Læsetid: 3 min.

Når systemet viser sit ansigt

Er det virkelig det Danmark, vi ønsker? Et land, hvor borgere, der mister deres kære i politiets varetægt, tvinges til at kriminalisere sig selv i bestræbelserne for at finde ud af, om der er ydet dem retfærdighed
10. februar 2004

Kommentar
Den første i serien af Magtens Billeder, som jeg selv bidrager til, sad lige i æsken.
Michael Klints og Christian Andersens film om, hvad der sker, når politiet undersøger sig selv, demonstrerede præcist og omhyggeligt – og desværre også uhyggeligt – hvad der sker, når magten skal kontrollere sig selv.
Historien handlede om den 21-årige Jens Arne Ørskov Mathiasens død i politiets varetægt. Den kraftige unge mand blev anholdt ved en byfest og taget med i politibilen. Han er i håndjern, men opfører sig så uroligt, at betjentene tilkalder assistance og kører ind på en rasteplads. Efter at være lagt i benlås går Jens Arne Ørskov i koma og dør uden at betjentene har ydet førstehjælp.
Drengens mor, Jonna Ørskov, klager over politiet i Løgstør, men statsadvokaten i Aalborg, Elsemette Cassøe, finder ikke noget at bebrejde politifolkene.
Ingen misunder politiets deres vanskelige og hårde arbejde, men når man se, hvor let filmfolkene har kunnet så tvivl om konklusionen – blot ved at gå til andre medicinske specialister – bekræftes man endnu en gang i historien om systemet, der lukker sig omkring selv.
I den forbindelse er det selvfølgelig en skærpende omstændighed, at den pågældende statsadvokat selv har været ansat på stationen i Løgstør og været kollega med dem, som hun skal undersøge. Men dertil kommer en lemfældighed, som blandt giver sig udslag i, at de Falck-folk, der siden forsøgte at yde førstehjælp, end ikke er blevet afhørt.
I udsendelsen demonstreres på rystende vis, hvordan førtidspensionisten Joan Ørskov må kæmpe med det lukkede system. Hvordan hun sammen med søsteren må sidde og afskrive dokumenter, fordi de ikke kan udleveres til hende, og hvordan hun i desperation trodser systemet og smugler papirer ud for at kopiere dem i en nærliggende forretning.
.

Lene Espersen står fast
Jeg mindes, at den siddende regering med statsministeren i spidsen, har sagt noget om, at de vil bekæmpe System-Danmark. Derfor var jeg interesseret i, hvordan magtens politiske ansigt ville forholde sig til dette flagrante eksempel på, at det er betydeligt nemmere at være myndighed end borger.
Men filmen har tilsyneladende ikke givet justitsminister Lene Espersen kvababbelser. Til Politiken siger hun:
»Det er en praksis, som aldrig har givet anledning til problemer. Konstruktionen med, at statsadvokaten tager stilling til sager mod politiet, er ydermere sikret ved, at Politiklagenævnet skal udtale sig. For mig er det uforstående, hvis nogle partier pludselig annoncerer, at ordningen skal ændres. Systemet, som det er, står jeg fast på. Der er hverken habilitetsproblemer eller problemer med uvildighed i det.«
Ingen problemer. Ingen tvivl.
Den magtfulde minister kan tilsyneladende slet ikke sætte sig i Jonna Ørskovs sted. At hun ikke ved, at der har været og er en række lignende sager, forekommer pinligt, men endnu mere besynderligt finder jeg hendes mangel på fantasi og naive tro på det gode i mennesker med magt. I den bedste af alle verdener kan folk, der arbejder inden for samme verden, selvfølgelig sagtens kontrollere hinanden. Men alle erfaringer – også fra andre brancher, inklusive vores egen – viser, at det er frygtelig ubehageligt – og derfor sjældent – at man slår tilstrækkelig hårdt ned på kolleger – på dem, som man måske skal samarbejde med i fremtiden. Tilbøjeligheden til at kunne finde alle de undskyldende momenter i en sag kan blive ganske overvældende.
Lene Espersen henviser til Politiklagenævnet, og det er i den forbindelse særdeles oplysende om systemets mekanismer, at nævnets formand, advokat Troels Bidstrup Hansen, udtaler, at man »har siddet med samme materiale som statsadvokaten og ikke har kunnet agere anderledes end at acceptere hendes afgørelse.« Ligesom rigsadvokaten. Og justitsministeren.
Nu overvejer den kritiserede statsadvokat at tage sagen op igen på grundlag af de nye oplysninger, der er fremkommet om dødsårsagen.
Men der skulle altså en ukuelig mor og et par dygtige filmfolk til, før det kom så vidt. Så lad os tænke på alle de sager, som vi ikke kender til, hvor folk blot resignerer over for systemet, og som medierne aldrig hører om og aldrig tager op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu