Læsetid: 6 min.

DEBAT

4. marts 2004


Bliv elitekunde
*Noget-for-noget-parolens logiske inkonsistens skyldes manglende klarhed i den politiske fornuft. Regeringen vil indføre elitekunder i Staten Danmark. Velfærdssamfundet forudsætter imidlertid, at de, der flittigst bruger sundhedsvæsnet, det sociale system eller fængselsvæsnet ikke desto mindre er de, der økonomisk bidrager mindst til samfundet, hvorimod de raske, de unge, de arbejdsduelige og de veltilpassede må være de, der yder mest og modtager mindst.

George Hinge, adjunkt, ph.d.

Dæknavn
*højhastighedshuse åbner sig
og ud vimser nøgne dørspioner

ligevægt, bredbånd, curriculum

Abdula Harmony, Folket Minut

DF’s flygtningehjælp
*Under den seneste valgkamp talte Dansk Folkeparti varmt for flygtningehjælp i nærområderne – fremfor at modtage flygtninge i Danmark. Nu, hvor Dansk Folkeparti har haft et par år til at arbejde for sagen, ville det være interessant med et kort resumé af partiets vigtigste initiativer – hvad angår en styrkelse af hjælpen i nærområderne?

Mikael Bødtkjer Hansen, Århus C

Hjælp, aktiveringen kommer
*Michael Rosholm (MR) fra AUC fremfører den 26. februar i en analyse det synspunkt, at den eneste ’positive’ effekt af arbejdsmarkedspolitikken er, at nogle af de arbejdsløse, der står foran aktivering, i stedet vælger et job. MR tegner et billede af et system, »der bevidst eller ubevidst er konstrueret, så det skal være ubehageligt for at virke«, og stiller det perfide forslag, at den aktive arbejdsmarkedspolitik i stedet anvendes til at hjælpe de arbejdsløse.
Som ansat i AF gennem ni år vil jeg fremhæve, at hovedparten af de 2.000 ansatte i AF-systemet yder hjælp til selvhjælp til mennesker, der ønsker et job. MR’s påstand om, at den ’gennemsnitlige’ arbejdsløse ønsker at undgå aktivering er udokumenteret. Tværtimod viste en undersøgelse fra 2002 fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, at 80 procent af de aktiverede ville have deltaget, selv hvis det havde været frivilligt. Vel oplever en mindre del af de arbejdsløse aktivering som en trussel, men hovedparten gør det altså efter eget udsagn ikke. Det kan vel næppe udelukkes, at en del ligefrem har haft positive oplevelser af aktiveringen.
MR påpeger behovet for dyberegående analyser af arbejdsmarkedspolitikken. Helt enig, MR – tilbage til skrivebordet! Der er nemlig behov for ordentlige analyser den reelle effekt af AF’s aktiveringsindsats og især af effekten af den udlicitering af AF’s opgaver, som VK-regeringen har gennemtvunget i de seneste år.

Birger Mac
fuldmægtig

Sexstarz
*Information skal have tak for at sin grundige dækning af Sexstarz-sagen. Ikke mindst Rune Lykkebergs kritiske bemærkninger (28-29. februar) giver stof til eftertanke, skønt jeg sandt at sige finder hans tilgang noget enøjet og humørforladt. Lad mig for en ordens skyld komplettere artiklen på tre væsentlige punkter:
1) Sexstarz har fra starten været tænkt som et supplerende oplysningsmateriale, ikke som et forsøg på nytænkning af skolernes generelle undervisningsindsats,
2) Sexstarz benytter sig af såkaldt ’edutainment’, en effektiv og veldokumenteret pædagogisk genre og
3) Sexstarz har under sin udarbejdelse været drøftet med – og testet af – et stort antal unge, som i tilgift til konstruktiv kritik har fundet form såvel som indhold et forfriskende supplement. Noget tilsvarende gælder for den del af målgruppen, der efterfølgende har ytret sig i den offentlige debat. At Rune Lykkeberg finder cd-rommen ’latterlig’, må vi så lære at leve med.

Christian Graugaard
Foreningen Sex & Samfund

Hjem til rædsel
*Alle politikere og medier, selv Amnesty International, faldt næsten over hinanden for at komme til orde, da det gjaldt om at få den danske terrormistænkte mand løsladt og sendt hjem fra basen på Cuba, og selv om meningerne om hans mulige deltagelse i terrorvirksomhed er delte, var alle enige om, at han skulle hjem. Et specielt Herkules-fly hentede ham hjem – ingen smalle steder – Danmark har råd til at sætte humanismen i højsædet.
Til gengæld er der en larmende tavshed efter der forleden tonede en sag frem på skærmen om et nyfødt barn, født i Danmark af en 16-årig rumænsk mor, som ikke selv kan tage sig af ham. Derfor skal barnet nu sendes til et rumænsk børnehjem. Vi har alle set rædselsscener fra rumænske børnehjem og selv om forholdene er blevet noget bedre nu, er det alligevel kriminelt at sende det nyfødte barn derned! Desværre er der ikke den samme mediebevågenhed i sådan en sag. Men vi er alle skyldige – at vi lader det ske.

Kirsten Weberg
København K

Carlsens kanal
*For kort tid siden modtog vi i DR den årlige lyttervurdering, der siger at lytterne generelt er mere tilfredse med radioudbudet end de foregående år. Den 28. februar udtrykte Henning Carlsen bekymring for kvalitetsradioen.
Samme dag sprudlede P1 af programmer med vid, bid og dybde. Claus Hagen og Claus Hjort Frederiksen endevendte regeringens ’Noget for Noget’-pakke. Litteraturredaktionen fortalte om romanpriser og politikerbiografier. Miljømagasinet beskrev vindmølleindustrien. Forfatteren Hans Jørgen Nielsen kommenterede danskernes forhold til indvandrere...
At både lyttertallet og tilfredsheden med P1 vokser i disse år hænger formentlig sammen med nogle af de forandringer, Henning Carlsen kritiserer og som er resultatet af en løbende redaktionel udvikling af P1.
For tiden er vi ved at søsætte et nyt eftermiddagstilbud, der bygger på det bedste fra nogle af P1’s flagskibe ’Orientering’, ’Markedspladsen’ og 18.30-radioavisen. Det er der nogle, der udlægger som en ’lukning’ af Orientering eller Radio-avisen. Hensigten er faktisk tværtimod at åbne begge programmer – mod hinanden, mod omverdenen – og gerne mod flere tilfredse lyttere.
Jeg opfordrer Henning Carlsen til at give medarbejdernes bestræbelser en chance. Det kan ikke udelukkes at resultatet bliver ligeså god som de programmer han i øvrigt værdsætter – og som jo også på et tidspunkt er opstået som et resultat af nedlæggelser, omlægninger og flytninger.

Leif Lønsmann
radiodirektør, DR

Uffe på Balkan
*Uffe Ellemann-Jensen udtrykker i et langt interview (28. februar) sit syn på krig, terror og demokratiske rettigheder. Desuden undslipper han bemærkninger om de blodigste rædsler i Europa i hans ministertid: 'I Europa førte euforien over de positive udviklinger i Øst- og Centraleuropa til, at vi i lang tid overså den negative kurs på Balkan.'
Den fremstilling kræver en kommentar, for han og hans tyske kollega var langt mere aktive end han udtrykker.
Den 25. juni 1991 proklamerede såvel det slovenske som det kroatiske parlament deres landes uafhængighed og suverænitet. Jugoslaviens forbundsregering erklærede øjeblikkelig uafhængighedserklæringerne for forfatningsstridige og indsatte For-bundshærens kampvogne.
EF krævede, at Forbundshæren skulle tromle tilbage til kasernerne samt at Sloveniens og Kroatiens uafhængighedserklæringer skulle udsættes.
Blandt EF’s regeringschefer og udenrigsministre var der stor ivrighed for at vise, at EF var begyndt at fungere som stormagt i det internationale spil efter kommunismens nedsmeltning i Østeuropa.
EF’s mæglere, Slovenien og Kroatien samt Forbundsregeringen enedes om, at Jugoslaviens folkeslag selv skulle bestemme deres fremtid, og at man skulle afstå fra ensidige handlinger.
Men det var svært for EF-landene at koordinere deres politik. Tyskland ville hurtigt anerkende de to løsrivelses-republikker.
»For hver granat affyret i Kroatien, vokser behovet for anerkendelse,« konstaterede Tysklands udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher. Og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen nikkede ihærdigt. Her begynder det tysk-danske ansvar for krigen på Balkan. Dette er ikke glemt – selv om det ikke står på dagsordenen for krigs-
forbryderdomstolen!
Massemedierne fokuserede på de små, kæmpende selvstændighedsbevægelser over for den pansrede Forbundshær. Men på skærmen så man ikke, hvordan de små selvstændighedsbevægelser behandlede deres mindretal, serberne. Deres rettigheder blev også knægtet. Derpå accelererede vores medier og vores politikere konflikten i det tidligere Jugoslavien. Sådan blev mennesker og deres fundamentale rettigheder ofret.
Det var tysk støtte til kroaterne, der gav det jugoslaviske korthus det sidste skub mod borgerkrig. Først kom Tysklands anerkendelse af Kroatien, så Danmarks og endelig EF’s.
EF’s udvalg af statsretseksperter satte spørgsmålstegn ved, om Kroatien ville beskytte det serbiske mindretal. Indvendingen blev fejet til side. EF’s fredsmægler, Lord Carrington, mente at truslen om anerkendelsen/ikke-anerkendelsen kunne bruges som pression. Nu var den mulighed passé.
EF var med til at udløse krigene. Mænd, kvinder og børn betalte med livet og smerten – blandt andet fordi udenrigsministrene Genscher og Ellemann-Jensen overså deres egen ’negative kurs på Balkan.’

Mikael Witte
forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu