Læsetid: 2 min.

Valgpenge i tusmørke

Debat
23. februar 2004

Partistøtte
»EU-parlamentet. Valgkampen vil mere få karakter af en tilsvining internt mellem V-kandidater. V vil formentlig tabe stort. Fokus på personstof – hvor V er svagest.«
Sådan lyder Venstres vurdering af partiets kandidater til EU-parlamentsvalget i juni. Det fremgår af det interne notat, som Information offentliggjorde i december sidste år. Og ingen kender vel kandidaterne bedre end Venstre selv, så man skulle være et skarn, om man gjorde sig klog på de dele.
Mit ærinde 10. februar var med udgangspunkt i Venstre-kandidaten Mogens Vads EU-kampagne at opfordre til åbenhed om både partiernes og de enkelte kandidaters valgregnskaber; vælgerne har krav på at vide hvilke økonomiske interesser, der står bag, så også det forhold kan indgå i deres demokratiske overvejelser.
Siden er det fremgået af dagspressen, at Vads valgbudget skulle være 800.000 kr. Selv vil han 18. februar i Information ikke oplyse beløbet, men nævner, at han fra selve partikassen venter små 50.000 kr. Tilbage skulle altså være 750.000 kr. fra anden side, og de skal være ham vel undt. Han får brug for dem alle, for foreløbig synes Venstre at blive bekræftet i forudsigelsen af et ’stort tab’. Aktuelle vurderinger tyder på, at V-gruppen i Strasbourg reduceres fra fem til tre mandater.

Hvad betalte hr. Møller?
Men spørgsmålet er, om man – hvis Vad også havde viljen til det – kunne regne med sammenhængen i hans oplysninger. Mere overordnet nævner han f. eks., at Socialdemokraterne statsfinaniseres, fordi fagforeningskontingenter er fradragsberettigede! Er han uvidende om, at virksomheders medlemskontingenter til arbejdsgiverforeningerne også er fradragsberettigede, og at erhvervsorganisationerne yder millionstøtte til VK-partierne. Nøjagtig hvor meget, ved man ikke, for forskellen på fagbevægelsens støtte til S (og SF og Enhedslisten) og på arbejdsgivernes tilskud til borgerlige partier er, at fagbevægelsens donationer (ca. 10 kr. pr. medlem) fremgår af regnskaberne hos både giver og modtager. Mens erhvervsorganisationernes og virksomhedernes pengestrøm henligger i tusmørke.
Ville det ikke være betryggende at vide, hvor meget f. eks. A.P. Møller har investeret i VK-regeringen, inden de to mod- eller medparter indgik forlig om Nordsø-
olien, som binder samfundet i 42 år?
Og når Vad taler om, at S-spidskandidaten, Poul Nyrup, betjenes af »to-tre statsfinansierede spindoktorer«, forveksler han Nyrup med Fogh. På mindre end et år fordoblede V-statsministeren antallet af regeringens spindoktorer fra 14 til 29 og opbyggede et alternativt partiapparat på Slotsholmen. Foghs egen spindoktor, Mikael Kristiansens årsløn er knap 900.000 kr. Dertil kommer bil-aftale med Venstre, en blandet aflønningsform, som er uden fortilfælde i centraladministrationen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her