Kronik

Ministerier svigter de unge i uddannelsesvalg

Skal der gives information om det fremtidige arbejdsmarked for kandidater med lange videregående uddannelser, er det ikke mindst Videnskabsministeriet selv, der må påtage sig ansvaret
19. februar 2004

Kronik
I Danmark har det længe været et dogme, at der fra Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet ikke skal gives konkret vejledning om valg af f.eks. en bestemt videregående uddannelse. Hovedårsagen er, at der tidligere har været eksempler på, at centralt udformede anbefalinger har vist sig ikke at kunne holde. Især det forhold, at Undervisningsministeriet tidligere har brændt fingrene ved at anbefale konkrete uddannelser, har betydet, at ministerielle anbefalinger om valg mellem uddannelser er blevet indstillet.
Dette er kritisabelt, idet det må forventes, at de centrale myndig-heder har de bedste informationer om det fremtidige uddannelses- og arbejdsmarked. Der burde hvert år udgives informationer herom. Så længe dette ikke sker, vil der være et pres for en række ineffektive alternativer. Et eksempel herpå er det pres, der opstår for en vidtgående vejledning om erhvervsorientering, dvs. for jobmuligheder, i selve universitetsstudierne. Problemet med dette er, at vejledningen først sættes ind, når den væsentligste skade måske er sket: nemlig ved valget af en ret udsigtsløs uddannelse. Hertil kommer – dog mindre væsentligt – at der vil gå tid og ressourcer fra fordybelse i studierne til erhvervsorientering.
Det er givetvis kendt, at det ikke er let for universitetsuddannede humanister at finde ønskejobbet eller i det hele taget at få et job. Men hermed er ’elendigheden’
ikke færdig. Det økonomiske Råds formandskab har i den netop offentliggjorte publikation Dansk Økonomi, efterår 2003 set på bl.a. det privatøkonomiske og det samfundsøkonomiske afkast af forskellige uddannelser. Jeg vil her koncentrere mig om de lange videregående uddannelser, der er opdelt på tre brede kategorier i ovennævnte publikation: 1) humaniora mv., 2) samfundsvidenskab og 3) naturvidenskab samt tekniske uddannelser mv.

Vismændenes analyser viser for det første, at livsindkomsten – såvel opgjort privatøkonomisk som samfundsøkonomisk – er betydelig mindre: mellem 20 og 35 pct. for humanistisk uddannede end for de to andre lange uddannelsesretninger. Dette giver sig også udtryk i en forrentning, der er markant lavere for humanisters investering i uddannelse. Forrentningen er så lav – 4,7 pct. p.a. opgjort privatøkonomisk og 3,1 pct. p.a. opgjort samfundsøkonomisk – at den endog er under grænsen for samfundsøkonomisk rentabilitet, der ofte sættes til 6 pct. p.a.
Selv om der i disse beregninger ikke er taget hensyn til evt. ikke-økonomiske fordele i form af større arbejdsglæde, bedre helbredstilstand osv., der ofte kan være forbundet med en højere uddannelse, bør analyserne i Det økonomiske Råds seneste rapport give anledning til overvejelser om bl.a. den information, der gives til dem, der står foran valg af bl.a. videregående uddannelse.
Desværre kan der ikke hentes inspiration på dette område i Det økonomiske Råds seneste rapport. De konstaterer blot, at uddannelsesplanlægning er vanskelig, og at centralt styret dimensionering bør undgås. Heri er der næppe mange, der er uenige. Men hvad så med dem, der står over for at skulle vælge uddannelse? Skal de blot overlades til selv – med de betydelige omkostninger i form af tid og penge dette indebærer – at finde relevant information?
Hvad er så relevant information, hvem er målgruppen, og hvem skal stå for den?
Det er helt bevidst, at jeg bruger udtrykket information og ikke anbefaling, selv om der i mange tilfælde måske ikke er så stor forskel mellem det faktiske indhold i det formidlede. Men der er en afgørende forskel: hvem påtager sig ansvaret for det konkrete uddannelsesvalg? Både som forælder og samfundsborger ønsker jeg, at det er de unge selv, der påtager sig ansvaret: derfor information og ikke anbefaling.

Som økonom er det naturligt at ville oplyse om de økonomiske konsekvenser af uddannelsesvalg. Det økonomiske Råds netop publicerede beregninger over livsindkomst og afkast er et fremragende udgangspunkt. Disse beregninger kan forfines – specielt bør de gøres mere detaljerede på uddannelsesretninger. Arbejdsløshedsprocenter skal også oplyses. Dernæst skal informationen omfatte en beskrivelse og analyse af dokumenterede ikke-økonomiske fordele og ulemper. Det vigtigste skal naturligvis også fremhæves: d.v.s. uden lyst og anlæg går den næppe.
Målgrupperne er først og fremmest de unge, der på forskellige stadier i deres uddannelses- og læretid står over for valg, samt forældrene.
I det ovenstående har jeg koncentreret mig om de videregående uddannelser, da det er disse, jeg har mest føling med. Men der skal naturligvis laves et informations-materiale, der omfatter hele uddannelses- og lærepaletten. Derfor bør i hvert fald Undervis-ningsministeriet og Videnskabsministeriet være medudbyder af dette informationsmateriale. Men Arbejdsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet bør også være med.
Men det bliver ikke let at få ministerierne i arbejdstøjet. Brændte fingre og besværet med at påtage sig et ansvar er åbenbart en hindring herfor. Dette kom bl.a. frem, da medieanalysen blev fremlagt i oktober 2003. Medieanalysen er den undersøgelse af mediearbejdsmarkedet, som mediebrancens organisationer i et samarbejde med Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet har fået udarbejdet. Baggrunden herfor var bl.a. den høje ledighed blandt journalister på over 10 pct. Medieanalysen viste, at det frem mod år 2010 fortsat var mest sandsynligt med et markant overudbud af mediearbejdskraft. På denne baggrund burde det ikke overraske, at Dansk Journalistforbund ønskede optaget til medieuddannelser reduceret. Men videnskabsminister Helge Sander skyndte sig at melde hus forbi ved at sende aben videre til universitetsbestyrelserne: »Der skal ikke mange evner til at læse i materialet her, hvor det bærer hen. Vi har stadigvæk et overskud i produktionen (af journalister), selv om det bliver mindre. Jeg går ud fra, at universiteternes bestyrelser også læser rapporten.«

Efter min opfattelse er det både forkert og naivt at forvente, at universitetsbestyrelser og bestyrelser for andre videregående uddannelsesinstitutioner kan og vil påtage sig en samfundsmæssig reguleringsopgave. . Bestyrelserne for de enkelte uddannelsesinstitutioner har jo i bedste fald kun kontrol over en del af det samlede udbud inden for de enkelte fag. Og de har ingen specifikke kompetencer udi at forudsige udviklingen på jobmarkedet for de enkelte uddannelser. Det er også mere end tvivlsomt, om de vil afsætte ressourcer til at få sådanne prognoser udarbejdet, når det er en opgave, der retteligt bør løses af den centrale myndighed, her Videnskabsministeriet.
Forsøget på at placere ansvaret for indtaget på journalistuddannelsen på de enkelte uddannelsessteder fik da også det helt forventede resultat i overensstemmelse med det ovenfor anførte. Rektor for Danmarks Journalisthøjskole i Århus, Kim Minke, udtalte således 9. okt0ber: »Mobiliteten mellem de forskellige medieuddannelser er stor. Hvis vi skærer nogle pladser fra vores uddannelse, rykker andre fra randuddannelserne ind på markedet i stedet for.« Det ligger jo meget klart i denne udtalelse, at en regulering/anvisning kun kan ske fra centralt hold.
Men kampen om, hvem der skal sidde tilbage med aben eller reguleringsopgaven, fortsætter. I den netop til høring udsendte bekendtgørelse om adgang til universiteterne, har Videnskabsministeriet i paragraf 12 om optagelse fastsat følgende:
»Universitetet skal i tilknytning hertil tage højde for, at optagelsestallet er i overensstemmelse med samfundets behov for uddannelse inden for det pågældende fagområde«. Kort sagt: de enkelte universiteter får opgaven, hvis det står til Videnskabsministeriet. Men som eksemplet med journalistuddannelsen viser, er det både naivt og tåbeligt at forvente, at universiteterne vil løse en opgave, der kun i bedste fald kan løftes af de centrale myndigheder.
Og derfor må det være på tide, at Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet stopper flugten for ansvaret på dette område. Og ansvaret er vel heller ikke så slemt at bære, hvis det tages i betragtning, at retten til at tage beslutninger også er retten til at tage forkerte beslutninger, men samtidig pligten til at rette op herpå, når en beslutning viser sig at være forkert.
For at undgå misforståelser skal jeg understrege, at jeg både som forælder og samfundsborger ønsker, at det er de unge selv, der påtager sig ansvaret for valget af uddannelsesvej. Det er altså relevant information, som ministerierne skal tilvejebringe. Men i visse tilfælde er misforholdene så store mellem summen af de enkeltes ønsker og samfundets behov, at der må gribes til adgangsregulering.

*Christen Sørensen er professor i økonomi, Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu