Kan etniske minoriteter dunke?

Kronik
Streetbasketball, dunkende hiphoprytmer og medborgerskab – for de fleste en ganske unaturlig sammenblanding, men man skal ikke lede længe for at finde det. I basketball er ’game’ afslutningen på en kamp. I det danske foreningsliv er GAM3 (udtales ’game’) en to år gammel street-basketball- og hiphopforening, som henvender sig til børn og unge i såkaldte indvandrerghettoer som Mjølnerparken, Vollsmose og Gellerup. GAM3 håber på at være game i en anden forstand – ved hjælp af streetbasketball vil GAM3 opmuntre til at skære båndene til den lurende passivitet og fristende småkriminalitet; og omvendt skabe en platform for en ny begyndelse; begyndelsen til at udfylde sin rolle som medborger i et Danmark uden for Mjølnerparken.
I den fri debats hellige navn er etniske minoriteter i forhold til begrebet medborgerskab et yndet emne med tradition for hårdt spil. Den klassiske opdeling mellem den republikanske stats beskyttende, bedrevidende begrænsninger i rettigheder og den liberalistiske ideologi om frihed til individet træder især i relief, når det gælder statens og de etniske minoriteters gensidige rettigheder og pligter. Har staten f.eks. pligt til at indføre kvoteordninger i boligområder og gymnasieklasser for at skabe en mere lige fordeling af etniske minoriteter landet over? Eller skal staten omvendt forbyde sådanne tiltag, da de skaber en konflikt med individets ret til selvbestemmelse?
Tilsvarende deling ser man, når fokus flyttes til de etniske minoriteters ansvar som medborgere: Er deres statistisk høje arbejdsløshed selvforskyldt gennem mange års passivitet, eller er det Danmark, som gennem diskrimination og den negative integrationsdiskurs hindrer integrationsprocessen? Mange bud er kastet ind på debatternes basketballbane i denne dekades tilsyneladende yndlingsemne. Udover at undre sig over at syv procent af den danske befolkning kan være inspiration for så mange debatindlæg, kan man konstatere, at det som størstedelen af debattørerne har til fælles er, at ingen vil vedkende sig et ansvar. I stedet kastes dette som en anden basketball hen til enten de etniske minoriteter selv eller regeringen. Desværre rammer bolden sjældent kurven.

Lise Togeby har forestået den nyligt afsluttede magtudredning og opererer med fire dimensioner af medborgerskab, nemlig rettigheder, ressourcer, deltagelse og identitet. Rettigheder og ressourcer skal sikres af staten gennem henholdsvis lovgivningen og uddannelsessystemet. Derimod påhviler det den enkelte borger at komme op fra udskiftningsbænken og ind på banen for selv at sikre medborgerskabets nødvendige deltagelse.
Undersøgelser viser, at såkaldte ghettoområder står i høj kurs hos flygtningefamilier efter de obligatoriske tre år i placeringskommunen. Man kan undre sig over, at nogle frivilligt vælger at flytte til disse områder trods den høje arbejdsløshed. Her kan ideen om medborgerskab spille ind ved at betragte begrebet som mere end det noget abstrakte og formelle medlemskab af staten Danmark. For essensen af at være medborger er at deltage på både det politiske, civile og kulturelle plan. Dette er også implicit i ordet: man er ikke kun borger; man er med-borger sammen med de andre borgere, hvor man er del af et fællesskab og deltager på lige fod med andre. Måske har disse boligområder i den forstand noget at tilbyde frem for andre til netop denne gruppe af mennesker? Hvis den enkelte ikke føler muligheden for en sådan deltagelse i andre boligområder, vil det være naturligt at søge mod kulturelt ligesindede fællesskaber, da dette kan være det eneste alternativ til at isolere sig hjemme i bedste danske, anonyme naboskabsstil.
Etniske minoriteter beskyldes ofte for ikke at kende spillereglerne i et demokratisk samfund og af nogle måske endda for at true dettes grundlæggende værdier. Denne opfattelse har en ekskluderende effekt, hvor det enkelte individs ressourcer ikke anerkendes. Man kan også vende spørgsmålet om og undersøge, om demokratiets grundlæggende værdier omvendt er gældende for etniske minoriteter; for hvis man mødes af fordomme og har dårlig adgang til deltagelse og indflydelse, tager man ikke samme stolthed og ansvar for sit demokrati. Ordet ansvar kommer af at ’svare an’ – for at man kan svare an, må én stille et spørgsmål og henvende sig. Ansvar er ikke noget, man tager ud af ingenting, og ideen om at tage ansvar går dermed to veje. For at den enkelte borger kan være en del af demokratiet skal han inviteres; og derefter kan kun han tage ansvar for egen deltagelse.
, hvis ikke den kommende forsørgerbyrde skal give velfærdsstaten dødsstødet. Legepladsen for det demokratiske spil ligger i nærområdet – i beboerforeningen, i skolebestyrelsen og for de unge i idrætsforeningen. Historisk set var det netop gennem foreningslivet, at befolkningen fik forståelse for demokratiets normer og værdier.

Der er i Danmark over 11.000 idrætsforeninger, der alle fungerer som små fællesskaber i det store demokrati. I foreningsforum ophæves de sædvanlige grupperinger, og folk mødes på tværs af social klasse og etnisk baggrund. Men dagens brede spektrum af foreningstilbud har lidet held til at indfange de 1.000 børn i Mjølnerparken, selvom Nørrebrohallen med dens slaraffenland af kampsport, basketball og håndbold ligger lige rundt om hjørnet. Måske kan denne manglende deltagelse for nogle retfærdiggøre at lade Mjølnerparkens børn sejle deres egen sø, men det er nødvendigt at sætte ind med en ekstra indsats med spørgsmålet: Hvordan opnås den nødvendige inddragelse af fremtidens borgere gennem foreningerne?
I foreningen GAM3 forsøger vi at gå til værks tæt på kurven og inddrage unge af anden etnisk baggrund i alderen 12-25 år. GAM3 holder til i boldbure placeret centralt i 12 boligområder som Mjølnerparken. Når de unge kommer ud af deres opgange, mødes de af foreningsaktiviteterne, selvom hverken forældre eller søskende har erfaring fra foreningslivet. Gennem en involvering i træner- og lederarbejdet kan vi se, at der er etniske minoriteter i landets mest socialt belastede boligområder, som ønsker at tage del i dette fællesskab. Khuram (16 år) og Samir (17 år) har engageret sig i projekt ’GAM3 DOME’ for, at Københavns ungdom, uanset etnicitet, kan få et indendørs træningssted, hvor der året rundt spilles streetbasketball. I tæt samarbejde med foreningens bestyrelse har de taget kampen op og dannet sig et godt indblik i demokratiets korridorer med dens ansøgningsfrister og bureaukratiske forvaltninger.
Det er succeshistorier som denne, der giver energien til at fortsætte. At tro på den anden side at en sommer med streetbasketball kan få alle deltagere til at gennemføre en uddannelse, er selvfølgelig for optimistisk. Initiativer som GAM3 kan vise en virkelighed med klare spilleregler og nødvendigheden af, at hver enkelt selv tager et ansvar. Hvis man vil blive dygtig, kræver det vedholdende træning. GAM3 håber på, at deltagerne vil lære af deres positive oplevelser omkring det at tage ansvar og videreføre dette til andre af livets mange arenaer. Derved tager GAM3 udgangspunkt der, hvor den unge befinder sig – hvad enten hun har brug for at lære om sportens grundlæggende værdier eller er parat til at tage de større bureaukratiske udfordringer som Khuram og Samir. Afstanden fra svedige basketballmoves til politiske formuleringer behøver derfor ikke at være uoverskueligt stor.
Hvis vi i højere grad ønsker at inddrage etniske minoriteter i det danske samfund, er det nødvendigt at se ud over de formelle rettigheder. For at formelle rettigheder kan blive reelle rettigheder, må der gøres en indsats, hvor man som etnisk minoritet svarer an. Derfor er det nødvendigt med både med en regering og lokale aktører, der vælger at sætte ind med positiv særbehandling for at indbyde til denne interaktion. Udover opsøgende projekter som GAM3 kunne dette f.eks. være et par ugentlige timer i svømmehallen udelukkende for kvinder eller badeforhæng i idrætsklubbernes omklædningsrum. Men ansvaret ligger i lige så høj grad hos de etniske minoriteter selv. De bør i højere grad involvere sig i foreningsdemokratiet og være med til at udforme et mangfoldigt fællesskab. Bolden er blevet kastet op, og det er nu kun et spørgsmål om, at medborgerskabet dunkes på plads – hvem melder sig?

*Helene Ratner og Simon Prahm er hhv. antropologistuderende og idrætsstuderende ved Københavns Universitet