Læsetid: 9 min.

DEBAT

Debat
9. marts 2004


Du må forstå!
De blir nødt til at sætte os i bås – ellers kan de ikke finde os
Hvis de ikke kan finde os
kan de ikke fortælle os hvem vi er
og hvorfor vi skal købe det de vil sælge os
så vi kan blive ved at være os selv.
De gør de jo kun for vores
Og pengenes skyld – intet personligt.
Det må vi aldrig glemme.
Gå så ind i den bås!

Claus Ankersen

Annegrethe og virkeligheden
Annegrethe Rasmussen (AG) skriver den 4. marts, at en af udlægningerne på SF’s nye EU-positive kurs er, at SF »er kommet hjem til den europæiske ikke-kommunistiske del af venstrefløjen, der historisk har været domineret af begejstring for det europæiske samarbejde«.
Det eneste rigtige i denne sætning er ordet ’historisk’. Store dele af den europæiske venstrefløj til venstre for socialdemokratierne i Europa var tidligere mere positive over for EU. Men det er de ikke længere.
SF er derfor ikke kommet ’hjem’ til nogen. Tværtimod. I dag er det sådan, at SF på europæisk plan skiller sig ud som noget anderledes i EU-spørgsmålet.
SF er det parti på den europæiske venstrefløj, der er suverænt mest positiv over for den kommende EU-forfatning. Størstedelen af de europæiske SF- og Enhedsliste-lignende partier har besluttet sig for et nej eller hælder kraftigt mod et nej.
Det kan godt være, at AG ønsker sig, at den europæiske venstrefløj ikke var negativ over for EU. Men det er den altså. Modstanden skyldes det demokratiske underskud, korruptionen, nyliberalismen og den militære oprustning.
Enhedslisten er mainstream på den europæiske venstrefløj i EU-spørgsmålet i dag – SF er en outsider. Det er sandheden, uanset om AG og Information kan lide det eller ej.

Rune Lund
Folketingskandidat for Enhedslisten

Litterær farrenisse
Nu har statsministeren og kulturministeren lagt øre til dansk litteraturs problemer. Alibiet er i orden, leddet er i lave, og der er åbent for eufemismer og bortforklaringer i spandevis. Om muligt under rubrikken ’ned med dansk litteratur’.
Digtere, forfattere og forlæggere, hele den tyrkiske musik der betjener sig af bogstaver i stedet for noder, har en forbandet forpligtelse: At bide den hånd, der fodrer dem. Når det er nødvendigt. Som Suzanne Brøgger så rigtigt har påpeget, er der forskel på magten og kraften. Der er tale om supplerende energier. Men når magten forsøger at kvæle kraften, kommer en nation for alvor på røven.
Den del af bogmomsen, der går tilbage til forfatterne i form af støtte fra bl.a. Statens Kunstfond, er forsvindende lille. Afskaf bogmomsen eller sæt et par nuller bag det nuværende samlede støttebeløb. Kvalitetslitteratur vil aldrig komme til at klare sig på markedsvilkår. Lad forlagene få del i støttekronerne, så de tør udsende litteratur, de umiddelbart mener ikke kan sælges. Giv landets biblioteker mulighed for at købe en tredjedel af samtlige første-udgaver, netop den del der forhindrer forlagene i at få underskud på en udgivelse.
Der er bebudet endnu et møde mellem ministrene og den litterære del af kulturlivet. Lad os håbe at forfatterne slår i bordet – uden at danskvandene vælter.

Bjarne Segefjord
forfatter

Reproprier den danske stat
Det er sgu’ synd for de borgerlige hoveder. Men det er endnu mere synd, når de borgerlige politiske hoveder bestemmer over Per og Poul’s økonomiske velfærd. Lykketoft solgte statens og danskernes telefonselskaber til en amerikansk finansgruppe. De hedder nu TDC. Det årlige overskud er tæt på købsprisen. Overskuddet nærmer sig Danske Banks. Hvor kommer overskuddene fra? Fra Per og Poul.
Der kunne have været et Venstre-skattestop og en Konservativ-skattenedsættelse, hvis TDC’s overskud fortsat havde været statens.
Hvis også Danske Banks administration af lønmodtagerne, deres dankort, boligkøb, pensioner og livsforsikringer blev varetaget af staten, sammen med de lovpligtige ansvars- og brandforsikringer, så ville vi, her og nu, kunne afskaffe indkomstskatten aldeles. Per og Poul betaler de private selskabers overskud uden at kny. Det kunne de også reklameres til, hvis selskaberne var statens. Eller i politikersprog, hvis selskaberne var fællesskabets. Hvordan skulle, i så fald, statens selskaber administreres? På god konservativ vis.
TDC’s direktør er eksemplarisk. Han købte træ i Burma med et smukt økonomisk resultat. Han holdt af at styre statens finanser, og de stigende skatter. Og nu tjener han milliarder til TDC’s amerikanske ejere, når Per og Poul taler med hinanden. Han, eller en klon, ville også kunne få mange flere penge til staten fra Per og Poul, hvis han fik lov til at styre DONG. For ikke at tale om DUC og Nordsøen.

Carsten Heyn-Johnsen
Kongerslev

Trusselseffekten
Min analyse om aktivering kommenteres den 4. marts af Birger Mac (BM). Han missede budskabet; min analyse var ikke et angreb på AF-ansatte, men en refleksion over de indbyggede paradokser i måden hvorpå den aktive arbejdsmarkedspolitik er og især har været skruet sammen.
Ingen vil vel i fulde alvor påstå at for eksempel 75 procent-kravet i aktivperioden ikke blandt andet havde til formål at true folk i job. Hvis formålet var opkvalificering, havde man nok valgt andre kriterier, ikke sandt? En del aktivering er overflødig som opkvalificering og har karakter af rådighedstest. Jeg ønskede en debat om hvorvidt rådigheden bedre kunne testes på anden vis.
BM skriver at min påstand om at den gennemsnitlige arbejdsløse ønsker at undgå aktivering er udokumenteret, og at det tværtimod er således, at 80 procent af de aktiverede er glade for aktiveringen. Hvad angår dokumentationen, så er det noget sludder, for jeg omtaler jo netop en analyse, jeg selv har færdiggjort. Endvidere har flere analyser foretaget af forskere fra Socialforskningsinstituttet og endda en undersøgelse foretaget af Arbejdsministeriet selv (i 2000) påvist eksistensen af trusselseffekten.
At 80 procent aktiverede er glade for aktiveringen er glædeligt, men irrelevant. Trusselseffekten har jo netop den effekt, at den den påvirker finder et job og derfor slet ikke aktiveres.

Michael Rosholm
Aarhus Universitet og AKF

Egelund i splid med sit eget skolesyn
Den ukritisk plagierede reformpædagogik, omtalt den 27. februar er et desperat forsøg på at gøre en dyd af en fiasko i håbet om, at en opdyrkelse af en karikatur kan nå så langt ud, at den ender i noget positivt. Vanviddets danske talsmand, professor Niels Egelund, anfører, at negativiteten forvandles til positivitet indeholdende en i en dansk folkeskole hidtil uset hensyntagen til fagligheden ved anvendelse af den differentierede undervisning. Altså det, at en lærer i en højst uensartet sammenbragt klasse af svage og stærke elever bare skal tilpasse sin undervisning til et antal højst divergerende elevniveauer. Men denne eksercits lader sig kun udføre i tænkte situationer langt fra virkeligheden. I den fordums delte skole med svage og stærke adskilt i undervisningen, kunne en lærer ramme et fælles niveau nogenlunde nær de enkelte elevers.
Men denne den mest undervisningsegnede skoleform skal vi aldrig tilbage til, siger Egelund, skønt han påpeger vigtigheden af, at børn lærer at respektere, at alle ikke kan nå samme niveau.
Når talen er om den delte skole, kalder han oven i købet de svage elever for ’de dumme’. Men da den udelte skole jo indførtes, for at ingen skulle lære mere end de andre og for at alle skulle tro, at de var lige dygtige, er Egelund her i splid med sit eget skolesyn.

Vagn Madsen
Brønderslev

Programmerne væk
De sidste nye forandringer i bladets lay out er en stor skuffelse. Hvad var der galt med fredagsavisens tillæg-sektion fra kulturen og omegn, som var god med filmanmeldelser samt radio- og tv-anmeldelser fra ugen og andet forskelligt underholdende stof. I stedet en avis hvor kulturstoffet er ret indskrænket, og tv og radioprogrammer er trængt op i et hjørne, gnidret, og det mest katastrofale, mange tv-programmer er forsvundet, såsom BBC Prime og TV 5 (den franske kanal) og flere endnu.
Jeg håbede at det kun drejede sig om fredagsavisen, men lørdags-avisen er lige så slem. Og da er der om muligt endnu mindre plads til radio og tv-programmerne, da det fylder to dage. Jeg ser ikke voldsomt meget tv, men jeg vil godt have en fyldig beskrivelse af programmerne, specielt P1 og P2, samt de to nævnte tv-programmer, som er helt væk.
Efterhånden begynder Politiken at blive mere og mere attraktiv, de er virkeligt godt dækket ind hvad tv og radiostoffet angår, med daglige anmeldelser etc., selvom jeg har været trofast Informationsabonnine i mange år.  

Helga Schmidt
lektor, Bagsværd

Skriv på dansk
Lad gå, at næsten halvdelen af avisen torsdag den 4. marts bestod af artikler hentet fra Independent, men når der samtidig optræder en artikel på engelsk fra Independent, ja, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle købe den ægte vare. Som dansksproget læser har jeg en berettiget forventning om, at min danske avis er forfattet på dansk.

Erik Pedersen
Bruxelles

Hvilket proletariat?
Den 1. marts fortalte Lars Qvortrup her i Information om den situation hans datter er havnet i: arbejdsløs akademiker. I artiklen rejser han spørgsmålet, hvordan kan dette ske? Hvordan kan det være, at et ungt menneske, der har gennemført et studie på normeret tid med gode karakterer ikke kan få arbejde?
Er det virksomhedernes skyld? Hvad med regeringen?
Prøv at læse de stillingsannoncer din datter reflekterer på. Læs også de andre – alle de smarte ord. Forestil dig så at der til hver annonce kommer 2–400 ansøgere. Det er den virkelighed som du og mange andre lever i. Hvordan skal man som virksomhed forholde sig til 200 eller 400 ansøgninger?
Alle arbejdsløse i landet får konsulentbistand fra Abejdsformidlingen til at udforme ansøgninger der vil noget – alle de smarte ord. Et enkelt tryk på musen – og af sted går det i det store lotteri. Her har du svaret på hvad regeringen gør. Noget for noget.
Det er opløftende for mig gamle mand, at læse at du føler et ansvar som rækker ud over din egen datter og omfatter alle studerende. Men desværre må jeg sige: det er en illusion at tro at det er muligt at sikre arbejde i et samfund hvor kapitalismen har næsten frie hænder. Og så er det jo sundt med lidt konkurrence på arbejdsmarkedet.
Da jeg selv kom ud af skolen som 14-årig blev jeg en del af proletariatet – den nederste klasse – og det er jeg stadig. Her er der sket en del. Det gamle arbejderparti har så mange talemaskiner at forbindelsen til proletariatet er ophørt. Socialismen forsvandt. Den sociale indignation er væk. De arbejdsløse svigtes. Dansk Folkeparti har skabt forvirring – også i arbejderklassen – hvor SF støtter op om udlicitering og mere EU – men ingen arbejdpladser. Vi må vente på opsvinget. Hvilket opsving. Og hvem er for resten vi?
Som højtuddannet ansat i vidensbærende lederjob privat eller offentligt, er du Lars Qvortrup per definition proletariatets modstander. Din klasse er den herskende klasses vigtigste redskab. Det er jer der skal passivisere proletariatet. Det er jer der formulerer den herskende klasses ideologiske arsenal: Det grå guld, ældrebyrden, efterlønskatastrofen, starthjælp osv.
Humanisterne – det nye proletariat? Som overskriften lød på din artikel, indikerer at der allerede eksisterer et proletariet, en arbejderklasse. Betyder det at arbejderklassen nu får et stort tilskud at højtuddanede? Nej, mon dog. Din datters uddannelse – som du så præcist har beskrevet, er jo netop en uddannelse, hvis bærere har sigte mod at være en del af den herskende klasse.
Selv om du ved flere lejligheder har afskrevet både Marx og socialismen, vil hverken du eller din datter være afskåret fra at blive en del af proletariatets kamp. Valget er et spørgsmål om bevidsthed.

Per Hørning
København NV

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her