Kronik

Kæmpe kommune og kæmpe olieregninger

Den strukturreform, der nu gennemføres over hals og hoved, vil medføre yderligere centralisering. Men centralisering kan blive dyr i et olieafhængigt samfund
Debat
5. marts 2004

Kronik
I december sidste år afholdt Ingeniørforeningen og Teknologirådet to konferencer med fællestemaet ’Når den billige olie slipper op’. Den første dag gav internationale olieeksperter deres vurdering af fremtiden. Næste dag handlede om konsekvenserne for den danske energipolitik. De danske politikere så man ikke meget til ved den lejlighed. Den bedste forklaring på deres fravær blev nok givet af en deltager på den internationale konference, der pegede på, at emnet er så ubehageligt, at det er fristende at fortrænge problemerne og snakke om noget andet.
Der blev i de to dage talt om nødvendigheden af, at vi i god tid (d.v.s. allerede nu) begynder at omstille samfundet til en mere holdbar energiforsyning, baseret på vedvarende energikilder. Det har politikerne svært ved, fordi nogle af de nye energiløsninger ser for dyre ud, så længe olien er billig. Så der er ikke noget at sige til, at de danske politikere foretrækker at snakke om noget andet. Og lige nu snakker de om, hvor mange rådhuse, vi skal have, og hvor de skal placeres. Måske skulle man hellere starte med energien, og bagefter diskutere, hvordan samfundet skal se ud. Tingene hænger nemlig sammen.
I 1978, efter den første ’oliekrise’, beskrev det svenske Sekretariat for Fremtidsstudier to modeller for dækning af Sveriges forventede energibehov i 2015. I ’Uran-Sverige’ leverer over 70 atomreaktorer hovedparten af energien, i ’Sol-Sverige’ dækkes energibehovet af vedvarende energikilder (sol, vind og biomasse). Der var tre konklusioner: Begge løsninger var teknisk mulige, de ville være nogenlunde lige dyre at realisere, og de samfund, der kom ud af det, ville se meget forskellige ud. Uran-løsningen vil kræve et stærkt centraliseret samfund, hvor staten og store selskaber spiller hovedrollerne. Det ligger i forlængelse af den udvikling, vi har set i de sidste 50 år. Modsat vil Sol-Sverige være et samfund med vidtgående decentralisering, hvor energiproduktion og forbrug er tæt integreret og lokalt samarbejde og mange mindre virksomheder spiller en aktiv rolle.

Omstilling til et samfund, der bygger på vedvarende energi vil være en lang og besværlig proces, hvor der skal gøres op med mange dogmer og vaner. Da den første ’oliekrise’ ramte Danmark i 1973 var den vigtigste reaktion, at den danske el-produktion på få år blev omstillet fra olie til kul. Spildvarmen fra de nye, kulfyrede værker skulle udnyttes til fjernvarme, og da det krævede byer, der var store nok til at aftage varmen, blev det hurtigt planlæggernes dogme, at de små bysamfund ikke var ’levedygtige’
Spildvarmen blev solgt til lavpris, således at de husejere, der måtte lide under de nye, høje oliepriser kunne reducere deres varmeudgifter til en tredjedel ved at flytte til de nye kraftvarmeområder. Det satte ekstra skub i affolkningen af landsbyer og landdistrikter. Men der var også folk på landet, der ikke ville flytte sig og som i stedet begyndte at producere deres egen energi. Lokale smede byggede vindmøller, landmænd eksperimenterede med halmfyr og biogas, og ganske almindelige mennesker fandt ud af, at man med et par sortmalede radiatorer med glas foran og isolering bagpå kunne skaffe sig solvarmt vand og slukke for oliefyret om sommeren.
I ministerier og styrelser havde man kun et skuldertræk til overs for landsbytossernes eksperimenter. Danmark skulle dække en stor del af sit energibehov med kul og atomkraft i et centraliseret energisystem, der lignede den svenske Uran-model, og energiforbrugets vækst ville fortsætte, når først man var kommet sig oven på oliekriserne. Budgetdepartementet præsenterede i 1980 en prognose, der forudsagde, at energiforbruget i 2000 ville være ca. 30 procent højere end i 1972, og at det i 2020 ville være vokset med næsten 80 procent.
Det kom til at gå anderledes. I 1985 opgav Folketinget atomkraften, i 1987 kom Brundtland-rapporten med nyt fokus på energi- og miljøproblemerne, og i 1990 kom den første danske energiplan, der for alvor satte vedvarende energi og energibesparelser på dagsordenen. Danske virksomheder fik en stærk international position på energiområdet, og udviklingen i forbruget fulgte ikke prognoserne. Danmarks samlede energiforbrug var i 2002 var praktisk taget det samme som i 1972 – helt nøjagtigt en halv procent højere.
Det kunne have set endnu bedre ud, hvis ikke transportområdet havde fået lov til vokse uhæmmet, da oliepriserne var faldet til ro igen. Det betød, at energiforbruget til vejtransport steg med 69 procent fra 1972 til 2002. Hvis transportområdet havde sparet lige så meget som de øvrige sektorer ville det samlede energiforbrug have været 7-8 procent lavere end i 1972. Udviklingen på transportområdet viser også, at vi ganske vist har fået mere vedvarende energi, men vi indretter stadig samfundet på oliens præmisser.

Billig olie og lave transportomkostninger gjorde det rentabelt at koncentrere produktionen på færre og større enheder. Hver gang forbrugeren hentede en karton mælk fra Arla Foods fulgte der en stadig stigende sjat dieselolie med. Den kunne ganske vist hverken ses eller lugtes, for den var brændt af under den stadig længere transport mellem malkekøer, mælkeproduktion og supermarked. Den billige olie gjorde det muligt for planlæggerne at opretholde dogmet om centraliseringens og stordriftens fordele, og det offentlige system fulgte godt med. Først blev der længere til skole, senere kom turen til sygehusene, og det blev moderne at diskutere, om landets yderområder overhovedet er ’rentable’, og om man ikke burde gøre endnu mere for at affolke dem.
Der er ikke så mange, der undervejs har spurgt folk, om det egentlig er den udvikling, de ønsker og om vi får et bedre samfund ad den vej. Det hele bliver serveret som en økonomisk nødvendighed og som produkt af en udvikling, vi ikke har nogen indflydelse på. Og nu forsøger man at tage endnu et langt skridt med den omstrukturering af landet, der er igang. Hele processen foregår uden grundig debat, og med en befolkning, der ser opgivende til. Og de løsninger, der kommer ud af det, vil efter alt at dømme medføre, at der bliver endnu længere at køre, når man skal på arbejde eller bruge de offentlige ydelser, der ikke kan klares over internettet. Energiforbruget til transport vil stige yderligere.

Før der trækkes nye streger på Danmarkskortet er der et par ting, der burde drøftes: Er det særlig ’fremskridssikret’ at koncentrere væksten og servicefunktionerne i stadig færre og større bysamfund, når den udvikling er betinget af, at arbejdskraften pendler over lange afstande? Ørestaden har hele Sjælland med omliggende øer, store dele af Sydsverige og det østlige Fyn som pendleropland. Den slags strukturer kan kun fungere, så længe olien er billig – men hvad sker den, når den bliver dyr...? Hvis man alene betragter planlægning som en økonomisk/matematisk øvelse kan man så argumentere for, at det vil være mest energiøkonomisk at stable så mange boligenheder som muligt sammen i stadig større byer. Men det er mennesker og ikke legoklodser, der skal flyttes med - og hvad nu, hvis de ikke har lyst, men foretrækker frisk luft, grønne omgivelser og sunde opvækstvilkår for deres børn ?

Skulle vi ikke i stedet overveje, om den energiteknologi, vi bliver nødt til at satse på i fremtiden, giver helt nye muligheder for at lægge udviklingen i decentrale, selvbærende enheder med tæt adgang til energiressourcer, kort mellem hjem og arbejde og lokal produktion og distribution af basisfødevarer? Den udvikling kunne fremmes ved at gøre som Irland, hvor regeringen i løbet af tre-fire år har planer om at flytte over 50 statsvirksomheder med ialt 10.000 ansatte fra hovedstaden Dublin ud i landet. Men set fra de danske strukturstrategers skriveborde viser det vel bare, at Irland er en nation af landsbytosser...
Det kunne vi godt bruge et par år til at diskutere og det burde være et væsentlig tema ved næste folketingsvalg. Det kunne måske endda blive en ægte folkelig ’værdidebat’, der ikke handler om fortiden, men om fremtiden. Strukturkommissionens betænkning prøver i stedet ligesom 80’ernes mislykkede energiprognoser at forudsige fremtiden ved at se bagud. Med lidt øvelse og held kan man godt manøvrere en bil fremad ved udelukkende at se i bakspejlet, så længe man kører langsomt og vejen går ligeud. Men hvis farten er høj og der er sving forude kan metoden ikke anbefales.

*Benny Christensen er civilingeniør og faglig koordinator for transport og brintteknologi i Organisationen for Vedvarende Energi (OVE)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her