Læsetid: 5 min.

DEBAT

Debat
20. marts 2004


Sander og grundforskning
*Videnskabsminister Helge Sander bruger en kronik den 17. marts til at udtrykke sin begejstring over regeringens forslag om en ny EU-fond for grundforskning. Et af hans argumenter er, at »landegrænser virker som en art barrierer« for grundforskningen. Derfor skulle EU være den oplagte samarbejdsarena.
Kunne man ikke forvente, at en videnskabsminister vidste, at grundforskningen aldrig har ladet sig standse af landegrænser? Tværtimod har grundforskerne altid været i stand til at udveksle resultater og samarbejde på tværs af landegrænser – længe før EU var opfundet.
Grundforskerne er sandsynligvis de mest internationalt indstillede fagfolk, man kan finde, og er der noget, de ikke har brug for, så er det at blive indsyltet i EU-bureaukratiet.
Jeg kan tilføje, at mine personlige erfaringer gennem deltagelse i en række såkaldte forskningsprojekter under EU-kommissionen er, at den videnskabelige kvalitet langt fra står mål med kravene fra de nationale danske forskningsråd.
I EU er det lobbyvirksomhed og kunstigt etableret samarbejde, som er vigtigst for at få forskningskontrakter.
Minoritetspartiet, som er opstillingsberettiget ved næste folketingsvalg, vil efter valget medvirke til, at danske forskningspenge ikke ødes bort på nye bureaukratiske konstruktioner i EU.

Niels I. Meyer
folketingskandidat for
Minoritetspartiet

Ja jazz
*Der går et fuldstændig latterligt rygte i byen om, at Information ikke mere vil dække jazzen.
Det er jo så grinagtigt, at den slags skulle ske i landets bedste avis – og så i en tid, hvor jazzen i Danmark er mere frodig end nogensinde – at jeg er helt sikker på, at chefredaktøren snarest afkræfter den slags ondsindede sladder. Jeg mener, hvad kunne ellers blive det næste? Litteraturen? Filmen?

Jens Jørn Gjedsted
København NV

SVAR: Information vil fortsat dække jazz, dog i mindre omfang end tidligere. Red.

Hvor vil Runedrengen hen
*Når Rune Skyum-Nielsen den 12. marts formulerer sig om bøffer, og henfører til den danske rapper Cas i artiklen bør han nok have sine viden i orden.
Rune skriver i sin artikel: »Med det argumentationsniveau og sprogflair (’velformulerede ordforråd’) bør Cas nok ikke forvente at høste de helt store anmelderroser lige foreløbig«.
Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvor Runedrengen vil hen med denne påstand.
Lad os som eksempel tage L.O.C hvis seneste album Inkarneret samt debuten Dominologi fik fantastiske anmeldelser i såvel hiphop-kredse som af kulturelle smagsdommere, hvis eneste hobby normalt ellers kun består i at rose gammelmands gigtpop som The Police og Dire Straits.
Men L.O.C var åbenbart udmærket, så lad os da tage et eksempel fra en af hans tekster: »Var halvvejs gennem samlejet, da sprutten i min krop begyndt at gå på afveje/ Jeg kiggede på soen og knækkede mig«. Ganske simpelt gadelyrik, lige ud af Århus Vest, om end Rune står med en hævet pegefinger og husker os alle på, at mange af de ord, danske rappere bruger, er fordanskning af amerikansk slang.
Rune har alle gode grunde til ikke at kunne lide Cas, men så bør hans argumenter være i orden.

Morten Find-Andersen
Hvidovre

SVAR: Jeg har ikke anfægtet, at dansksproget rap snildt kan laves uden angliseringer. Jeg har heller ikke skrevet, at jeg ikke bryder om rapperen Cas. I ovennævnte citat påpeger jeg blot, at et ’ordforråd’ ikke kan være ’velformuleret’.

Rune Skyum-Nielsen

Økonomisk interesseret i fadøl
*Jan Sonnergaard er en forfatter med sans for penges betydning i vores omgang med hinanden og verden, og i en meget lang, leddeløs artikel den 18. marts sniffer han sig frem til, at det står helt galt til med undertegnedes »økonomiske interesser« i visse af forfatterne til de bøger, jeg anmelder.
Jeg har fortiet, at jeg er vokset op og har gået på gymnasiet med den af ingen andre anmeldere roste Jens Blendstrup og at jeg »for penge« optræder sammen med ham. Nu har jeg faktisk aldrig lagt skjul på, at jeg kender Blendstrup godt (vokset op sammen er vi ikke), i min mursten om den nye litteratur, der udkommer til efteråret, fortæller jeg om vores venskab, og hvad angår vores shows for penge ville jeg da ønske mange flere kendte til dem, for øjeblikket optræder vi højst en gang hvert halve år og mildest talt ikke for millioner.
Det er usandt, at Blendstrups forfatterskab ikke er almindeligt anerkendt, hans seneste bøger og radiospil har fået lutter gode anmeldelser i samtlige store aviser, og det ved jeg ikke, hvordan jeg skulle have afstedkommet.
Jeg har også skrevet og optrådt for Øverste Kirurgiske for penge og undervist på Forfatterskolen for penge og anmeldt kirurger og Forfatterskoleelever godt, anfører Sonnergaard. Ja, jeg har skrevet i Ø.K.’s tidsskrift og læst op i The Lab, men ikke for en rød reje (højst et par krus fadøl) og jeg har et par gange været gæstelærer på Forfatterskolen for håndører, men det er altså rigtig mange Forfatterskoleelever og en god håndfuld kirurgiske udgivelser, som jeg har kritiseret på det groveste i Weekendavisen.
Sonnergaard nævner også de ulønnede bestyrelsesposter på Forfatterskolen og Arena, som jeg begge har fratrådt, og det ene semester i 2001, jeg for laveste forskerløn fungerede som husforfatter på Syddansk Universitet. Og hvad er det dog for noget fis, Jan!
Skulle jeg virkelig sælge min kritiske sjæl for de snoldede beløb, dette til sammen handler om? Det er alt sammen noget, jeg foretager mig af pligt og for sjov. Og den dag Information officielt fortryder Torben Brostrøms uundværlige anmeldelser gennem flere årtier af sin gode ven Rifbjerg, skal jeg da gerne fortryde mine anmeldelser af Blendstrup. Som jeg mener hvert eneste ord af. Hvilket enhver idiot kan se, anmeldere lyver nemlig dårligt (jvf. Sonnergaards jaskede, lobhudlende anmeldelse i Information af Informations Forlags bog om Velvet Underground, som han vel fik penge for). Man skal lade være med at anmelde bøger, man haft redaktionelle grabber nede i, og derfor anmelder jeg ikke Blendstrups kommende roman, ligesom jeg i sin tid ikke anmeldte hans debutbog.
Men ja, jeg anmeldte faktisk Jan Sonnergaards sidste bog og anmeldte den skidt, og det kan jeg da godt i mit stille sind fortryde, når manden nu truer mig på brødet og kræver mig afskediget fra Weekendavisen. Så hvis jeg på klodset vis er rigtig, rigtig glad for Sonnergaards kommende hjemstavnsroman, don’t trust me!

Lars Bukdahl
kritiker på Weekendavisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her