeringsplads henne ved supermarkedet.
Chris McCandless’ skæbne kan fortolkes flere måder. Som et vidnesbyrd om hvor adskilt vi i dag lever fra naturen. Den viden om hvorledes vi kan fungere på naturens præmisser, – som tidligere gik i arv fra generation til generation – er nu stort set gået tabt.
McCandless er fascineret af fare. Som unge mænd til alle tider: hurtige biler, sprut, narko, gå i krig. McCandless er dobbeltbundet. Er på den ene side på jagt efter »the new frontier« og rummer på den anden side mørke, selvdestruktive kræfter.
Politisk er Chris McCandless – med vore standarder – aldeles uafklaret : Han dyrker Ronald Reagan – og ser gerne Jesse Jackson som præsident! I den forstand er McCandless et godt eksempel på, at vore vante forestillinger og stereotyper om amerikanerne ikke holder stik : At når man mener X om Y, så må man også mene Z om Q.
Da Chris bevæger sig ud i ødemarken, medbringer han foruden lidt ris og en riffel en stabel paperbacks fra Thoreau til Tolstoy.
I en tid præget af masseindividualisering ser Chris ensomme, ængstelige og sårbare mennesker. Som Thoreau vil han teste sig selv. Vil leve på egne betingelser og realisere sine drømme. Som Tolstoy vil han moral, askese, afholdenhed og selvkontrol. Først og fremmest afviser han at flyde med strømmen – og kommer til at betale den højeste pris.
Chris McCandless er først og sidst en repræsentant for det Amerika, der altid har været på vej. Væk fra undertrykkelse og stive regler. Mod absolut frihed. Og vejen har altid ført mod Vest.

*Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu