Genus og sexus
Lilian Munk Rösings kronik den 7.-8. februar 2004 Er kønnet en god idé? lider af den fejl at den opfatter ordet køn på en yderst abstrakt og dermed upræcis måde og derved rummer nogle postulater, der ikke holder for en nærmere prøvelse.
Hvis man i stedet tager et helt konkret udgangspunkt i en grundlæggende skelnen mellem genus forstået som det grammatiske køn og sexus som det biologiske, oplevede eller sociale køn, kan man ved hjælp af en sproglig analyse komme frem til et helt andet resultat end LMR, når hun fremfører det skinbarlige vås, at (kvindekønnet) er et køn, der er negativt defineret; et køn, der er defineret som ikke-neutrum, og dermed er det egentlig ikke noget køn, men et pseudokøn.
For nu at starte bagfra. Oprindeligt og stadigvæk oftest er der to sexus, nemlig hvad vi kunne betegne som handyr og hundyr, og som umiddelbart kan overføres til de to genera maskulinum og femininum. Alligevel mente de gamle romere at man i sproget havde brug for et tredje genus, der kunne betegne det der ikke kunne henføres til hverken det ene eller det andet sexus. Hvad skulle man nu kalde et genus der ikke kunne henføres til et af de to velbekendte sexus, og som ikke var hverken det ene eller det andet køn, ingen af de to? Svaret var såre simpelt på latin ne utrum, (intet af de to). Genus neutrum må således betragtes som det genus der som det eneste ikke kan henføres til sexus!
Besynderligt
På de germanske sprog skelner man mellem genus i de personlige pronominer i singularis, men ikke i pluralis. Det gør man derimod i personlige pronominer i pluralis på en eller anden vis i de romanske sprog på en helt (og for danske gymnasieelever besynderligt) anden måde: Hvis genus er maskulinum, er der ingen garanti for kønssammensætningen, sexus. Blot et hankønsvæsen i en talrig kvindeskare får den kollektive betegnelse af genus til at blive maskulinum. Dermed er vi ikke blevet klogere: Genus maskulinum meddeler ikke sexus! Derimod signalerer genus femininum entydigt sexus femininum!
Det må derfor konkluderes at sexus (på visse sprog) slår igennem i genus, når det drejer sig om hunkøn. Hunkønnet (sexus) markeres således entydigt i sproget som genus, hvorimod hankønnet (sexus) ikke er entydigt som genus.
Derfor burde LMRs indledende citat have lydt: Kvindekønnet er et køn, der er positivt markeret i sproget; et køn der fortrænger hankønnet, og dermed er det eneste køn der manifesteres i sproget (og den deraf opståede bevidsthed).
