Kronik

Lad os få en kønsballade

Den patriarkalske kultur – som har installeret sammenkoblingen mellem magt og sex – har gjort kvinden til køn og manden til intetkøn
15. marts 2004

Kronik
Kvindernes internationale kampdag er overstået. Og efter alle avisartiklerne, tv- dokumentarene, radioudsendelserne efterlades man med en dårlig smag i munden over endnu engang at måtte konstatere, at hvis der er noget, som ikke er lige i det lille danske smørhul, er det løn og magt. Kvindernes internationale kampdag efterlader mig altid i en blanding af dyb depression og ophidset undersøgelsestrang. For hvordan kan det være? Hanne-Vibeke Holsts dokumentar Hvorfor har mænd magten? på DR1 svarede umiddelbart på spørgsmålet. Det er, fordi løn, magt og sex er forbundne og i den triangel sidder mænd på magten, som giver bedre løn, og kvinderne på sexen. Sådan er det. De var enige om det fra Skagen til Gedser: Tor Nørretranders, historikeren Søren Mørch, Holsts egne søstre fra Vestjylland, Anna Thygesen fra det hedengangne Kurt Thorsen og co., forskeren fra magtudredningen, etc. Mænd gør parade, kvinders mulighed er maskeraden. Kort og godt: magt er for mænd, og kvinders kort er sex.

Men det ved vi vel godt. Ja, det gør vi. Og vi gentager det i en uendelighed. Vi hjernevasker os selv med sammenhængen mellem magt og sex, dette specielle kønsforhold, som vi også godt kan lide at biologisere, som da Tor Nørretranders og Hanne-Vibeke Holst har sat hinanden stævne ved tigergrotten i zoologisk have for på netop dette sted at producere nogle sammenligninger.
Det er her, det går galt. Det går galt i den måde, vi taler om køn på, de metaforer vi bruger. Vi har ikke gennemtænkt, hvad det vil sige at tale om mænd og kvinder, og hvilke konsekvenser det kan få. Vi bekræfter stadigvæk, at Manden og Kvinden er noget naturgivent, hvilket ikke er tilfældet. Der er nok biologisk forskel, men det er noget andet, og det behøver ikke at have nogen betydning. I vores kultur kobles biologisk forskel sammen med kulturelle betydninger, og det er de sammenkoblinger, der er problemet.
»Feminismens vigtigste projekt er at give manden et køn«, skriver Lilian Munk Rösing i en kronik her i Information den 7. februar. Den paradoksale situation er vi havnet i, fordi det, både Munk Rösing og jeg selv ikke tøver med at kalde den patriarkalske kultur – som har installeret sammenkoblingen mellem magt og sex – har gjort kvinden til køn og manden til intetkøn. Manden er ’menneske,’ hans position er neutral, objektiv og vidende, og kvinden er ’køn’, den som gør sig smuk for og føder børn til mennesket.
Nu skal man ikke forstå den tale om patriarkatet, som nogle gjorde i 1970’erne, nemlig som »mændenes sammensværgelse mod kvinderne«.
Dagens kønsteoretikere forstår patriarkatet mere som en »måde at tænke på«, som noget vi hovedsageligt har lagt bag os (netop qua kvindefrigørelsen), men som stadigvæk har tag i os. Det betyder således, at også mænd er underlagt strukturen, og at også mænd kan have grund til at føle sig spærret inde. De er så at sige tvunget til magten.

At den måde at tænke på stadigvæk har tag i os, viser sig ved, at vi let kommer på glatis, når vi formulerer os om køn. For samtidig med at vi beskriver tilstanden, så kommer vi også til at reproducere den og bekræfte den. Det sker også for Munk Rösing i hendes analyse: Hun hævder faktisk Kvinden og Manden som to eksistentielle og forskellige i kroppen bundne tilstande. Og hvis bare manden bliver kønnet, så går ligningen op. Kronikken var skrevet i anledningen af kunstneren Peter Brandts udstilling marilyn & me i Galleri Projekt i København, hvor den i en lidt længere version fungerede som katalogtekst (se: www.peter-brandt.com). Jeg vil gerne gøre ophold ved udstillingen, fordi den kan bruges til at reflektere over kønsballaden.
Peter Brandts udstilling var en slags transvestit-performance, der bestod af fotografier, lysbilleder, objekter og video. En ’normal’ transvistit parodierer ’kvinden’ og udvisker sit mandekøn. Peter Brandt lader os imidlertid ikke i tvivl om såvel sit mande- som kvindekøn i denne udstillings billeder og objekter.
Vi skal netop se hans mandekrop inde under hans skin af Marilyn Monroe. Vi skal ikke være i tvivl om Brandts to køn. Marilyn er den kvinde, han passerer igennem – så at sige – for at opnå sit statement. Hun er par excellence det 20. århundredes kvindeikon, men hun er også blevet en parodi på ’kvinden’, uanset hvor dejlig hun er.
Det er selvfølgelig derfor, det er Marilyn, Brandt benytter sig af. Hun er ’for meget’ kvinde, for er der noget, cross dress’ere vil have, er det ’for meget’ af noget. På den måde peger drag’en på kønsforskellen, som også Munk Rösing siger, men den udvisker den samtidigt, for er der noget som ikke interesserer en drag, er det, hvad der befinder sig mellem benene – den lille anatomiske forskel.

Her kommer imidlertid udstillingens tredje spiller ind på scenen, som er Andy Warhol. Brandt optræder med Warhol-paryk i to værker, som begge bærer titlen andy warhol, marilyn monroe & peter brandt. Andy Warhol er en interessant figur i denne forbindelse, fordi han, før alle myterne om ham begynder, fremstår som androgyn. Én hvis køn man netop har svært ved at bestemme, én som udvisker kønnet, én der har ’for lidt’ af noget.
Jeg vil mene, at det at performe i drag er at give udtryk for et ønske om at være noget mere, meget mere, end det kulturen giver én lov til qua ens medfødte anatomi. Og når drag’en vælger at træde ind i det andet køn (i dette tilfælde kvinden), er det, fordi der ikke tilbydes andre alternativer. Drag’en ønsker mere end et køn, men vil på den anden side også udfordre kulturens forventning til, at individer udfylder det køn, der ’passer’ til deres medfødte anatomi. Det geniale i Brandts udstilling er, at den viser alle transvestittens mellemregninger. Den er som en analytisk proces, der opløser det sammensatte hele i dets enkelte dele. Den er en allegori på kønnets sammensathed af sidestillede plusser og minusser.

Det er et vigtigt projekt for feminismen at give manden et køn, men det skal være retrospektivt og historisk betragtet. Intetkønnet skal kønnes bagfra så at sige, for at vi kan blive fri af kønnet i fremtiden, men vi må til de ’skæve’ teorier (queer theory) for at komme til at tænke på den anden side af to begrænsede køn. At blive fri af kønnet vil sige at blive fri af sammenfaldet af seksualitet og forplantning; det som i de teorier benævnes den heteroseksuelle matrice.
I vores kultur installeres kønsidentiteten som den første og største forskel. Det første, vi gør ved et nyfødt individ, er at tildele det et af to mulige køn: fødselsattesten beskriver, om der er tale om en hun eller en han og giver et kønsspecifikt navn. Kønsidentiteten dikterer en bestemt form for ’rigtig’ og ’naturgiven’ seksualitet bestemt til det at producere børn. Af alle fobier er homofobien derfor den største i vores kultur, fordi andre former for seksualitet truer denne ’oprindelige’ orden. Men denne orden har konsekvenser – og for nogle mennesker fatale – for hvordan vi kan leve vores liv som frie subjekter. Et argument imod den gamle orden er, at seksualitet og forplantning ikke er nødvendigt forbundne, for selv om der godt nok skal sex til at producere børn (hvilket ikke engang er tilfældet længere), er den mulige udsigt til børn ikke forudsætningen for sex.

Transvestitten er queer-teoriernes emblem, fordi den peger på begrænsningen i to køn, og ikke som Munk Rösing konkluderer, peger på to eksistentielle køn. Cross dress’ere forskyder nemlig kønnet i andre retninger, til noget ubestemmeligt, hvad Andy Warhol er symbolet på hos Peter Brandt.
I en kultur, hvor seksualiteten er den første og største forskel, må der nødvendigvis herske angst for at slippe kønnet i dets eksisterende form. For det første vil det nemlig rykke ved det, der anses som den grundlæggende identitet, og for det andet, og det giver måske anledning til den allerstørste angst, fratage os det seksuelle, eller hvad?
Men prøv tankeeksperimentet at udskifte ’køn’ med ’krop.’ Kroppen er et eksistentielt vilkår, men køn er det ikke, det er noget, vi får med som den første fødselsdagsgave, efter at vi har forladt livmoderens trygge omgivelser. At skille køn fra krop betyder ikke, at seksualiteten forsvinder. Hvad nu hvis seksualitet bare er sansende kroppe?
Så har vi ikke brug for at tale om dem som hverken maskuline eller feminine. Bliver sex mon ringere af den grund – og magten?

*Ulla Angkjær Jørgensen, ph. d. i kunsthistorie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu