Kronik

Fjanteloven

Danmark er landet, hvor talentløshed, middelmådighed og idiotkultur vokser i fuld flor, og det taknemmelige publikum har ikke grund til at nære den mindste mistanke, for berørings-angste anmeldere skal nok gøre det indledende pr-arbejde
Debat
14. februar 2004

Kronik
Jeg ser også Krøniken, og derfor er jeg med til at gøre serien til en succes. Men jeg ser den altså ikke, fordi jeg synes, den er fantastisk. Jeg ser den, fordi jeg er nysgerrig – og ikke mindst for med en vis undren at se, hvad det er, alle tilsyneladende er så begejstret for. Åbenbart også undertegnede, for hvis ens tv er tændt, så er man partout ellevild, skal man tro DR’s målinger. Under alle omstændigheder kan man godt få den tanke, at seertal i sig selv er en lidt usikker målestok for succes.
Jeg synes nu ikke, at Krøniken er decideret dårlig, jeg synes bare slet ikke ikke, at den er så god, som den bliver gjort til – ikke mindst af DR selv, som ikke forbigår den mindste chance for at ’gå bag om succesen’. Al selvsvinget tager helt opmærksomheden fra det faktum, at Krøniken til forveksling ligner et stykke ret banalt dramatik med nostalgiappeal og hang til klicheer.
Der er tænkt på det hele i serien, og det er da al ære værd. Også selv om man ofte kan føle klaustrofobi og savne udsyn i billederne – det udsyn, som ville afsløre, at vi ikke er i 1950’erne, og at der er grænser for, hvor langt illusionen kan bære. På den konto er der i reglen modlys i vinduerne i stedet for udsigt og baggrunden er gerne sløret. Andre scener er tydeligvis skudt i de tidligste morgenscener, før Danmark årgang 2004 er stået op, mens andre scener igen sandsynligvis er henlagt til efter nutidens sengetid. Alt sammen er hensyn, der i sagens natur må tages, men alligevel kan man godt få den tanke, at der næsten er satset mere formen end på indholdet.
50’er-biler, Leo Matthiesen-jazz, Thorkild Livrem, stegeflæsk og flyversjusser – tidsmarkørerne står i kø for at komme til – vi får presset 1950’erne-klicheerne langt ned i halsen, og dramaet og intimiteten mellem skuespillerne får aldrig lov til at stå alene. Helt konkret og grotesk blev det i andet afsnit, hvor det unge par, Ida og Erik, mødes i den grønne skov. Den opstemte (læs: liderlige) og stakåndede Erik er på nippet til at flå kludene af Ida, men skal så lige i samme åndedrag nævne Julius Bomholt, Radiorådet og tidens mediesituation i øvrigt! Eriks far, den
reaktionære og og snæversynede radiofabrikant får nærmest kvalme, da ingeniør Meyer spørger, om han vil se Politiken. Næ nej, fabrikanten er logebror og gammelkonservativ, men han har naturligvis en PH-lampe stående på sit skrivebord, skønt Poul Henning-sen og alt hvad manden stod for, burde ligge milevidt fra fabrikantens smag. Men gamle PH-lamper, det er en sikker tidsmarkør, så dem skal vi ha’ med.

Men hvad er der egentlig tilbage, når al 50’er-nostalgien er skrællet fra? Næppe hverken et mesterværk, endsige skuespilpræstationer af hidtil uset format.
Tag nu radiofabrikanten – skidesur og kantet og fremskridtsfjendsk er han, mens konen er forståelsen selv, og man mere end aner, at direktøren ikke nødvendigvis er direktør på hjemmefronten. Det er som et ekko af Skjerns og dusinvis af overklassepar i film og tv-historien i øvrigt. Og hvem tvivler et sekund på, at det nok alligevel er unge Erik, der har tiden på sin side. Ida fra Ringkøbing bliver naturligvis gravid – det gør piger fra landet, når de kommer ind med firetoget, og rigmandsdatteren søger ind på teateret, for det gør overklassepiger i tv-serier. Det gjorde manufakturhandler Arnesens unge enke i Matador, og det gjorde den korrupte politidirektør Gordans datter i DR’s anden store klichéfabrik, Edderkoppen. Hr Stein, undskyld ingeniør Meyer, er den krøllede hjerne på radio-fabrikken, så han ligner naturligvis Einstein til forveksling med skæg og elektrochok-frisure. Pernille Højmarks kommunistiske radiomontrice er grov i kæften, men god som dagen er lang, Dick Kaysø er – med egne ord – »blot en enfoldig mand« (mageløs replik), men bundsolid og hæderlig. Der er hjerterum og varme i de små lejligheder med fugt og løbesod, mens kulden hersker ved middagsbordet i den store rigmandsvilla. Revydirektøren ryger cigar og kører i åben bil, og den onde,
rige far stikker en kæp i hjulet på Søs’ revykarriere, så det ikke er set mage, siden bankdirektør Varnæs forbød sin søn at gå budærinder for opkomlingen fra Damernes Magasin. Hjemme i Ringkøbing slår far i bordet og mor gnider hænder, og hvad vil naboerne dog ikke tænke? De vil muligvis tænke, at man kender personerne ud og ind og har set det hele 117 gange før.
Og fint med det – det bliver det bare ikke noget nyskabende storværk af, uanset om nok så mange er nok så glade for Krøniken, og selv om anmelderne og medierne i det hele taget på det nærmeste har vedtaget ved lov, at Krøniken er en genistreg. Hvis Krøniken er et mesterværk, så er der gået inflation i begreberne.
Hvad skuespilpræstationerne angår, så fylder skuespillerne hver især deres roller ud, men er det de stjernepræstationer, det er blevet gjort til? Eksempelvis Waage Sandøe er da glimrende som fabrikanten, men man kan da ikke mene, at man ikke har set ham give den der det-finder-jeg-mig-ikke-i-er-De-klar-hvem-De-taler-til attitude før. Pernille Højmark er heller ikke just ubekendt med Moster Skrap rollen – og det er fint, men hæver det sig himmelhøjt over det blot det at passe sit job som skuespiller? Han man indtil nu set noget, der bare ligner hudløshed og ægte følelser?
Det er så nu, at man næsten kan høre nogen råbe ’Jantelov’ – dette forvrøvlede begreb, som man elsker at gøre til noget særlig dansk, men som i virkeligheden er kendt overalt. Hvis der overhovedet findes en ’lov’, som på nogen måde karakteriserer et dansk karaktertræk, så er det næppe janteloven, men snarere fjanteloven. Med fjanteloven i hånden lader vi os begejstre over ikke ret meget og tager til takke med så uendeligt lidt. Det næstbedste er alt for meget, må vi bede om det middelmådige, tak!
Danskerne har i den grad vænnet sig til halv- og heldårlig kvalitet, at vi slet ikke kan få hænderne ned, når der kommer noget som blot er på det jævne, men pakket flot ind, som det er tilfældet med Krøniken. Det er fjanteloven for fuld udblæsning, ligesom det er fjanteloven, der har gjort landet til en discountkultur, hvor det er blevet en sandhed, at kvalitetsforskel ikke findes og hvor lavpris er blevet et mantra. Vi vil hellere i Silvan og i Vandland, end vi vil købe ordentlige fødevarer. Og det er såmænd okay, hvis det er sådan man vil prioritere, men dertil så ligefrem at være stolt af det. Men det er vi, for man hører da aldrig nogen være ved, at de rent faktisk er prangere med en dårlig smag og er fløjtende ligeglad med alt andet end pris.

Danmark er også landet, hvor mennesker nærmest blottet for talent alligevel kan få publikum, sendetid og applaus. Mennesker, der måske kunne være berettet til lokal interesse, bliver omfavnet af hele nationen, og hvis de ligefrem er så dårlige, at selv de mest stærblinde og tonedøve kan høre det – jamen så udstyrer man dem da bare med kultstatus a la Sussie & Leo. Markedsgøglere, der i andre (og større) lande ikke ville have en kinamands chance som andet end netop markedsgøglere, bliver i Danmark kanoniseret til stjerner for en aften, efter aften, efter aften … Når TV 2 for tyvende gang genudsender Linie 3’s halvgamle jubilæumsshow med endnu ældre sketches, så burde det rejse sig en seerstorm af protester. Men nej, nationen elsker dem tillige med clairvoyante charlataner, sammenvoksede tvillinger og spiseforstyrrede, overvægtige grædekoner. Absolut nobodys med intet på hjertet er seermagneter, fordi de er kendte for at være kendte. Og så er der alle dem, der faktisk godt kan, men som totalt mangler selvkritik og får lov til at hvile på laurbærrene. Ram plet et par gange med eksempelvis en Likørstue eller en Mandrilaftale, og sendefladen ligger åben for dig til at køre frigear og underholde med pruttelyde og drengerøvs-tv.
Talentløshed, middelmådighed og idiotkultur vokser i fuld flor, og det taknemmelige publikum har ikke grund til at nære den mindste mistanke, for berøringsangste anmeldere skal nok gøre det indledende pr-arbejde. Forfattere og filminstruktører anmeldes på renommeet og på tidligere succeser og med en skelen til, hvad de andre anmeldere mon mener, og ingen tør gå mod strømmen og sætte en kæp i kulturlivets roterende selvsving. Man vil jo så nødig være den, der siger, at kejseren ikke har noget tøj på. Så hellere give en hånd til et hvilket som helst loppecirkus, der er kommet til byen. Du skal nemlig endelig tro, at du er noget. Også selvom du ikke er det.

*Jesper Uhrup Jensen er journalist og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her