Læsetid: 4 min.

Skal EU fortsat være på sultekur?

Det er ikke renationalisering og færre ressourcer til EU, der er brug for. Tværtimod
Debat
8. marts 2004

International
En af de mest vedholdende opfattelser angående EU er, at det er et gigantisk, bureaukratisk institutionelt system, som bør holdes nede og måske tilmed reduceres. De seneste tanker om at sænke loftet for EU’s udgifter til 1 procent af medlemslandenes bruttonationalindkomst (BNI) mod det nugældende loft på 1,27 procent af BNI viser, hvilken vej vinden blæser.
Mens mange her til lands har opgivet at kritisere omfanget af det nationale bureaukrati, så er det let for politikere at gøre Bruxelles-bureaukratiet til syndebuk og søge at skære ned dér. Det kan også passe de hjemlige bureaukrater godt. For dem kan der være god idé i at søge at reducere EU-systemet og renationalisere opgaverne.
EU har måske bredt sig for meget på nogle områder. Men til gengæld mangler EU de ressourcer, der skal til for effektivt at løse de opgaver, vi har EU til at klare.
EU-landene har i realiteten udsultet EU økonomisk. Man har fra EU’s side i hvert fald tidligere til en vis grad kapituleret og har f.eks. vidtgående renationaliseret administrationen af EU’s konkurrencepolitik. Men det er ikke sikkert, at den form for decentralisering er en god idé, al den stund det svarer lidt til at sætte ræven til at vogte gæs.
Vigtige opgaver så som at sikre en effektiv håndhævelse af EU’s regler om det indre marked svækkes også af Kommissionens mangel på ressourcer, og nogle medlemslande udnytter det forhold, at handelshindringssager forsinkes voldsomt i Kommissionen og senere ofte skal via EF-domstolen.
Også EU's landbrugspolitik ser mange helst afskaffet eller stærkt reformeret. Begrundelsen er bl.a., at EU’s landbrugspolitik koster mange penge. Men man skal så blot holde sig for øje, at det kan føre til en renationalisering af landbrugspolitikken, der ikke nødvendigvis betyder mindre støtte og lavere skatter, men til gengæld let vil kunne føre til store problemer med at kontrollere, at der ikke i stedet ydes traktatstridig statsstøtte til landbruget.
. Der er tilmed områder, hvor det kunne være en god idé at overlade yderligere opgaver og ressourcer til EU, fordi det burde kunne medføre større effektivitet og dermed besparelser for EU-landene som helhed.
Nogle har f.eks. fremført, at der kunne opnås større positiv effekt samlet set – og altså fås mere for skattekronerne – ved at lade en større del af EU-landenes bistand til udviklingslandene blive varetaget af EU.

EU og miljømidlerne
Det kunne også overvejes at lade EU få langt mere at gøre på miljøområdet, overføre en stor del af EU-landenes budgetmidler til miljøformål til EU, skære antallet af nationale miljøbureaukrater ned og øge antallet af EU-ansatte på miljøområdet, men med væsentligt færre end de nationale bureaukrater, der måtte forlade deres nuværende arbejde. Man burde på den måde kunne få en samlet besparelse for hele EU af betydeligt omfang. Der er næppe rimelighed i, hvis – som man må antage – store dele af de ansatte, der sidder i de respektive EU-landes miljøministerier o.l., dublerer hinandens og til dels EU’s arbejde.
Nok er der forskelle fra land til land, der kan begrunde fastholdelse af et vist miljøforvaltningspersonale i de enkelte EU-lande, men meget burde kunne spares ved en sammenlægning på EU-plan.
EU opretter i disse år nye agenturer og institutter (fødevareagentur, miljøagentur, våbenagentur o.l.). Oprettelsen af sådanne agenturer burde i realiteten også kunne medføre en reduktion i de nationale bureaukratier. For der er næppe alene tale om, at diverse agenturer skal løse opgaver, der ikke løses helt eller delvist i dag på nationalt plan.
Udvikling af en fælles EU-udenrigs- og sikkerheds- og forsvarspolitik politik burde også muliggøre en mere rationel brug af ressourcer, og det ville være fornuftigt at dele ambassader i tredjelande o.l. langt mere end nu.
Ovenstående skal ses som en opfordring til, at man i stedet for politisk at sætte et noget tilfældigt tal på, hvor mange penge EU må forvalte, i stedet påtager sig en indgående analyse af, hvad EU med fordel for alle kan og derfor bør tage sig af, og hvad der bør klares nationalt. En sådan analyse bør omfatte en vurdering af, hvad der kan sikre ’more value for tax money’ i EU og som et led deri en analyse af, hvordan en eventuel, deraf følgende stigning i antallet af opgaver og ansatte på EU-plan ville kunne medføre ressourcereduktioner og besparelser på nationalt plan.
Sådanne analyser bør selvsagt udføres af uafhængige foretagender og hverken af EU eller af de nationale bureaukratier.

Drop det lave loft
Så konklusionen må være: Drop forslaget om at sænke EU’s udgiftsloft og giv mulighed for endnu flere (end 1,27 procent af BNI) penge til EU – og ikke som foreslået færre. En faktisk stigning i EU’s indsats – og dermed ressourceforbrug – til løsning af fælles opgaver, alle EU-lande har, men nu løser hver for sig, burde kunne langt mere end kompenseres ved reduktioner i den offentlige sektor i EU-landene. På den måde burde stordriftsfordele i det offentlige bureaukrati i EU kunne gøre en forskel og medvirke til at mindske det voldsomme skattetryk i en række EU-lande.
Et EU på sultekost og – måske fortsat – med manglende evne til at lovgive på afgørende områder (som følge af enstemmighedsprincippet) vil unægtelig være en trist og bleg afskygning af det dynamiske EU, der er behov for. Ikke mindst i opfølgning af udvidelsen af EU er det vigtigt ikke at stække, men tværtimod at styrke EU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her