Læsetid: 4 min.

En ’reform’, ingen borgere har bedt om

Med en uigennemtænkt kommunalreform svigter Venstre nærdemokratiet. ’Den fremgangsmåde stemmer jeg ikke for’
Debat
14. februar 2004

Kommentar
Der skal være kvalitet i lovgivningen. Det kan de fleste borgere og deres folkevalgte blive enige om. Ønsket om lovkvalitet har man imidlertid ikke hørt så meget til i debatten om kommunestrukturen.
Man kan derfor godt blive lidt betænkelig ved tanken om, at strukturen bare skal gennemføres huj-hej vilde dyr. Jeg tør godt vædde 12 stegte rødspætter på, at der efter et hurtigt politisk forligs gennemførelse vil opstå 117 nye spørgsmål, som ikke bare kan fejes ind under gulvtæppet.
Mine bekymringer er blevet forstærket efter læsning af det glimrende interview mellem Informations David Rehling og kommunalforskeren Roger Buch her i bladet i torsdags.
Man må medgive Buch, at kommunalreformen – der kommer til at berøre hver eneste borger i Danmark – ser ud til at skulle gennemtrumfes, uden at befolkningen er blevet spurgt ved et folketingsvalg. Langt mindre er det et folkeligt pres, der har ført til nedsættelsen af ekspert-og smagsdommerkommissionen.

Det kniber med modet
Derudover kniber det gevaldigt for både landspolitikere og lokalpolitikere at vise mod og mandshjerte og gøre rede for, hvad denne reform vil betyde for f.eks. opgavefordeling, kommune- og regionsstørrelse, for foreningsliv og valgkredsenes størrelse, for den kirkelige opdeling og for statsamternes fremtid og struktur samt
ikke mindst for økonomien.
Roger Buch nævner flere af disse problemstillinger, som slet ikke synes at have de reformivrige politikeres bevågenhed.
Tænk blot på de økonomiske problemer. Der kommer ikke en krone fra staten. Det ligger helt fast. Hvis kommunalforsker Buch har ret, vil der blive lovgivet i blinde, fordi der ikke er regnet på, hvad reformen vil koste. Kommunernes Landsforening kan tilsyneladende ikke så meget som oplyse, hvad det vil koste – efter en sammenlægning – at få alle kommunale edb-systemer opdateret til samme faciliteter, som der i dag er inden for den enkelte kommune.
Buch anslår, at der skal bruges mellem én og to milliarder. Penge, som kommunerne altså selv skal finde. Og ikke ved at hæve skatterne. For vi har jo skattestop.
Og hvem er det egentlig, der skal betale i de enkelte nye storkommuner? Er det de nuværende sparsommelige nabokommuner, der skal betale for Farums letsind? Er det kommuner med høje skatteprocenter, der skal diktere de samme procenter for nytilkomne, eller skal de, der i dag får høj service, indstille sig på en ringere service?
Se, alt det er der overhovedet ikke taget stilling til.

Et slagsmål uden lige
Buch nævner med rette valgkredssystemets opbygning som
et spørgsmål, der skal tages stilling til. Helt enig. Det skal naturligvis laves om. Der vil blive et slagsmål uden lige, når de sovende vågner.
Her på Sjælland er vi nogle, der forventer, at vi får flere tillægsmandater tillagt. Enten skal vore tætbefolkede områder have det antal mandater, vi efter befolkningstilvæksten er berettigede til, mens vestjyderne må nøjes med de mandater, antallet af vælgere berettiger dem til. Eller også må man på Sjælland også tilgodese de områder, der er tyndt befolkede i forhold til København. Man kan ikke samtidig gennemføre en storstilet sammenlægning af effektivitetsgrunde og fortsætte med alene at tilgodese de vestjyske tyndt befolkede egne med en valgordning, der stammer fra en tid, hvor man skulle age med stude for at komme til valgstederne.
Kommunernes minister, indenrigsminister og næstformand i Venstre, Lars Løkke Rasmussen understregede i sin tale ved landsmødet 2002, at Venstre fortsat er garanten for det decentrale demokrati. Det løfte og tilsagn må vi leve op til.
Derfor må vi have en grundig analyse og debat om, hvad en kommunalreform vil betyde for nærdemokratiet.
Det nytter i den forbindelse ikke at sammenligne med kommunesammenlægningerne for mere end 30 siden. For den kommunalreform, der indførtes dengang, var netop et opgør med flere århundredes statsstyre med lensmænd og amtmænd som statens vagthund i lokalmiljøet. Kommunernes overtagelse af en lang række opgaver var udtryk for en nytænkning og ønske om decentralisering. Lokalmiljøet fik mere ansvar gennem direkte valg til de amtskommunale råd.

Foreningslivet vil visne
Et nyt Danmark med regioner og storkommuner får betydning langt udover det kommunale. Men lokalmiljøet får næppe mere ansvar. Tværtimod. De kommunale centre vil blive samlet på færre steder. Flere skal på arbejde inde i den store by. Forretningslivet og foreningslivet i landsbyerne vil yderligere visne. Hverken vælgerforeningerne eller alle de andre foreninger vil i længden kunne opretholde en stribe afdelinger inden for de enkelte kommunegrænser. Også foreningerne vil blive sammenlagt.
Resultatet bliver langt færre folkevalgte i regionsråd og kommunale råd. Det skaber yderligere afstand mellem folket og de folkevalgte. Også det demokratiske arbejde i foreninger vil blive forringet, fordi der bliver langt færre aktive i både vælgerforeninger og andre foreninger. Men se til, om der er nogen der bare gider diskutere det.
Fagligheden i sagsbehandlingen vil blive bedre, påstår tilhængere af reformen. Men som anført af Roger Buch kan man ikke anlægge gennemsnitsbetragtninger for alle kommuner og alle opgaver.

Skal nærdemokratiet vige?
Og tør man stille et kættersk spørgsmål: Er al den snak om faglighed og ensartethed i sagsbehandlingen i virkeligheden udtryk for, at også Venstres reformivrige politikere mener, at nærdemokratiet skal vige for lovbestemte afgørelser, som kommunalpolitikerne overhovedet ikke har indflydelse på?
Der er utvivlsomt sagsområder, hvor større faglighed giver større retssikkerhed. Men spørgsmålet er, om det så ikke er mere ærligt at overføre sådanne opgaver til statsamternes jurister – fremfor at blive ved med at tale om et nærdemokrati, der er berøvet det meste af sit indhold.
Jeg mener: Hvad skal vi overhovedet med det lokale demokrati, hvis alt alligevel ned til mindste detalje skal styres af lovgivningsmagten stadig stigende regulering og centraladministrationens ditto?
En drøftelse af disse modstridende hensyn savnes aldeles i debatten. Ja, det er nærmest en hemmelighed, hvilken fremtid man har tiltænkt statsamterne.
Dertil kommer den kirkelige inddeling, som heller ikke er drøftet.
Rækkefølgen i processen frem til den reform, som ingen borgere har bedt om, synes fastsat efter devisen:
Først beslutter vi. Så ser vi, hvordan det går, og hvad det koster. Resten er tavshed.
Den fremgangsmåde stemmer jeg ikke for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her