Læsetid: 5 min.

Pil glorien af James Joyce

Jeg kan ikke tro, at ret mange mennesker har læst hele ’Ulysses’ uden at kede sig bravt indimellem
17. februar 2004

International
Man må sige, at Roddy Doyle valgte sit øjeblik med omhu. Da James Joyces fødselsdag forleden dag skulle fejres i New York, affyrede den irske forfatter en chokerende uærbødig salve imod sit hjemlands mest berømte forfatter og dennes feterede hovedværk, Ulysses.
»Ulysses kunne ærligt talt godt kunne have brugt en god redaktør«, sagde Doyle og satte spørgsmålstegn ved, om de mange, som sætter dette værk så højt på listen over allertiders største litteratur, overhovedet har læst monstrummet.
At lufte et sådant synspunkt i irske litterære kredse svarer til at sige, at W. B. Yeats’ poesi ikke kan måle sig med, hvad man kan læse på et gennemsnitligt Hallmark-
lykønskningskort, eller at Samuel Beckett var en skør gammel knark med fiskeånde. Den slags gør man bare ikke.
Vi nærmer os 100-årsjubilæet for ’Bloomsday’ – den dag i juni 1904, hvor hele Ulysses’ handling foregår, og Joyce-industrien har planlagt det ene storladne hyldest-arrangement efter det andet. Doyle (der regnes for en af Irlands største nulevende forfattere og bl. a. har skrevet The Commitments og Barrymore-trilogien, red.) havde lige så syrlige ord til overs for dén virak, som for bogen selv – »Det næste bliver vel, at McDonald’s serverer Joyce Happy Meals,« sagde han.
Som irsk nationalsymbol er Joyces hovedværk tilsyneladende ukrænkeligt. Skønt Joyce fik sin bagdel ud af Irland, så hurtigt han kunne komme af sted med det, og skønt det officielle Irland i mange år tilbagebetalte denne kompliment ved at forbyde, ignorere og håne ham, har Ulysses i dag fået status som en lovsang til irskheden – ja, som selve den irske kulturs absolutte højdepunkt. Også internationalt fremdrages Ulysses som et af modernismens mest triumfrige gennembrud og som det mest vellykkede eksempel på eksperimenterende prosa i første halvdel af det 20. århundrede.

For lang og for dårlig
Måske vil det støde Joyce-fans. Men jeg synes altså, at Doyle har en pointe. Ulysses er en højst ekstraordinær bog at ophøje til en så ikonisk status. Skønt der ikke sker meget på det ydre handlingsplan, er alt i bogen grotesk overlæsset med historisk, psykologisk og mytologisk betydning - parallellerne til Homers Odysseen udgør kun øverste lag. Hvert eneste af dens kapitler er skrevet i en fuldstændig ny stilart, der i mange tilfælde forekommer håbløst uegnet til sit stof. Lange passager i den er slet og ret forfærdeligt dårligt skrevet, og næppe i alle tilfælde er dette er et bevidst valg fra Joyces side. Dele af den er praktisk taget uforståelige, andre tåkrummende umorsomme. Og i hvert fald har Doyle ret i, at den er alt for lang. Intet menneske har nogensinde udtalt: »Gid dog Ulysses havde været længere!«
Hvordan har en så sælsom bog dog kunne nå den grad af popularitet, som de tilstundende jubilæumsfestligheder er udtryk for? Jeg har svært ved at tro, at ret mange mennesker har læst den in extenso, og at de i givet fald har gjort det uden at kede sig bravt indimellem.
Jeg er dog villig til at tro, at mange læsere har nydt de udsøgte første kapitler, som emmer af energi og vitalitet. Mit eget yndlingskapitel er det om gamle Simon Dedalus, og jeg ville så langt have foretrukket, at der havde været mere om ham og mindre om hans tørvetriller af en søn. Men herefter er det, som om fortællingen går død i sin egen fortænkte struktur. Mon ikke rigtig mange læsere står af netop her for i stedet at springe frem til Molly Blooms berømte og brandsjofle monolog med dens mange saftige passager. Det vil jeg bestemt ikke fortænke dem i. Selv har jeg godt nok læst hele bogen to gange, men anden gang gjorde jeg det kun, fordi jeg fik penge for det.
Ulysses skal nok klare sig som udødelig klassiker fremover, uanset hvad Doyle eller jeg siger om den. Men raseriet er påfaldende. De forargede røster synes at mene, at en så stor irsk forfatter som Doyle har en simpel pligt til at beundre Ulysses. Det er værd at notere sig, at Doyle kom med sin kætterske kommentar i egenskab af gæsteforelæser indbudt af det amerikanske James Joyce-selskab. Ingen havde ulejliget sig med at undersøge, om han var Joyce-fan. Det antog alle, at han bare måtte være.

Sakrosant monument
En sådan holdning er ikke sundt for det litterære liv. Tag nu Shakespeare, hvis ry også anses for helligt og uangribeligt. Er alle bardens stykker virkelig så geniale og interessante? Der er flere af dem – f. eks. et af de mindre som Love’s Labour Lost (Elskovs Gækkeri) og et af de større som Othello – som jeg personligt ikke kan udstå, og som jeg aldrig ville gå ind at se frivilligt. Jeg mig i udsøgt selskab, for også store ånder som George Bernard Shaw og Tolstoj havde en særdeles veldokumenteret antipati for Shakespeare – og de havde gennemtænkt hvorfor. Tolstoj brød sig ikke om Kong Lear, fordi stykket i den grad var en modpol til alt, hvad han selv søgte at opnå kunstnerisk. Som Tolstoj tror mange kunstnere så fuldt og fast på deres egen kunstneriske vi-sion, at de har svært ved at forestille sig et plausibelt alternativ.
Når folk som Roddy Doyle og Tolstoj læser andre forfatteres bøger, forestiller jeg mig, at de er på stadigt udkig efter noget, der ligner den forfatter, de selv gerne ville være. Og når forfattere kalder en en bog fremragende, mener de i virkeligheden ofte: »Ved at læse denne her bog opfangede jeg et glimt af det værk, som jeg i fremtiden selv godt kunne tænke mig at skrive.«
Det er en både respektabel og uundgåelig holdning for enhver seriøs forfatter at indtage. I den aktuelle sag kompliceres alting af, at Joyce har fået en urimelig og uforklarlig emblematisk status i irsk litteratur, der nærmer sig det kvælende. I kraft af festivaler, statssponserede masseoplag, og idelige institutionaliserede anbefalinger, er han holdt op med at være bare en forfatter blandt andre og er blevet til et sakrosankt monument.
Alle forfatterere bør kunne ses som bare forfattere blandt andre forfattere. Men hvis vi holder op med at være uenige om deres præstationer og forbyder at kalde selv de største koryfæer for ulæselige vrøvlehoveder, så vil det være, fordi den dag er kommet, hvor vi er holdt op med at læse deres bøger som litteratur. Og er det mon, hvad de selv ville have ønsket?

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu