Læsetid: 3 min.

Forfattere kan godt leve af at skrive

Der er brug for en gennemgribende omstrukturering af hele markedet for litteratur
21. februar 2004

Kommentar
I forbindelse med forfattermødet på Marienborg er det endnu engang blevet fremført, at forfattere altid taler om penge. Men penge er desværre den allerførste forudsætning for at forfatteren kan købe sig ro til at skrive, og jeg tror ikke mange ved hvor lidt de fleste selv meget anerkendte danske forfattere faktisk lever af. Det er forstemmende, men også ganske unødvendigt, at en forfatters udsigter til med Søren Ulrik Thomsens udtryk, at blive selvhjulpen, er så ringe som de er i dag. Forfattere ville godt kunne leve af at skrive. Hvis blot de blev betalt for deres arbejde.
Det burde forventes at den velsælgende forfatter nemt kan leve af sine salgsindtægter. Men når en bog sælger godt, udkommer den meget hurtigt i billigudgaver, hvor royaltyprocenten til forfatteren er det halve af den oprindelige royalty på 15 procent. Samtidigt beregnes den halverede procentandel af billigudgavens meget lavere pris. F.eks. betales en forfatter 30 kr. i royalty pr. solgt eksemplar af originaludgaven på en bog til 250 kr., mens han kun får 4-7 kr. pr. solgt billig- eller bogklubbog. Således er det i dag næsten umuligt for selv en godt sælgende forfatter at tjene skrivetiden ind.

Royalties og afgifter
. I første omgang vil en simpel udvidelse, og om nødvendigt lovfæstelse, af minimumsroyalty på 15 procent til at dække alle bogudgaver, dog kunne række langt.
De klassiske forlags modstand mod en minimumsroyalty får forslaget til at lyde dyrt. Men det er meget små beløb vi taler om. En billigbog til 98 kr. skal kun koste 7,35 kr. mere, for at forfatteren kan få 15 procent i royalty uden at det koster forlaget ekstra. Forlagenes argument er alligevel at de ikke har råd. Det er måske ikke lukrativt at udgive skønlitteratur i Danmark. Men det er heller ikke lukrativt at lave film eller spille teater, og netop derfor får filmselskaberne og teatrene statsstøtte. Hvis støtte til forlagsvirksomhed er nødvendig for at få forlagene til at løbe rundt, hvorfor skubber forlagene så statstiggerbyrden over på forfatterne?
Biblioteksafgiften, som vi desværre ikke nåede at komme ind på til Marienborgmødet, er en vederlagsordning, der kompenserer for offentligt udlån af forfatterens værker, og bør ikke kunne sættes op og ned alt efter den til enhver tid siddende regerings forgodtbefindende. Salgsindtægter svinger fra år til år, og biblioteksafgiften er således den eneste egentlige årsindtægt forfatteren har. For på længere sigt at hjælpe os til at sikre denne afgørende indtægtskilde, har forfatterne brug for at biblioteksafgiften bliver til en fast løn- og pristalsreguleret størrelse, der ikke kan reduceres drastisk fra det ene år til det næste.

Tak for garantien, Fogh
Der vil nok altid i et lille sprogområde være behov for at støtte litterær kvalitet, særligt fordi kvalitet og salg er uafhængige størrelser, der i nogle tilfælde hænger sammen, i andre ikke. Det er også et spørgsmål om ikke sikringen af litterær kvalitet må anses for at være en samfundsmæssig opgave. Uanset hvilket, er der behov for at fordele ansvaret for kvaliteten på forskellige instanser, så vi sikrer os en mangfoldig litteratur. Sammenlignet med Kunstfonden er det nye Kunstråd en tung mastodont, der med alle sine forms- og projektkrav slet ikke passer til den søgende skønlitterære proces, men er meget bedre egnet til at støtte faglitteraturen. Det var derfor en glædelig overraskelse på Marienborgmødet at høre statsministeren garantere Kunstfondens beståelse i dens nuværende form. Lad i det hele taget støtteordninger opløftes til samfundets honorering af en indsats for den danske kulturrigdom, i stedet for at anses for almisser til den fattige udenforstående.
Hvis danskerne fortsat ønsker at have en litteratur, er det afgørende at skrivning af skønlitteratur bliver gjort bare minimalt leveværdigt. I øjeblikket er forfatterne nødt til at prioritere deres skrivning alt efter hvad der betaler bedst, og skuespil, radiospil, filmmanuskripter, for slet ikke at tale om journalistik, reklametekster, og alskens offentlige rapporter, betaler langt bedre end skønlitteraturen.
Det er derfor mit håb at alle partier i Folketinget kan enes om, at skrivning af skønlitteratur skal anerkendes som et arbejde der skal betales, således at vi i Danmark også i fremtiden vil have en litteraturarv der kan huske os på, hvad det er at være menneske midt i en verden der med sin større og større hastighed får en kortere og kortere horisont.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu