Kronik

Hun elskede at komme hjem til København

København er og bliver en vejviser for hvilken vej vinden blæser i vores samfund og vores kultur. Derfor er det ikke særlig mærkeligt at vores kunstnere kigger til København for at lodde dybden og bredden i samfundsudviklingen
24. februar 2004

Kronik
København er vores hovedstad og eneste storby med alt, hvad dertil hører. Det er her kulturlivet blomstrer, det er her virksomhederne slår sig ned for at have nem adgang til andre virksomheder i ind- og udland og det er her man kan leve anonymt og undslippe provinsens kvælende atmosfære af konformitet og sammenspisthed.
Storbyen er højt besunget af nogle af vores største digtere: Emil Bønnelycke, Tom Kristensen, Dan Turèll og Søren Ulrik Thomsen eksempelvis. Men der findes også en anden siden af medaljen, hvor der tegnes et dystert og deprimerende billede af København. Hos disse forfattere bruges byen som et mikrokosmos, der præcist afspejler tendenser i samfundsudviklingen generelt. Denne tradition står i modsætning til den besyngelse og begejstringsrus over storbyens myldrende kaos af trafik, fart og handel som i 20’erne og til dels i 80’erne, blev storbyen som fænomen til del.
I Katrine Marie Guldagers nyligt udkomne novellesamling, København, er der en historie, hvor en kvinde kommer hjem til København efter en forretningsrejse til Århus. Da hun kommer til Nørreport Station tænker hun: »Uanset hvor kort tid, hun havde været væk, elskede hun at komme hjem til København. Hun ville aldrig bo andre steder.« For kvinden i historien er København velkendt, fortroligt og elsket. Andre har et helt andet syn på byen: »Hele sit liv havde han boet i København, men som han sad ved Storkespringvandet, følte han sig fuldstændig fremmed, han kunne lige så godt have sat sig på kanten af månen«, tænker en ung mand i en anden novelle. Sådan oplever personerne i novellerne København så forskelligt. Hvad den ene forbinder med noget rart, er fremmed og ligegyldigt for den anden. Hvis man kommer med så forskellige opfattelser af det rum, som vi er fælles om, hænger vore liv så overhovedet sammen eller lever vi i hver vores lille kube, der kredser rundt uden at komme i kontakt med hinanden?

I de 11 noveller i København, er der flere bud på hvad København egentlig er for en størrelse nu om stunder og hvordan indbyggerne har det med sig selv og hinanden. København er, med andre ord, først og fremmest et samfund, hvilket yderligere understreges af de forbindelser, der knyttes mellem personerne på tværs af den enkelte novelles afgrænsede rum: Personer fra en novelle dukker op igen i en anden, metaforer og symboler løber som røde tråde, gennem bogen og danner et uigennemskueligt mønster. Det fragmenterede og sammenhængende er erfaringer, som i vore dage eksisterer side om side, synes Guldager at ville fortælle os.
Samlet set tegner novellerne et billede af en by og et samfund under hastig forandring, hvor forbindelser mellem mennesker kan beskrives som to kvinders røde uldtørklæder, der strejfer hinanden på trapperne på Nørreport Station, som de gør i den første novelle »Nørreport«. En af de fascinerende ting ved Guldagers historier er, at de med enkle og diskrete virkemidler belyser det kendte og konkrete på en ny måde samtidig med at de tager stafetten fra tidligere litterære fremstillinger af København.
En væsentlig forudsætning er Herman Bangs roman Stuk fra 1888. På baggrund af Københavns hidtil uhørte geografiske og økonomiske ekspansion, som endte med det totale sammenbrud, skrev Bang sit eviggyldige tidsportræt. København er skildret som en facade af pragt, hvor råddenskaben og fugten samtidig tærer fundamentet bort. Omdrejningspunktet i historien er istandsættelsen af Victoriateatret (læs Dagmarteatret), der med pomp og pragt skal indvarsle de nye tider med forlystelser og fremgang. Men der er ikke dækning for den dyre facade og mens arbejdet skrider frem, svinder kassebeholdningen hastigt ind og det ender med fallit.
Med sin impressionistiske teknik tegner Bang et flimrende portræt af et hektisk, myldrende storbyliv, hvor tågen til sidst lukker sig om byen, som når tæppet trækkes for efter en storslået teaterforestilling. Ind i magtens centrum kommer Guldager slet ikke i sin bog, hun bevæger sig i periferien og interesserer sig for hvilken betydning det har for mennesket på gadeplan, at vores kultur og politiske liv udvikler sig som det gør. Bang går indefra og ud Guldager går udefra og ind. Før eller siden mødes de uundgåeligt og kan give hinanden hånden – for i begge bøger er den egentlige hovedperson København.
En helt anden stemning finder man i Tom Kristensens roman Hærværk fra 1930. For Kristensen er København ikke kun det fysiske rum med barer, avisredaktioner, men i endnu højere grad et psykisk rum, som indkapsler drømme og ekspressionistiske syner af fart, liv og død. Hovedpersonen Ole Jastrau er en Odysseus på farlig færd væk fra borgerlighedens trygge liv med kone, barn og fast job ud i det frie fald i rusens og synernes søgen efter meningen med livet. København er hans by, fordi den rummer alle de muligheder for anonymitet og fristelser som er nødvendige for den evige fortabelse.

I Jokum Rohdes roman Falkonmysteriet fra 2001 er København genkendelig helt ned i den mindste geografiske detalje, men at det samtidig er et psykisk rum, vi inviteres indenfor i, er ikke svært at se, for København er i Rohdes udlægning en helvedesvision og den snor og bugter sig i labyrintiske og cirkulære mønstre med mørke skygger der falder på huse og mennesker så den minder om en overdimensioneret, ekspressionistisk teaterkulisse.
Hovedpersonen Juha bor på usle, uhumske værelser i Københavns yderzoner, hvor alt er indfaldsveje, beton, slum, hærværk og vold, med andre ord et tidløst sted udenfor den velkendte og normfaste samfundsorden. Juha er en randeksistens, der både er frastødende af ydre og svag i karaktermæssig forstand. København er brugt som et rum for psykisk indespærring og den sociale udgrænsning og psykiske opløsning er langt mere fremskreden end hos Kristensen. Det er i en vis forstand de samme sociale opløsningstendensen Guldager sætter sin finger på – blot er der hos Guldager stadig et spinkelt håb om at det ikke vil gå så galt endda. Falkonmysteriet er ikke en realistisk skildring af København, men udmaler en vision af et samfund, som ingen ønsker og alle frygter.
Det på en gang fortrolige og foruroligende er også, men på en helt anden led, en vigtig del af København som den er beskrevet i Jan Sonnergaards novellesamling Radiator fra 1997. Sonnergaard beskriver, ligesom Katrine Marie Guldager, et København der er præget af modsætninger og som Jokum Rohde af social udgrænsning. Som hos Rohde befinder vi os ofte blandt byens randeksistenser, der bor i Københavns Nordvestkvarter, en af de få ikke sanerede bydele i København, hvor der også bor mange mennesker med indvandrerbaggrund. København er hos Sonnergaard et billede på et samfund med stærke modsætninger og klasseskel.

Selvom man har villet bilde os ind, at de sociale skel er ved at være udvisket, er det en vigtig pointe hos Sonnergaard, at Danmark stadig er et klassedelt samfund og at det i mange henseende er blevet mere tydeligt i de år, hvor der var fremgang i beskæftigelsen og hvor der atter kom gang i samfundsøkonomien efter næsten 20 års nedgang. I takt med denne udvikling er der også sket en nivellering af de værdier vi traditionelt har været stolte af i det danske velfærdssamfund: Tolerance, sammenhold, hjælp til de svage og kærligheden. Den store fortælling om penge og social tryghed, som vejen til lykke er brudt sammen ligesom fortællingen om solidariteten i arbejderklassen er det.
I en af historierne siger en ung mand i Nordvest »Man behøver bare kigge ud ad vinduet, så ved man, at hér lades alt håb ude. Det eneste, man kan foretage sig er at stå på gaden og drikke bajere, eller sidde i parken og råbe op, og forretningsmændene véd, at herude har ingen råd til at investere i andet end det allermest nødvendige i Netto og Aldi og Fakta og hvad alle de her lortebutikker kalder sig.«
. Man begejstres som Bønnelycke eller væmmes som Sonnergaard, men pointen er nok i sidste ende at mangfoldigheden har overlevet og, trods alt, trives i København. København holder og man holder af den for som skrevet står »elskede hun at komme tilbage til København.«

*Peter Due Jensen er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu