Hvad skal borgerne og virksomhederne i kommuner og regioner leve af i fremtiden? Hvordan styrkes borgernes politiske indflydelse og oplevelse af sammenhængskraft
i lokalsamfundene? Vil den forestående reform stille os bedre i konkurrencen i regionernes Europa?
Kronik
Ikke mange sætter i den politiske debat spørgsmålstegn ved behovet for ændring af den regionale og kommunale struktur i Danmark. Der er mange meninger om Hvordan, men færre om Hvorfor. Der er behov for ændringer på en række opgaveområder, som fordrer specialviden. Behovet er også til stede, hvis man ønsker logiske og enstrengede opgaveløsninger.
Hvis kommunerne f.eks. skal overtage arbejdsformidlingen, vil det da være ganske intelligent, om man organiserer sig med udgangspunkt i de cirka 35 pendlingsregioner. Men er det nok til at motivere en fuldstændig omkalfatring af hele den administrative struktur i det offentlige staten indbefattet?
Hvis perspektivet primært er service kvaliteten på sygehusene eller antallet af hjemmehjælpertimer er en administrativ tankegang tilstrækkelig, men den kan alene føre til en rationalisering af de offentlige opgaveløsninger. Den taler ikke til borgeren som myndig i samfundet, men kun til hende som forbruger eller klient. Sådan en indfaldsvinkel er for fattig, og den kan ikke skabe samfundsmæssig sammenhængskraft, identifikation og medleven.
Den vigtigste motivation for at indføre større enheder er stort set ikke indgået i debatten endnu. Det er spørgsmålet om, hvad vi skal leve af i fremtiden i en stadigt mere konkurrenceudsat verden og hverdag. Hvordan kan vi samtidig styrke demokratiet og det folkelige engagement i samfundsudviklingen i en fremtid, der præges stærkt af internationalisering og global konkurrence? Det er sådanne spørgsmål, som politikerne forhåbentlig intuitivt fornemmer er ved at rejse sig i befolkningen. Det kan man i bedste fald håbe. Andre undersøgelser peger dog på, at det politiske lederskab for tiden på alle niveauer tænker indadvendt, hierarkisk og i mediestyrede enkeltsager.
Hvis borgerne aktivt skal med i diskussionerne om hvad vi som samfund skal leve af om 10-30 år, og hvordan vi bedst indretter vores offentlige sektor til at bidrage til det, kræver det en vision om det kommende liv og om samfundets indretning. En vision, der udtrykker, at det og det vil vi arbejde henimod i vores region, i vort lokalsamfund. Det gør det nødvendigt, at vi diskuterer, hvordan vi hører sammen, regionalt og lokalt. Hører f.eks. vi i Hedensted mest med til Horsens- eller Vejle-området. Eller er vi i videre forstand orienteret mod Århus eller Trekantområdet/ Odense? Hvordan skaber vi fælles forståelse og fodslag herom? Hvilke nye arbejdsdelinger skal der til? Hvor er der vækst og hvor tilbagegang og hvad vil vi gøre ved det?
I de senere år har man i EU-regi kraftigt talt for regionernes Europa, især har de økonomisk stærke regioner talt højt. I Tyskland stiller man sig dog fortiden spørgsmålet på en mere dyster økonomisk baggrund end i Danmark. Det er som om regeringen har trukket sig aldeles ud af denne diskussion, og det kunne jo være fordi, perspektivet er for snævert tænkt.
Skal vi have internationalt konkurrencedygtige regioner i Danmark, bør man være klar over, at målestokken er international. Det betyder, at man konkurrerer med Berlin-regionen, Hamburg-regionen o.l.
Det er områder med store byer som centrum med koncentration af befolkning, viden, kapital, forskning, erhvervsdynamik og internationalt udsyn. I en dansk tradition med så stort et kommunalt råderum, som vi har vænnet os til, må regioner og kommuner følge med opad i størrelse ikke blot så de kan matche det øjeblikkelige konkurrenceniveau, men også det fremtidige. Til gengæld må brugerstyringen på det helt lokale plan og for de nære services vedkommende gøres mere omfattende og mere økonomisk forpligtende.
Man har gode eksempler i Sverige, f.eks. i Vellinge (Skanør/Falsterbo) med cirka 36.000 indbyggere. Her har man opdelt kommunen administrativt i et antal distrikter, hvor der er enhedsservice-organisationer, der omfatter alle daglige services på social-, skole-, fritids-, kultur-, og ældre-områderne. Men kommuneplanlægning, teknik og miljø er ikke decentraliseret. Det er en selvstændig enhedsforvaltning for kommunen som helhed. Hvert servicedistrikt ledes af en direktør med budget- og resultatansvar og med reference til kommunaldirektør/borgmester. De politiske udvalg beslutter alene serviceniveau, udviklingspolitikker og strategier samt budget. Direktøren har i princippet fulde disponeringsbeføjelser til at bruge de tildelte ressourcer. Hun skal blot leve op til det deklarerede serviceniveau og holde bundlinjen. Det er en rendyrket kontraktstyringsmodel baseret på lokalsamfundsopdeling.
Det interessante ved denne model er det brede ansvar for al service til lokalsamfundet på tværs af traditionelle forvaltningsgrænser.
Vi har i Danmark én konkurrencedygtig region (Øresundsregionen) - og udsigt til én mere: den vestdanske med base i det store trekantområde: Århus-Trekantområdet-Herning. Lars Løkke Rasmussen synes (Politiken, den 11. februar) at mene, at regionerne kan undværes, og at kommunerne egentlig ikke behøver at blive så store. De kan jo bare lave nogle flere kommunale fællesskaber og så udlicitere opgaverne. Det vil nok behage enkelte af Venstres borgmestre, men næppe bidrage til klarhed og énstrenget opgaveløsning. Det skaber næppe nogen konkurrencedygtighed heller.
Hvis perspektivet er at skabe internationalt bæredygtige regioner, skal man koncentrere sig om det offentliges indsats som strategisk, erhvervsudviklingspolitisk aktør med et væsentligt ansvar for den regionale udvikling i de kommende år, og som derfor må matche de vilkår, der er i konkurrencen regionerne imellem. Det taler for en hurtig løsning af den regionale problematik inden næste kommunevalg.
Til gengæld kan man lade debatten om både frivillige og armvredne kommunesammenlægninger foregå hen over næste valgperiode. Et mål kunne være cirka 35 kommuner, f.eks. svarende til pendlingsregionerne, sådan som de tegnes i bilagsbindet til Strukturkommissionens betænkning (kap. 27: Mobilitet)
Vi har brug for en struktur, der er tilstrækkelig robust til at kunne holde til henimod 2050. Realistisk set er en strukturændring af det offentlige Danmark så stor og bekostelig en sag, at man ikke omstrukturerer hvert 10. år. Den kommende struktur i det offentlige skal derfor være robust og langsigtet forstået på den måde, at den skal kunne indoptage en mængde ændrede opgaver i sig, uden at strukturen i sig selv behøver at blive omlagt - nøjagtigt lige som det er gået med den nuværende.
Denne robusthed opnås bedst, hvis man ikke tager udgangspunkt i løsning af de nuværende opgaver, men i at klare sig i fremtiden borgerne engagerer sig deres region og lokalsamfund, også i den langsigtede vision for udviklingen der er politisk ledelse af såvel regioner som kommuner man benytter lejligheden til at samle opgaveløsninger, i stedet for som nu i stort omfang at have dem delt ud til forskellige myndigheder.
Statens opgave alene bliver at fastsætte de overordnede rammer via lovgivning og at pleje det europæiske perspektiv samt sikre den nødvendige ensartethed i kvalitet og rettigheder for landets borgere.
Nogle af de rigtige spørgsmål, der bør stilles, er:
Hvad skal vi leve af om 10-30 år og hvordan understøtter vi bedst den udvikling vi ønsker via indretning af den offentlige sektor som helhed.
Hvilke adfærdsmønstre hos borgerne er det fornuftigt at lægge til grund for vore analyser af, hvordan den fremtidige bæredygtighed af regioner og kommuner vil være? Her kan f.eks. peges på pendlingsmønstre, uddannelsesvalg, bolig-, indkøbs- og oplevelsesvaner m.v.
Hvordan styrker vi det regionale og lokale demokrati samtidig med, at vi styrker hverdagskulturen?
På hvilke områder er det vigtigt at have regional konkurrencedygtighed på internationalt niveau, og hvordan skal dette hensyn prioriteres i forhold til indretningen af den regionale og kommunale struktur?
Hvor ligger de fremtidige smertegrænser for regional og lokal vækst? Hvor meget kan vækstcentrene absorbere af befolkningstilvækst?
Hvordan giver vi mulighed for vækst og hensigtsmæssige levevilkår i de dele af Danmark, der ikke er vækstområder?
Hvilke politikere vil sætte denne politiske dagsorden?
*Knud E. Serup er udviklingskonsulent ved iterna ApS, Vejle
