Kronik

Kald mig Max Weber

Tre år med dørkarmsproduktion og 100 år med »Den protestantiske etik og kapitalismens ånd«
25. februar 2004

Kronik
Første gang jeg læste Max Weber var for et halvt århundrede siden, da jeg som 19-årig studerede virksomhedssociologi på Wayne University i Detroit.
I samme periode havde jeg også et som job som ufaglært medhjælp på en lille fabrik i en vestlig forstad til Detroit, der fremstillede dørkarme og rammer til panoramaruder. Kundekredsen var især at finde blandt den dengang opadstigende arbejderklasse, der var på vej ind i tidens ekspanderende villahus-byer.
Af de 14 arbejdere i produktionen på vores lille værksted, adskilte en sig klart fra de øvrige. Han hed John og var dybt troende medlem af et skotsk-presbyteriansk kirkesamfund. Altid var han første mand til at genoptage arbejdet
efter en alt for kort kaffe- eller frokostpause. John var asketisk, utrættelig og langt mere ivrig efter at hengive sig til sit arbejde end nogen af de andre mænd.
Min læsning af Max Weber hjalp til at forklare, hvorfor John var forskellig fra f.eks. Red, som kom fra Kentucky. Hvis det kneb for mig indføje rudeglasset korrekt i vinduesrammen, var Reds råd altid: »Gør det på den lette måde, Jonnie!« Red arbejdede også hårdt, men han besad ikke »den protestantiske etik« – hint ophøjede kald til at arbejde for arbejdets egen skyld. Jeg havde hørt om ’kunst for kunstens skyld’. Men på fabrikken fandt jeg ud af, at der også findes ’arbejde for arbejdets skyld’. John var som en levende anskueliggørelse af Webers berømte tese, for han følte kaldet til at arbejde.
At skelne og forklare ’egenartede’ udviklingstræk var målet for Max Webers tese i 1904. Det egenartede i denne forbindelse var den moderne vestlige kapitalisme og spørgsmålet var, hvad der gav stødet til denne i flere henseender
irrationelle strømning. I sin søgen efter et svar blev Weber opmærksom på protestantismens forskellige sekter og deres kaldsforestillinger. Det kaldbegreb, som Weber udmøntede, eksponerede således en uventet sammenhæng mellem religion og økonomi i den moderne tidsalder.
I protestantismens optik kalder Gud os til arbejdet. Vi kan ikke vide, om vi opnår frelse. Men synlig succes i ens arbejde kunne tænkes at være et tegn på, at man nyder godt af Guds nåde. Dette skulle være den dybereliggende grund til, at selvrealisation i arbejdet for så mange os bliver er en så ansporende bevæggrund. Og det var også i denne ånd, at min generation af sociologistuderende i USA – 1948-68 – optog Weber i vores personlige tilværelse. Hans bog fra 1904 som var obligatorisk læsning på studiet, blev en slags almanak i selvdisciplin. »Jeg kan ikke se fodboldkampen i dag. Jeg skriver på en opgave… om den gode gamle protestantiske etik, du ved.« Vi kunne bruge Weber-tesen som moralkodeks for vores egen livsførelse, hvor arbejdet – ikke morskab – var i højsædet, og håbet om succes eller jordisk frelse forhåbentlig ville blive resultatet.

For Max Weber stod USA ved det 20. århundredes begyndelse som selve symbolet på et samfund, hvor den kapitalistiske ånd har nået sit mest avancerede stade. Det var samtidig det samfund, hvor den protestantiske etik havde større autoritet end noget andet sted. Fandtes der et bedre eksempel på amerikansk arbejdsetik end Benjamin Franklin? Det var den praktisk og sekulært orienterede Franklin, som forvandlede New Englands puritanisme til den ny kapitalismes moral. Overgangen fra religiøs til økonomisk rationalitet forekom Weber at forløbe så umærkeligt, som når eksprestog skifter spor. Der findes, hævdede Weber, en sammenhæng mellem to adskilte sfærer i den menneskelige erfaring. Denne sammenhæng burde ses som en tentativ rettesnor – ikke som en vished. Weber sørgede omhyggeligt for at holde sine forsigtige og prøvende videnskabelige vurderinger fri af matematiske formlers stringens. En stor del af Webers værk består således af fodnote med forbehold, hvori han nuancerer og afvejer de mere generaliserende udsagn i hovedteksten.
Max Weber og hans kone, Marianne, besøgte i efteråret 1904 USA på en tre måneders rundrejse, og erfaringerne herfra har utvivlsomt kun yderligere bestyrket Weber i hans tese. For Weber var turens primære formål var at præsentere sine teorier ved en tysk sponseret konference i St. Louis, der afholdtes i forbindelse med Verdensudstillingen i byen samme år. St. Louis var industrielt og kommercielt centrum for et velstående tysk immigrantsamfund, som bl.a. omfattede Anheuser-Busch-dynastiet, der gav os Budweiser-øllen. I sit foredrag fremhævede Weber kontrasten mellem ’traditionelle’ arbejdsvaner blandt polske (romersk-katolske) landarbejder-indvandrere med ’moderne’ preussiske (protestantiske) arbejdsgiveres arbejdsbegreb. Denne forelæsning i St. Louis var den første, Weber holdt efter en uhyggelig psykisk nedtur, der havde varet fem år.

Max Weber havde lidt af alvorlig depression og lammelser og længe været ude af stand til at forske og undervise. Den intense arbejdsdisciplin og de mange triumfer, han havde fejret i som ung sin kometagtige akademiske karriere, var kommet til en brat ende. Tilsyneladende udløste en krise i hans familie depressionen. Sønnen Max var nært knyttet til sin ømt hengivne moder, hvorimod forholdet til den strenge far var anstrengt. I en alder af 33 år gik Max omsider i rette med faderens tyranniske væremåde. Et ophidset skænderi fulgte, og få uger senere døde Maxs far af blødende mavesår. Overvældet af skyldfølelse – eller var det skammen ved undertrykt glæde? – sank Max ind i dyb depression.
Da han i 1903 sammen med andre fremtrædende tyske intellektuelle blev inviteret til USA, begyndte hans tilstand imidlertid at bedres. Turen til Amerika gav terapeutisk bonus. Førte den ikke ligefrem til himmelsk frelse, resulterede den i det mindste i ny professionel succes. Webers videnskabelige kald, der var slumret ind igennem fem år, fandt igen sin stemme.
Hans klassiske værk vidner om dette. Kaldsforestillingen viser både vej for Webers personlige livshistorie og for hans fortælling om den moderne kapitalismes tilblivelse.
Weber var ikke nogen utvetydig tiljubler af kapitalismens opkomst. Han havde tydeligvis også blik for den undertrykkelse, individerne kan pålægge sig selv i det hellige arbejdes navn. Disciplin er en guddom med Janus-ansigt, og den psykiske pris for succes i ens arbejdsliv kan som bekendt ofte være meget høj.
Som universitetsstuderende i 1950’erne læste mange af os J.D. Salingers The Catcher in the Rye (1951) (på dansk: Forbandede ungdom, 1953). Helten i romanen, Holden Caulfield – hvis navn spiller på de bibelske termer behold (behold the Man – se hvilket menneske!) og calling (kald) – er en ensom 16-årig rebel imod det falske (’phoney’) samfund, der omgiver ham. Caulfield fortæller sin historie fra et sindssygehospital, hvor han er interneret, fordi han har gjort sit liv til en ’fiasko’, læs: udvist demonstrativ mangel på interesse for succes. Vores generation hyldede Holden Caulfield for hans tragiske protest imod succesræsets totaldominans. Holdens forestilling om et ideelt kaldsarbejde var at beskytte (catch – ’fange’) børn imod at falde ud over en skrænt, når de legede i en rugmark (rye). Så hvis Holden Caulfield forkastede økonomisk succes som en falsk livsværdi, legemliggjorde han også en alternativ frelses ånd. For Salinger var zenbuddhisme da også det oplagte religiøse alternativ til den amerikanske puritanisme.

Franz Kafkas ligeledes 16-årige helt i romanen Amerika, Karl Rossman kan tjene som endnu et vidne i min Max Weber-celebrering. Karl blev sendt bort fra Europa og til USA, fordi han havde gjort familiens stuepige gravid. Åbenbart havde denne kvinde forført Karl – det omvendte af den konventionelle situation. Som Caulfield var Rossmann en ensom og uskyldig skibbruden i tilværelsen. Begge befandt de sig i en brat afbrudt og ikke-fuldført overgangsrite.
I Amerika får Karl arbejde i tjenerfaget, da han bliver ansat som elevatordreng i det enorme, hektisk fortravlede og bureaukratiske ’Hotel Occidental’. Efter flere måneders smertelige prøvelser reflekterer Karl på en jobannonce, der efterspørger raske folk, som vil arbejde i ’Oklahomas Naturteater’. Kafkas fiktive USA lyder som en surrealistisk parodi på Max Webers sociologiske Amerika: »Det store Oklahoma-Teater kalder på jer! Det kalder kun i dag, kun én gang! Den, der forsømmer lejligheden i dag, forsømmer den for altid! Den, der tænker på sin fremtid, hører til hos os! Alle er velkomne!«
Pudsigt nok var det vestligste punkt på Max Webers Amerika-rundrejse netop Oklahoma. Franz Kafka rejste aldrig til USA, bortset fra i sin fantasi. Men både Max Weber og Franz Kafka formulerede i kraft af deres Amerika-billeder en skræmmende og fascinerende vision af det moderne bureaukrati og dets uhyre magt: en rationalitet, der i et uhæmmet amokløb udskiller sit eget vanvid.

*Den tyske sociolog Max Weber (1864-1920) udgav i 1904 ’Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’ (da. udg. Forlaget Nansens-gade Antikvariat, 2001)

*Jonathan Schwarz er dansk-amerikansk antropolog

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu