Kronik

Lugten i bageriet

Det er grotesk, at man opfordrer indvandrere til at indgå tætte relationer med danskere, når danskerne selv har det svært med tætte relationer
Debat
17. februar 2004

Kronik
Det er i sig selv et problem, at indvandrernes integrationsvanskeligheder bliver betragtet som et isoleret problem herhjemme. Som bekendt hænger tingene sammen, ikke mindst når det drejer sig om samfundsrelevante temaer. Derfor vil det både gavne danskerne og indvandrere, hvis politikerne og medierne anskuer temaet i et bredere samfundsperspektiv og sætter det ind i et større sammenhæng.
Denne konklusion er jeg kommet til på baggrund af mit tidligere job som indvandrerlærer.
Mange indvandrere bliver forvirret over de modsætningsfulde signaler og forventninger, de får fra de danske omgivelser. På den ene side bliver de opfordret til at deltage i samfundsdebatten og alle mulige sociale aktiviteter på lige fod med danskerne. På den anden side – når de så kommer med konstruktiv kritik – får de tit at vide: »Er det måske bedre i dit hjemland? Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet …«
Det gælder også – hvor grotesk det end lyder – de indvandrere, som har boet herhjemme de sidste 25-30 år.
Det er også grotesk, at man opfordrer indvandrere til at indgå tætte relationer med danskere, når de sidstnævnte selv har det svært med tætte relationer. Danskere har alt for travlt og er alt for stressede til at prioritere menneskeligt samvær særlig højt.
»Jeg ved præcis, hvad en dansker svarer på spørgsmålet: ’Hvordan går det?«’, sagde en af mine tidligere kursister.
»Svaret lyder: ’Jeg har travlt!’«
Et svar, der ikke ligefrem indbyder til et tættere samvær, er der mange indvandrere, der synes. Snarere tværtimod.
Travlhed og stress får i det hele taget skylden for mangel på ordentlige menneskelige relationer herhjemme.
Men for mig at se er det blot en komfortabel undskyldning for ikke at prioritere menneskeligt samvær særlig højt. Dermed fraskriver man sig ansvaret for at være noget for sine medmennesker.
Vi lever i en tid, hvor egoisme og narcissisme har kronede dage. En farlig cocktail som mange har fået smag for – og efter alt at dømme ikke kan få nok af.
Dens berusende effekt afspejler sig i den tiltagende afstumpethed, overfladiskhed og ligegyldighed, som karakteriserer vore forhold herhjemme. De præges i stigende grad af magtspil, manipulation og mistænksomhed
Det hele er cool business.
Og det er heller ikke så mærkeligt, når man tænker på, at købmandsmentaliteten er fællesnævner for de menneskelige relationer herhjemme. Det udelukker på forhånd hjerteligt og oprigtigt samvær – uden bagtanker og mistænksomhed.
I stigende grad bruger vi fraser, der hører økonomisektoren til, når vi snakker om vort følelsesliv.
Det drejer sig om at:
*investere vore følelser
*forvalte de følelsesmæssige ressourcer
*reducere de følelsesmæssige omkostninger
»Hvad kan jeg bruge ham/hende til?« har vi tendens til at spørge os selv, når vi kommer i kontakt med en ny person.
Det ville være mere opbyggeligt, hvis vi i stedet spurgte: »Hvordan kan vi bedst bidrage til hinandens vækst og udvikling?«
Også forholdet mellem danskere og indvandrere er præget af samme tendenser. De sidstnævnte bliver betragtet som problemer, der skal tackles, ud fra den betragtning at »...vi kan ikke bruge dem til noget...«

Sandheden er, at langt de fleste indvandrere er interesseret i at komme i arbejde og give et positivt bidrag til det danske samfund. Men mange bliver mødt med mistænksomhed og reservation, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Det gør, at deres motivation langsomt, men sikkert forsvinder. Det gælder ikke mindst de veluddannede indvandrere, som gerne vil bruge deres uddannelse og faglige kompetencer.
Mange oplever at deres danske kolleger opfatter dem som en trussel, hvilket bevidst eller ubevidst afstedkommer mobning og psykisk terror. Den optræder tit i form af tavshed, kulde og mangelfuld kommunikation.
»På den ene side fik jeg af kollegerne at vide, at jeg manglede selvtillid. På den anden side følte jeg, at de forsøgte at tage – den smule selvtillid jeg havde – væk fra mig,« fortalte en iransk ingeniør, som kom i jobtræning i en højteknologisk virksomhed.
»Jeg følte, at de ville af med mig, fordi jeg var anderledes. Fordi jeg talte dansk med accent, ikke altid kunne fange de indforståede bemærkninger og fraser, som danskerne elsker at fyre af ... til sidst kunne jeg ikke holde deres kulde og fjendskab ud, så det var egentlig en lettelse, da jeg blev fyret.«
Også mange danskere føler sig udstødt og ramt af psykisk terror. Dem, der er lidt anderledes i deres væremåde, betragtes også som en trussel og et uønsket element. De bliver tit udsat for mobning og får psykiske problemer.
Tolerance og rummelighed er ganske vist i fokus lige for tiden, men det bliver tit ved snakken. Det indtryk får man, især når man hører om de mange, der er blevet udsat for psykisk terror.
»I Iran torturerer man mennesker og slår dem bogstaveligt ihjel. Herhjemme gør man det samme ved hjælp af psykisk terror,« sagde en af mine danske bekendte, som selv havde været udsat for det samme.
»En gruppe mennesker rotter sig sammen imod dig – f.eks. på en arbejdsplads – og hvis du ikke kommer væk i tide, bliver du enten fysisk eller psykisk syg, eller også begge dele. Til sidst risikerer du at dø af det.«
Når psykisk terror og mobning er et så stort problem herhjemme, skyldes det ikke mindst, at mange lider af lavt selvværd og manglende selvtillid. Det skylder først og fremmest janteloven og en kronisk skyldfølelse, som hører til det protestantiske moralkodeks.
Der bliver automatisk lagt en dæmper på ens vitalitet, spontanitet og generøsitet, når man er underlagt købmandsmentaliteten og janteloven.
Vi går rundt og er konstant utilfredse med os selv og vore omgivelser. Vi er ikke flittige nok, aktive nok og i det hele tager – gode nok. Synes vi selv.
Under disse omstændigheder kan vi ikke udfolde vort åndelige potentiale og leve optimalt. Åndelig tomhed og forfald er resultatet. Den ringe livsglæde bliver afløst af omfattende livslede. Den gør, at man betragter sine medmennesker – i bedste fald – med skepsis, mistænksomhed og tilbageholdenhed, og – i værste fald – med foragt, angst og kynisme.
På kort sigt er der mange, der på den måde får afløb for deres aggressioner og frustrationer, men på langt sigt skaber det en negativ og destruktiv atmosfære ude i samfundet. Derfor er det kun naturligt, at psykisk overskud er en mangelvare i det moderne danske samfund.

Vi stresser, jager og løber. Men hvad er det, vi forsøger at løbe væk fra. Os selv? Selve livet.
Samtidig er der en desperat hunger at spore – åndelig hunger – efter menneskelig substans.
Men vi gør alt for at dulme den med mere eller mindre ligegyldige aktiviteter og løs snak.
Vi savner nærvær, dybde og varme. Samtidig bliver vore urørlighedszoner større og større.
»I mange af de lande, hvor indvandrere kommer fra, hersker der rigtig hungersnød, hvorimod der herhjemme hersker åndelig hungersnød. Mange dør nærmest bogstaveligt af åndelig underernæring og ensomhed,« har en af mine bekendte med flygtningebaggrund bemærket.
Og så er der sikkert nogen, der fristes til at sige: »Nå ja, hvis du ikke kan lide lugten i bageriet ..."
Men ærlig talt – vi kommer ikke videre i vor udvikling, hvis vi bliver ved med at kradse de eksistentielle problemer på overfladen og hurtigt skynder os at diskutere kontante problemer som skat, trafik og forurening. De problemer er naturligvis relevante, men de løser ikke de eksistentielle problemer, vi har med os selv og vore omgivelser.
Kun et mere rummeligt og tolerant menneskesyn vil give os det menneskelige overskud og den livsglæde, vi savner i hverdagen. Det kræver imidlertid, at vi tør konfrontere os med vor egen egoisme, kortsynethed og berøringsangst.

*Sofia Kuperman er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her