Læsetid: 2 min.

Partiernes krise

Kunne det tidligere tænkes, at Venstres ledelse hen over partimedlemmerne og partiets kompetente organer satte en ny kommunalreform igang?
Debat
17. februar 2004

Kommentar
I Information 12. februar 2004 kritiserede Karsten Madsen, selv kandidat for Venstre, at hverken vælgerne eller Venstres medlemmer har haft mulighed for at forholde sig til spørgsmålet om en ny kommunalreform:
»Husk på: Venstre er det sidste masseparti i Danmark. Vi har 80.000 medlemmer. Det forpligter. Og alligevel har vores landsmøde ikke taget stilling til en kommunalreform. Hovedbestyrelsen heller ikke.«
Eksemplet er et godt afsæt til at diskutere den danske magtudrednings ret optimistiske billede af de politiske partier. Partiernes medlemstal er reduceret voldsomt det sidste halve århundrede. Men mange politologer bagatelliserer dette fald. De mener, at frafaldet mest består af passive partimedlemmer. Tilbage står – ifølge denne opfattelse – en lige så stor kerne af aktive medlemmer som tidligere. Faldet påvirker derfor ikke bredden eller dybden i den politiske debat og idéudvikling i partierne
Vi ved ikke, hvor intenst medlemmerne i fortiden deltog i partilivet. Vi mangler systematiske undersøgelser. Men kunne det tidligere tænkes, at Venstres ledelse hen over partimedlemmerne og partiets kompetente organer satte en ny kommunalreform igang? Selvfølgelig ikke. Venstre var altid før forkæmper for ’det nære samfund’.
Partiorganisationerne vækkes nu kun af dvale ved valg. Den konservative Torben Rechendorff udtalte i 1987:
»Alt det væsentlige foregår i toppen og bunden er ligegyldig undtagen i valgkampssituation ... toppen ved ikke rigtig, hvad den skal bruge bunden til.«

Modstridende tendenser
Partierne har siden 1987 fået mere statsfinansiering. Det har også mindsket medlemmernes betydning i valgkampe. I den henseende kan især Venstre illustrere udviklingsretningen. Venstre var meget tæt på regeringsmagten ved valget i 1998, men tabte valget med ganske få stemmer. Partiet fik en ny leder, Anders Fogh Rasmussen. Partiorganisationen blev justeret. En professionel kommunikationsstab blev tilknyttet. Man fokuserede på en lederorienteret kommunikationsstrategi, der gjorde Fogh Rasmussen til en troværdig statsministerkandidat.
Venstres kampagne forsøgte – inspireret af Tony Blair i Storbritannien – at gøre Fogh og partiet identiske. Fogh var den eneste venstrepolitiker blandt de 16 mest citerede politikere op til valget i 2001, mens opmærksomheden på socialdemokratiske politikere blev spredt på flere. Fogh var også den eneste Venstre-politiker i partiets præsentations-video på tv, mens socialdemokraterne præsenterede flere politikere. Venstre var kommet forud for socialdemokraterne med at personliggøre politik og reducere valg til et spørgsmål om den rette statsminister. Denne udvikling beredte vejen for, at Fogh Rasmussen i 2001 kunne tiltræde som statsministerkandidat i spidsen for et parti, hvor også medlemmerne var parate til at tro, at erobringen af regeringsmagten alene var Foghs fortjeneste.
Partierne rammes nu af to modstridende tendenser. På den ene side en decentraliserende tendens til at overlade nomineringen af kandidater til valgene i højere grad til medlemmerne af de lokale afdelinger. Og ved sideordnet opstilling styrker man også de medlemmer af Folketinget, som indvælges med høje personlige stemmetal. Alt i alt gør det det sværere at styre partierne fra toppen. På den anden side er der en tendens til at professionalisere politikudviklingen og kommunikationen og gøre den topstyret. Det synes at være en god opskrift på splittelse og tilbagegang for partierne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her