Kronik

Grundtvig, Goldschmidt - og Langballe

I året 1849 udspandt der sig en diskussion mellem N.F.S. Grundtvig og M.A. Goldschmidt, som Jesper Langballe siger, »er én af de væsentligste diskussioner på dansk om det nationale – eller om det at være dansk«
Debat
6. februar 2004

Kronik
Danskheden er blevet politisk efter mange års slumren. Dansk Folkeparti, Langballe og Krarup har gjort begrebet til et centralbegreb i deres politiske projekt. Kristendom og danskhed indgår her en forståelsesalliance med vidtrækkende
betydning. For at forstå hvor vidtrækkende, skal man tilbage til året for vor første grundlov. . Sådan sagde han på et møde i Horsens i 1994. Man kan læse foredraget i Tidehverv nr. 10 det år.
Grundtvig skrev i november 1849 i sit lille blad Danskeren, at »Hr. Goldschmidt, har alt længe udæsket Folkeligheden i det Land, hvor han fandt saamegen Giæstmildhed, at han upaatalt kan bære sig ad, »som han var hjemme««. Hvad mener Grundtvig med at Goldschmidt »fandt saa megen Giæstmildhed«? Jo, »Hr. Goldschmidt er, som sagt, folkelig talt en Giæst iblandt os og hører oprindelig til det engang meget berømte, siden dybt foragtede og grueligt mishandlede, men altid høit begavede og høist mærkværdige jødiske Folk, der, selv uden Fædreneland og Modersmaal, giennem mange Aarhundreder har bevaret sin Eiendommelighed.«
Grundtvigs begreb om nation og folk kan siges at falde sammen, men ikke af sig selv. Danskheden så Grundtvig som noget, der var hos folket, her i betydningen: ’de folkelige klasser’. Dér fandt man den egentlige danskhed. Hos de dannede og i den politiske elite var der alt for megen efterligning af det fremmede: man talte gerne tysk og efterlignede udenlandske modetræk. Danmark ville blive én nation, når eliten tilegnede sig den egentlige danskhed og blev ét med folket. Folket er således et væsensforhold. Om Goldschmidt siger han: »At Hr. G. nu heller ikke blot legemlig, men ogsaa aandelig tilhører dette mærkværdige Folk, beviser han især derved, at han skriver Dansk langt bedre end de fleste saakaldte Danske Forfattere [...]«. Dette viser netop, hvad der er galt med Goldschmidt: han aber efter.
Grundtvig mener, at man legemligt som åndeligt fødes ind i et folk, som man tvangsmæssigt er en del af. Man kan ikke undslippe det uden at tabe sit væsen, fordi man kun bliver en efterligner af en anden folkelighed. Grundtvig er ikke som raceteoretikerne senere i århundredet optaget af det biologiske, men det er den samme irreduktible og væsensbundne forestilling om kulturens tradering. Han demonstrerer overfor Goldschmidt, at det ikke kun er en bestemmelse, der er knyttet til ham som jøde. Den gælder også Grundtvig selv: »[...] ligesaa lidt som jeg, ved at lære Ebraisk, ved at læse og skatte Moses og Profeternes Skrifter, kunde blive en Israelit med den dertil hørende eiendommelige Beskuelse og Anvendelse af Menneske-Livet, ligesaa-lidt er han aandelig blevet en Dansk Nordbo ved at lære Dansk, læse og paaskiønne islandske Sagaer og nordiske Kvad, gamle eller nye.«

Forskellen mellem danskhed og fremmedhed er således grundet på en formel lighed. Men også på en eksklusivitet, som er ikke blot uoverskridelig, men hvor eksklusiviteten pr. definition hviler på noget ubeskriveligt: »Eller, dersom Hr. G. har tabt denne inderlige, ubeskrivelige Følelse for sit eget Folks Modersmaal og Fædreneland, hvorledes kan han da indbilde sig at have vundet vores, som er ham fremmede, og hvorledes kan det forundre ham, at vi føle dybere og varmere for Danmark og Danskheden end han, og maae derfor betragte deres Farer med ganske andre Øine, kan slet ikke trøstes med hans Trøst over de for os uerstattelige Tab, og kan slet ikke følge hans kolde Raad, om vi saa end troede, vi derved alle kunde blive Millionærer!« Se det er argumentation, som vil noget: hvis ikke Goldschmidt kan føle tabet af hebraisk og Israel, så kan han heller ikke gøre sig håb om at føle danskheden. Omvendt: hvis han havde kunnet føle tabet af hebraisk og Israel, så ville han ikke have gjort sig nogen forhåbning om, at føle sig dansk! Interessant er det også, at Grundtvig, som ellers er meget påpasselig med ikke at give udtryk for antijødiske følelser, alligevel må slippe djævelen løs i sproget: Goldschmidts råd var kolde, og de kunne tænkes at gøre nogen til millionærer. Kølighed og rigdom hørte sammen med jødiskhed. Dertil kommer, at jøderne er »det haardeste Folk i hele Verden«, hvorimod danskerne »er et meget blødt, maaskee det allerblødeste Folk«.
Helt parallelt siger Langballe: »Tidens modebevidste og internationalt orienterede forfatter A. M. Goldschmidt, havde spundet guld som redaktør af skandale- og vittighedsbladet »Corsaren«.« Også han har svært ved at tænke ordet ’jøde’ uden at tænke på ordet ’penge’. Grundtvig mente parallelt til Langballes ’internationalt orienterede’, at Goldschmidt betragtede Danmarks situation i 1849 ikke med »en Dannemands eller ægte Nordboes« syn, men med »en Verdensmands Øine«. Og det kom sig af, at han netop havde glemt sit modersmål og tabt sit fædreland, så han ikke vidste, hvad der er det »allerkiæreste«, men betragtede »ethvert Sprog kun som et Middel til at giøre sig forstaaelig for hinanden, og hævede sig over al Folkelighed (Nationalitet) som et snævert og egenkærligt Begreb [...].«

Goldschmidt svarede på udelukkelsesmanøvren bl.a.: »Det synes ham, at jeg er kommen som »Gjæst« directe hertil fra Palæstina og i en Haft har »tillært« mig det danske Sprog, medens et andet Sprog laa underneden og endnu kunstig bliver holdt tilbage. Men her er en Feiltagelse. Hvorledes mine Forfædre have vandret, veed jeg ikke; de ere komne hertil, og Broen, hvorover de gik er afskaffet. Jeg troer, at min »Slægt« i et af de forrige Aarhundreder er indvandret fra England; den har altsaa først modtaget en god normannisk Opdragelse, maaske var det mine Forfædre, hvem Sachseren Gurth holdt Skinken og Træsværdet for Næsen for at spærre ham Veien til Tourneerpladsen – man gjør jo nu samme Kunststykke ved mig.«
Hvad Grundtvig ville var – fire måneder efter Grundlovens vedtagelse – at Goldschmidt på grund af sin jødiskhed ikke talte med om danskhed. Danskheden var bestemt ved afstamning og væren. Lige meget hvor længe Goldschmidts familie havde opholdt sig i Danmark, forblev de ’ikke-danske’.
Denne kulturabsolutisme er ikke antisemitisme i den forstand, ordet bruges efter 1880. Men det er dels en traditionel kristen antijudaisme (uden hvilken antisemitismen aldrig kunne have udviklet sig til det den blev, f.eks. massemord) og dels en romantisk national-religiøsitet. Det nationale er noget uudsigeligt. Det kan ikke afgrænses i sig selv, men de som besidder den, kan afgrænse andre fra at være med i den.

Selvom Langballe langt fra er grundtvigianer, beskriver denne operation meget fint den holdning til danskheden, han giver udtryk for i foredraget fra 1994: »At være dansk er for en dansker slet og ret: at være.« Han understreger, at Grundtvig ikke var antisemit, han havde jo netop forsvaret jøderne efter 1813. Men der var altså en meget vigtig grænse: danskere kunne jøderne aldrig blive. Som Grundtvig udtrykte det i et digt fra 1864:

Skabt er vi i Moderslivet,
Som os selv det maatte tækkes,
Og til andet ej med Livet
Vi kan stækkes eller strækkes:
Vi til Tysken som til Jøden
Kun omskabes kan med Døden.

Denne forståelse af danskheden ligger også bag Tidehvervs udgivelse i 1999 af Luthers tre hadeskrifter Mod tyrken og jøden. Som teologiprofessor Martin Schwarz Lausten har gjort opmærksom på, er der intet teologisk i disse skrifter. Derimod udtrykker de en klar politisk vilje til at undertrykke muslimer (tyrken) og jøder som bærere af bestemte religioner og som folk. Søren Krarups ønske om at kunne kontrollere religionen hos folk, som ønsker dansk statsborgerskab, hænger sammen hermed. Krarup og Langballe mener, at jøder og muslimer ikke kan få frelsen. De mener, at jøder og muslimer gennem uoverskueligt mange generationer vil vedblive at være artsfremmede for det danske. Den eneste mulige politiske konsekvens heraf er, at hindre jøder og muslimer i at få dansk statsborgerskab. Det lader imidlertid to afgørende spørgsmål blæse i vinden: hvad med de mange jøder og muslimer, som har dansk statsborgerskab, skal de på lidt længere sigt have det frataget? Og hvordan med religionsfriheden i Grundloven, skal den de facto ophæves.

*Morten Thing er seniorforsker, dr. phil. Han har i bogen Den historiske jøde (2002) udfoldet diskussionen mellem Grundtvig og Goldschmidt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her