Læsetid: 3 min.

Hvornår er Rusland en del af Europa?

Euroen skaber forvirring i spillet mellem rubler og dollars hos den russiske middelklasse
6. marts 2004

International
Fra et kursus i politisk økonomi kan jeg huske, at penge tjener talrige funktioner. Det sidste årtis erfaring har dog lært os russere, at dollars er opsparingsvalutaen, og rubler er købevalutaen: Denne enkle leveregel har hjulpet os til at overleve både økonomiske reformer og finanskrak. Men så kom euroen ind i billedet, og for nylig blev vi ramt af endnu en ulykke – rublerne begyndte at stige i værdi.
I deres vurderinger af 2003 kunne embedsmændene stolt rapportere de imponerende tal for stigningen i BNP og lovede, at dette år vil blive endnu bedre. Den kyniske befolkning tror dog ikke på embedsmændenes forudsigelser og lurer instinktivt på, hvad der stikker under.
Når økonomien vokser, og børsmarkedet stiger, har den almindelige amerikaner en tendens til at tro, at denne lykkelige tilstand vil vare evigt, selv om hans egen erfaring burde fortælle ham, at lavkonjunktur følger højkonjunktur lige så sikkert, som dag følger nat. I Rusland er det omvendt – selv fem års vækst har ikke overbevist befolkningen. Paradokset ved den nuværende økonomiske succes er, at flertallet ikke tror på den og går rundt og venter på den næste krise.
Desværre er vores mistro ikke ubegrundet. Høje oliepriser er roden til den imponerende vækst: ’Petrodollars’, som skyller gennem landet, stimulerer nye sektorer. Det er en helt anden sag, at staten og toppen af forretningslivet er ude af stand til at opnå nogle strategiske fordele af situationen: Infrastrukturen falder stadig fra hinanden, udstyr bliver ikke erstattet, og flertallet af befolkningens købeevne er stadig lav. Den nationale vækst skal ses i sammenhæng med en verdensomspændende depression. Vi er et land i den kapitalistiske periferi. Det betyder, at vores skæbne afhænger mindre af, hvor godt vi arbejder, end af hvad der foregår i centrum af det kapitalistiske system. Hvis USA presser oliepriserne ned (og dermed fremskynder sin økonomiske restitution), vil vores egen fremgang hurtigt være forbi. Når dollaren falder, bliver vores opsparing mindre, og når euroen stiger, stiger priserne i Moskvas supermarkeder.

Vil have løn i euro
For nylig var jeg ikke i stand til at gennemføre en fuldstændig dagligdags handling – at skifte vandfilter. Det viste sig, at den russiske model ikke længere bliver produceret. Pga. den styrkede euro er de vesteuropæiske dele blevet så dyre, at masseproduktion af filteret ikke længere kan betale sig.
Det er blevet utrolig dyrt at skifte blækpatron i sin printer – igen pga. den styrkede euro. »Hvad har eurokursen med det at gøre?«, tænkte jeg ved mig selv, noget overrasket. Min printer er produceret af et amerikansk firma, men delene bliver sandsynligvis lavet af sultende arbejdere et eller andet sted i Asien.
»Vi handler hos firmaets europæiske kontor«, bed sælgeren mig af. »Rusland er en del af Europa, at du ved det!«.
I 200 år har de klogeste mennesker i Rusland diskuteret, om landet hører sammen med Europa eller ej, men sagen blev løst på fem minutter af denne sælger, som havde prissat sine varer i euro.
Ikke nok med, at Rusland sælger sine råvarer for faldende dollars og køber varer, komponenter og udstyr for stigende euros – vores egen rubel bliver stærkere og stærkere.
Den normale økonomiske orden er blevet skudt i stykker, og den bekymrede middelklasse diskuterer 64.000 dollar-spørgsmålet: Hvilken valuta skal de spare op i? Ansatte i store firmaer, som førhen var så stolte over at få udbetalt deres løn i dollars, plager nu deres chef om at betale dem i euro. For et år siden ville sådan en forespørgsel have virket mærkelig, men i dag er det fuldstændig uacceptabelt. Ledere er ikke fjolser: Der er ingen, der bare hæver lønningerne med 15 til 20 procent.
Den næsten glemte ’uslovniye edinitsy’ eller ’gængse møntenheder’ er kommet på mode igen. Der var engang, hvor priser blev angivet i ’u.e.’, fordi butiksindehaverne havde problemer med at regne i rubler og var bange for at bryde loven ved at skrive priserne i dollars. I dag skal kunderne gætte, om ’u.e’ betyder gængse dollars eller gængse euroer.
I stedet for en øget fædrelandskærlighed har den styrkede rubel betydet forvirring og mørke anelser hos middelklassen.
Størstedelen af befolkningen er nu ligeglade: De har hverken opsparing i rubler eller dollars – og euroen er slet ikke med i regnestykket.

*Boris Kagarlitskij er leder af Institut for Globaliseringsstudier i Moskva

*Oversat af Anne Brunstrøm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu