Kronik

Når debatten er iscenesat

Den iscenesatte debat er ikke kun en sag for DR/P1, men sindbilledet på en krise i demokratisk kultur, der stikker langt dybere
Debat
18. marts 2004

Kronik
Ordet er frit, og ordet er dit!’ Sådan lyder en slaglinie for den såkaldte ’P1 Debat’. Det lyder samtidig som et mantra fra den siddende regering, der overalt advokerer for mere frihed, åbenhed og dialog men straks mandsopdækker med spin og kontrol, så alle de frie valg og udsagn opløser sig i nul og nix. Nu er denne dobbeltbundne frihed sivet ind i DR og blevet til ’public service’: en snild og billig måde at lade folkets røst komme til orde på, så demokratiet med god samvittighed kan fejre sig selv. Bare ring, mail, fax eller klik dig ind på en hjemmeside, og hele nationen lytter til dig!
Lad os et øjeblik skrue tiden tilbage til efteråret 2002, da avisen Dagen gjorde sin entre. Det var dømt ’tid til fornyelse’, men bortset fra et vældigt bedrag og en bunke journalistiske illusioner var Dagen kun leveringsdygtig i ét originalt påhit: nul læserbreve, nul spontan debat. De få og ganske ensomme opinionssider var fra dag et reserveret et udvalgt panel af kommentatorer – alt var under fuld kontrol, og den debat, der måtte være sigtet med disse bestilte indlæg, skulle i hvert fald ikke fortsætte i bladets spalter.
Den slags fejldispositioner vil en daglig avis helt sikkert dø af, men Dagen nåede slet ikke at blive daglig, før skuden sank med mand, mus og pc. Men andre aviser redigerer også deres debatstof, selekterer, vægter og prøver at tematisere, men de ved alle, at debatstof har høj prioritet blandt læserne. Både hvor der er tale om aviser, hvis læsere gerne ser en bestemt holdning varetaget, og hvor avisen gør en dyd af at holde døren åben for ny og uventet kritik. Redigeret bliver der alligevel, men gerne med det ønske, at det engagerede læserindlæg og den skarpe kommentar sætter noget i gang – allerhelst nogle tiltag og forandringer, der kan demonstrere, hvor vigtig pressen og den offentlige debat er. Læserbreve og spontane kommentarer med gehalt kan dag efter dag insistere på, at der er noget galt, og det seje læser-træk kan – som den journalistiske kampagne – ændre opinionen og forandre det politiske, kulturelle landskab.

Set i det lys har mange aviser allerede længe bevæget sig i den gale retning ved at søsætte bestemte klummer, hvor udvalgte skribenter med mellemrum kan udbrede sig ganske frit. Også når de ikke rigtig har noget på hjerte eller ikke har gennemtænkt en given sag. Det svækker tilliden til den pågældende platform, og der opstår let meningsmaskiner, som flytter fokus fra sagen til personen. Bevares, der findes skarpe og begavende klummeskrivere, men det latente problem er, at de faste klummers indhold ikke altid – eller særlig tit – opstår af indre nødvendighed, men af et tilfældigt format, en ugedag, en ret til at komme til orde.
En anden vanskelighed er, at mange klummer genremæssigt sætter sig mellem en række stole, men ofte nær en, hvorpå der står ’underholdning’. Det er der ikke i sig selv noget galt i, god underholdning er ikke at foragte, men der går let menings-hygge-sprederi i det hele. Som trætte vanedyr må vi lige hen til den kære spalte, hvor der serveres artigheder, rasmus-modsat-attituder, ’det-falder-mig-for-resten-lige-ind-synspunkter’ og godt tilredne kæpheste. Undskyld jeg siger det, men det er ikke her, pressen henter sine Cavling-priser, eller den offentlige debat kommer i skred.

Det nærmeste, Danmarks Radio kommer denne hybrid mellem kritisk debat og underholdning, er programmet ’Dahls Duel’, hvor den servile og lidt drilagtige klummeskriver-vært bevidst indtager en række synspunkter, der står i modsætning til hans gæsts. Derpå kan forestillingen begynde, med jingler og sekundanter, men først og sidst med en skindebat, der næppe har andet formål end at slå et par timer ihjel. Når klumme-værten ikke træder i karakter, men blot leger og hygger sig med sin lille platform og fløjs-fleuret, er vi godt ude i det, jeg kalder den iscenesatte debat. Det er meningsteater a la Hyde Park, men dramatiseret for flink formiddagsradio, så der hverken er ølkasser, skrighalse eller bidende synspunkter i æteren. Man kan roligt støvsuge imens.

Lad os vende tilbage til den såkaldte ’P1 Debat’, hvor ordet er så frit, så frit, og hvor interessen i lytternes meninger er så udtalt, at der igen og igen oplyses om e-mail, www, tlf. og fax. Ingen skal få lov til at skjule sig, hvis de har en mening – det er, som om værterne ligger på knæ og trygler om opkald. Bare en lille sms, så debatten kan komme videre. Ja, debatten, men iscenesat til det yderste: ’Velkommen. I denne uge skal vi tale om incest, og i de følgende dage har jeg et offer, en krænker, en forsker og en filosof i studiet for at lægge op til dagens debat!’
Så gik tiden med det – ’tankevækkende radio’ kaldes det sgu! Der kommer ikke noget ud af det, ingen reviderer for åben mikrofon sine synspunkter, ingen forpligter sig til at gøre noget, bringe sagen videre el.lign. Men folket får afløb for deres kære meninger og bliver – det er jo radio! – hørt. Det bliver sagt, og det bliver hørt, men der sker ikke en skid. Fortvivl dog ikke helt, ’for i næste uge skal vi diskutere Kennedy-mord og konspirationsteorier!’ Problemet er, at ’P1 Debat’ bilder lytterne ind, at her gælder det frie ord – underforstået: her kan man endelig komme til orde og ruske op i noget; men det passer ikke, for DR er ikke interesseret i en debat, der ikke kan kontrolleres, og skal derfor ikke nyde noget af lytterbidrag, der kommer fra hjertet og selv vil sætte en dagsorden.
Hov, det ligner jo linien fra Dagen, men er faktisk endnu mere arrogant, fordi man postulerer en frihed og kritisk debat og ikke erkender, at der blot er tale om meningsflow.
Det virker som en lumsk disciplineringsmanøvre, hvor man søger at holde folk beskæftiget med noget, der forekommer betydningsfuldt (men er lige så futilt som at skrive til julemanden), samtidig med at man knytter dem til mediet i håb om, at de ikke smutter over på Sky Radio. Det er sandt, at internettet har skabt nye generationer af kværulanter og folk, der tror, at deres mening er lige så god og værd at lytte til som alle andres – og derfor skal frem – men dem behøver de ’gamle’ medier vel ikke tage sig af. Lad dem blive i nettet.

En særlig kategori af klummeskrivere udgøres af den lille ’hær’ af morgenfriske provokatører, der står for ’Spidsen’ lige før 9-radioavisen.
De skiftende værter er så forelskede i denne korte spalte med ’indspark’ til debatten, at der ingen ende er på den entusiasme, med hvilken de lægger op til ’Dagens Spids’ og efterfølgende anmoder Gud og hvermand om at gå på nettet og ’blande sig i debatten’. Som discount-programmet ’Poul Friis’, der nu på 4. år tager politikere og eksperter som gidsler for lidt sjusket interview og telefondebat, er ’Spidsen’ endnu et eksempel på iscenesat debat uden formål og kontur. Jo, det er direkte, og det ryger også durk i glemmebogen.
Den iscenesatte debat er blevet demokratiets nye akilleshæl, for folkestyret lever af regulær, ordentlig og alvorlig diskussion om mål og midler; hvor ord og handling følges ad, argumenter anvender gode, gennemskuelige grunde, og samtale derfor giver mening. Kort sagt: hvor synspunkter har dybde og konsekvens og ikke sendes i omløb for at vejre morgenluft eller anstifte taktiske manøvrer; hvor den ’herredømmefri samtale’, med Habermas, kan bringe menneskenes børn nærmere rationelle, samdrægtige beslutninger. Opløses det hele i spilfægteri og skindebat, ender vi i den kyniske manipulation eller i den tomme gestus, at da der kan siges både pro et contra, er alle meninger vel lige gode. Som puddelhunde skal de blot luftes lidt.
. Som når landets statsminister siger, at deltagelsen i krigen mod Irak nok kom af en ’tung og vanskelig beslutning’, men afviser en nærmere, kritisk diskussion af denne beslutnings grunde som ’det rene juristeri’ – og følger denne fornægtelse af rationel, demokratisk kultur op med et retorisk illusionsnummer: ’Vil I da hellere have Saddam tilbage?!’ Vil I ikke have den ene grund, kan I få en anden eller tredje…

Vi ved allerede, at den kommende debat om beslutningsgrundlaget for Irak-krigen bliver stærkt iscenesat og stramt redigeret, men det udelukker ikke, at man som dreven politiker kan afslutte en sådan høring med en glad bemærkning om, at man da ’har haft en god drøftelse og en livlig udveksling af synspunkter’.
Det ligner en ’P1 Debat’, og det har jo sine grunde. Regeret bliver der nemlig alligevel. Jovist, men når den offentlige debat trivialiseres, enten ved at blive iscenesat og gjort bovlam, eller ved at blive bagatelliseret af politikere, der ikke gider høre mere vrøvl, så er vi næsten dér, hvor vi stod før oplysningstiden og de første spæde skridt mod demokratisk civilisation.
Dengang man for resten oprettede rådgivende stænderforsamlinger for at iscenesætte debatten – og springe den over.

*Peter Thielst er forfatter og forlægger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her