Kronik

Jamen, jeg bor ikke i Herlev

I maj 2002 blev 35 Brøndbyfans af politiet transporteret til Herlev mod deres vilje. Det blev en togtur væk fra retssikkerheden og med magtmisbruget som endestation
Debat
16. februar 2004

Kronik
I maj 2002 transporterede politiet 35 Brøndbyfans til Herlev mod deres vilje. Transporten skete ifølge politiet af hensyn til personernes egen sikkerhed. Byretten fandt, at politiet havde handlet i modstrid med loven. Men landsretten kom til det modsatte resultat. Den 28. januar afviste procesbevillingsnævnet at lade sagen prøve ved Højesteret.
Vi vil nu lade læserne komme med på togturen til Herlev. En togtur vi, ifølge landsretten, alle kan blive udsat for. En togtur væk fra retssikkerheden. En togtur med magtmisbruget som endestation. Læn dig tilbage i sædet og nyd rejsen.
Det er den 12. maj 2002, og Brøndby har netop spillet 1-1 i Parken mod FCK. Resultatet betyder, at Brøndby er så godt som Danmarksmestre, og skønsmæssigt 8.000 Brøndbyfans forlader Parken og bevæger sig rundt i København. Nogle for at tage hjem, andre for at fejre ’sejren’. Folk samles i grupper på 20 til 100 personer og indtager byens værtshuse.
Således også på Absalon, få meter fra Rådhuspladsen, hvor det lykkes mellem 40 og 50 mennesker at få plads. De begynder at skåle og synge, og alle vidner beskriver stemningen som god og rolig. Ude på gaden går andre Brøndbyfans forbi, og der jokes med de FCK fans, der går samme vej. Der er ingen ballade i luften.
Politiet har i månederne op til denne dag trænet ihærdigt til det kommende EU-topmøde. Der er indkøbt for millioner af kroner nyt materiel og alle betjente får efteruddannelse i crowd-control.
De øver sig i at styre store flokke af andre politifolk, eller folk lånt fra militæret, klædt ud som demonstranter. Der bliver råbt og skreget, der bliver kastet med trækævler som ’øvelses-brosten’, folk bliver dirigeret rundt med, anholdt, pacificeret og smidt på jorden. De folk, der deltager som demonstranter, bliver kaldt for figuranter. Der mangler bare noget: den ægte vare.
For de fleste fodboldfans er det imidlertid ikke så interessant, hvad politiet render rundt og laver, og om de har husket at købe hjelme og hollændervogne nok. Det vigtige er, at Danmarksmesterskabet denne dag er blevet afgjort mellem de to store danske klubber: Brøndby og FCK. Men for gæsterne på Absalon skal det blive dagen, hvor de på egen krop skal mærke resultatet af politiets træning.
Til stede på Absalon er også Stefan, der ikke har set kampen, men har været ude og fejre sin bryllupsdag med sin kone. Da de ankommer til stedet er alt roligt. Men Stefan er hans kone er nu kun få minutter fra at være figuranter. De skal snart opleve at være: den ægte vare.

Udenfor opstår der på et tidspunkt skubberi mellem Brøndby- og FCKfans, men
parterne bliver skilt ad og går videre. Ingen af parterne går ind på Absalon. Alligevel møder politiet kort efter talstærkt op foran baren. De blokerer indgangen og lader ingen slippe hverken ud eller ind.
En enkelt forsøger at komme ud, men bliver, uvist af hvilken grund, anholdt, fikseret og båret væk. Enkelte går i stedet ud af bagindgangen, inden politiet opdager det og posterer civile betjente, der forhindrer flere i at slippe ud.
Gæsterne drikker deres øl, mens de undrer sig over det, der foregår ude på gaden. Ingen af gæsterne opfører sig støjende eller forsøger at provokere politiet. Efter cirka 20 minutter bekendtgør personalet, at Absalon lukker, og at folk kan få omhældt deres øl til plastikkrus.
Gæsterne strømmer ud på gaden, hvor 50 kampklædte betjente venter på dem. Der bliver ikke givet nogen grund til lukningen.
Ude på Strøget er alt roligt, når man ser bort fra betjentene og deres tre hollændervogne. De står i rundkreds omkring de folk, der kommer ud og sørger for, at de ikke slipper væk. En fyr holder sin kærestes taske. Hun er gået udenfor for at købe noget at spise og befinder sig nu på den anden side af politikæden. Han forsøger at give hende tasken men bliver skubbet væk: Du skal ikke give noget til nogen. Du skal bare følge med nu, lyder kommandoen. Hele gruppen bliver fulgt henover Rådhuspladsen og ned mod Hovedbanegården. Rundt om gruppen går politifolk i tæt sluttet kreds, så ingen kan slippe væk. Foran og bagved er der hollændervogne.

Politiets officielle forklaring er, at transporten sker for deltagernes egen sikkerheds skyld. De har hørt, at en gruppe FCK hooligans er på vej ned af strøget, og for at undgå ballade skal Brøndby-tilhængerne væk. Hjemlen til denne aktion finder de i retsplejelovens paragraf 108, den såkaldte generalfuldmagt.
Men hvorfor det netop er disse 35 personer, der skal i sikkerhed, er ikke umiddelbart forståeligt. Uden for flokken står der flere hundrede Brøndbyfans og synger.
Gruppen forsøger i flere omgange, at få en forklaring på den usædvanlige transport. Nogle vil gerne med en bus fra Rådhuspladsen, mens andre spørger, om det er en øvelse op til topmødet. Alle forespørgsler bliver besvaret med »hold kæft« – et udtryk, som deltagerne skal høre igen og igen den næste halve time.
Da gruppen når Hovedbanegården, bliver alle eskorteret ned på perron 11-12. På perronen holder et tog mod Hundige, og Stefan og hans kone, der jo ikke havde været inde til kampen, forklarer at de har været ude og fejre deres bryllupsdag, bor i Greve og derfor gerne vil med dette tog. »Hold kæft,« lyder svaret.
Det næste tog, der ankommer, er toget til Frederikssund. Da dørene åbnes begynder politiet meget hårdhændet at skubbe folk ind i de to bagerste vogne. Nogle sætter sig til modværge, men bliver på stedet overfaldet af flere politifolk. De bliver anholdt og smidt på perronen.
Resten af gruppen bliver skubbet af de kampklædte betjente, der nu har slået visiret på deres hjelme ned. Stefan bliver skubbet så kraftigt, at han rammer hårdt ind i togets modsatte dør. Han bliver flået tilbage og presset ind gennem en dør til kupeen, hvor en politimand skubber ham så hårdt i ryggen, at han må tage fra i håndtaget for ikke at ryge med stor kraft ind i ryggen på sin kone. Skubbet er så hårdt, at han får læderet sin skulder. Da han tager fra ved døren, tror den nu meget ophidsede politimand, at han sætter sig til modværge. Han tager Stefan og kaster ham hårdt op mod døren. Da Stefan bliver vendt om, spørger han politimanden, »hvad der sker?«. »Hold kæft,« råber politimanden direkte ind i ansigtet på ham. Stefan bliver herefter tvunget til at sidde på gulvet i mellemgangen uden at kunne kommunikere med sin kone eller andre.
En anden fyr spørger, hvor de skal transporteres hen og siger til politiet, at de ikke har ret til at behandle folk på den måde. Svaret kommer prompte: En fod hårdt i knæhaserne, og to politifolk tvinger ham i gulvet, så hans briller ryger af. De giver ham strips på hænderne og tvinger ham op igen.
Ifølge landsretten er denne mand samt ingen af de øvrige tilstedeværende frihedsberøvet. Ifølge politiet er de taget med på togtur for deres egen sikkerheds skyld.
Da toget ankommer til Herlev Station, råber politifolkene: »Så skal I af.« Alle bliver igen skubbet hårdt ud på perronen. Her får de at vide, at de ikke må tage det næste tog tilbage. I gruppen befinder sig også tre svenskere, der ikke aner, hvor de er, eller hvordan de skal komme tilbage. De spørger betjentene, hvad de skal gøre, men svaret lyder »hold kæft«, som det har gjort hver eneste gang, nogen har spurgt om noget.

Paw og Tazz, der har meget stærk klaustrofobi, bliver skubbet ind i et læskur, hvor Tazz bliver presset ind bag en anden mand. Hun bliver panikslagen og prøver at komme fri. Betjenten tager hårdt fat i hendes arme. Tazz går i panik, mens Paw råber til betjentene, at de skal slippe hende. Hun havner på jorden og får strips på.
Tazz er 163 cm høj og vejer under 50 kg. Den politimand, der kaster sig over den rædselsslagne Tazz, er 190 cm høj og vejer omkring de 100 kg. Hun spræller og prøver at slippe fri. Hun rammer betjenten med et spark. Tazz bliver anholdt, sigtet og senere dømt for vold mod embedsmand i funktion. Det sker alt sammen for hendes egen sikkerheds skyld.
Resten af gruppen får senere lov at tage et tog tilbage til København, hvor de fleste af dem bor. De bliver dog forhindret i at købe en billet, og som konsekvens får flere af dem senere en bøde.
Tazz havner i arresten. Hun bliver tilset af en læge, der konstaterer, at hun skal løslades hurtigst muligt på grund af hendes voldsomme klaustrofobi. Men det gør hun ikke de næste mange timer. I stedet bliver hun overført til Vestre Fængsel, hvor politiet siger, de vil anbringe hende på en sygeafdeling. I stedet bliver hun spærret inde i en enecelle. Hun er blevet den ægte vare.
Vi har nu landsrettens ord for, at generalfuldmagten giver politiet mulighed for at tilbageholde folk i over en time og transportere dem 10 kilometer væk fra deres opholdssted og bopæl. Alt sammen for deres egen sikkerheds skyld. Men dommen siger intet om, hvor længe man kan tilbageholdes, og hvor langt man må transporteres væk. Justitsminister Lene Espersen (K) har hidtil nægtet at udtale sig til medier om sagen og har ikke vist sig villig til at sætte grænser for politiets brug af retsplejelovens mest udbredte gummiparagraf. Så stadig ved vi ikke, hvad vi udsætter os selv for, næste gang vi skal til fodbold. Sæsonen starter igen til marts.

*Jais Tindborg og Thorbjørn Maigaard er Brøndbyfans

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her