Læsetid: 3 min.

Fra præsidentens egen mund

Mange har sagt, at Bush styres af vicepræsident Cheney, og at der ikke er nogen huller i Bush’ uvidenhed om internationale forhold. Til gengæld har han mange huller i tænderne
24. februar 2004

Kommentar
De var der alle sammen til gallamiddagen i tænketanken American Enterprise Institute. De bedste nykonservative hjerner, Richard Perle, Paul Wolfowitz og David Frum – sammen med deres politiske mentor, vicepræsident Dick Cheney. For at fejre den aldrende klummeskriver og politiske analytiker Charles Krauthammer og høre på hans udlægning den historiske udvikling i amerikansk udvikling, ledende op til invasionen i Irak.
Krauthammer fik stort bifald, når han spiddede modstandere af Ronald Reagans oprustning og naive fredsfolk som forfatteren Susan Sonntag. Krauthammers hovedpointe var, at USA var den første imperiemagt, som udøvede sin magt uden tanke på at udvide sit territorium. Den første imperiemagt, som tænkte på en exit-strategi, næsten før man var gået ind. Når man invaderede var det af to grunde, nemlig i selvforsvar af eget territorium og for at hjælpe andre folk med at indføre frihed og demokrati. Dette kunne man ikke gøre alle de steder i verden, hvor der var mangel på frihed, og man måtte derfor begrænse sig til de lande, som truede USA’s egne interesser mest. Han kaldte det for en realistisk idealistisk globalisme.

Slå-først-Frede-politik
Gang på gang under talen klippede tv-produceren til Dick Cheney for at afsløre hans minespil, og vicepræsidenten så da også ud til at være godt tilfreds med denne velartikulerede udlægning af en politik, som han mere end nogen anden har stået for under den siddende regering.
Allerede før Bush trådte til var Cheney aktiv i ’Project for a New American Century’, den specielle gruppe med Perle og Wolfowitch, som pressede på for en mere aktivistisk udenrigspolitik. George Bush lyttede i begyndelsen mere til folk som Colin Powell og Condeleezza Rice, men med terrorangrebet den 11. september 2001 skiftede han rolle fra at være en mand, der selv var blevet overrasket over at være havnet i det ovale værelse, til en selvsikker øverstkommanderende med en tilsvarende slå-først-Frede-politik, lige efter den nykonservative ønskeseddel.
I de fleste af de mange analyser af beslutningsgangen op til Irak-krigen og ikke mindst forholdet til efterretningsfolkene spiller Cheney en hovedrolle. Som den stærke mand, der gennemtrumfede sin vilje og sørgede for både indadtil og udadtil at sikre argumenterne om den øjeblikkelige fare for at Saddam Hussein ville angribe USA med masseødelæggelsesvåben, fordi han stod i ledtog med Osama Bin Laden og Al Qaeda. Det billede af Bush som en mand ’In Command’, der tegnes af Bob Woodward i bogen af samme navn holder ikke. Præsidenten ligner mere og mere – sidst i det store ’Meet the Press’-interview – en mand, der er andres gidsel og som har mest lyst til at sluge mange af de ord, han bombarderede befolkningen med op felttoget den 20. marts 2004.

Cheney en belastning
Dick Cheney kan også hurtigt vise sig at være en farlig belastning som vicepræsident ved valget i november. I 90’erne var han leder af det store amerikanske selskab Haliburton, og en underafdeling af dette er under anklage for at have bestukket nigerianske embedsmænd med 180 mio. dollars.
Som New York Times skriver er spørgsmålet nu, om Cheney har haft kendskab til bestikkelser af dette omfang, eller om han kan beskyldes for ikke have passet sit job.
Samtidig anklages firmaerne for at være blevet begunstiget af Bush-regeringen under uddelingen af kontrakter ved genopbygningen i Irak og – ikke mindst – for at have presset citronen til sidste dråbe. Samtidig med at selskabet har måttet betale store beløb tilbage efter at have taget for meget for olien, er det blevet tildelt nye kæmpekontrakter.
Man kunne måske derfor i Krauthammers eller så omfattende analyse om USA’s imperierolle savne et par ord om de økonomiske interesser. Men det ville have været særdeles uhøfligt over for mange af de feststemte gæster.
Præsident Bush var der ikke. Han var optaget af at forsvare sig mod anklagerne for at have skulket i 1972-73 fra sit job som pilot i hjemmeværnet, mens modkandidaten John Kerry udviste heltemod i Vietnam. Utallige gamle dokumenter blev gravet frem af Det Hvide Hus, men lige lidt hjalp det. Så pludselig en aften kl. 8.30 tikkede e-mails ind hos de politiske korrespondenter med kopier af tandkort fra en undersøgelse den 6. januar 1973 på Danelly Air National Guard base i Mongomery.
Mange har sagt, at Bush styres af Cheney, og at der ikke er nogen huller i Bush’ uvidenhed om internationale forhold. Til gengæld har han mange huller i tænderne. Hele ni huller i de bagerste kindtænder, og visdomstænderne var trukket ud. Det kan ingen spindoktorer benægte, for vi har det fra præsidentens egen mund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu