Kronik

Sonnergaard, cigaren og sandheden

Det klinger ikke så godt med Jan Sonnergaards image som reflekterende enfant terrible, at han ikke kan gennemskue de mønstre, der gør, at han nu er forenet med en Hanne-Vibeke Holst i, hvad der fremstår som Gyldendals kanonføde, mens den diskrete direktør selv holder sig på lang afstand af fjendeild
Debat
24. marts 2004

Kronik
Naturligvis var Jan Sonnergaards forsvarsskrift for Gyldendal-direktør Johannes Riis (Inf. 18. marts) et ømt syn – bortset fra den lille detalje, at Sonnergaards bøger udkommer hos samme direktør, hvad han behændigt undlod at nævne i en artikel, der ellers havde grundigt travlt med at påvise andres inhabilitet og kritisable tilhørsforhold.
Det klinger bare ikke så godt med Jan Sonnergaards image som – vil jeg mene – noget mere reflekterende enfant terrible, at han ikke kan gennemskue de mønstre, der gør, at han nu er forenet med en Hanne-Vibeke Holst i, hvad der fremstår som forlagets kanonføde, mens den diskrete direktør selv holder sig på lang afstand af fjendeild. Hvorfor undrer Sonnergaard sig ikke over, at direktøren aldrig har svaret på den udfordring, jeg gav ham i en artikel i Berlingske Tidende, som Sonnergaard må have læst, da han tager afsæt i den? Sonnergaard vil ud fra artiklen vide, at jeg ikke uden videre kan fremlægge den lovede dokumentation for Gyldendal-
direktørens Bermuda-trekanter, da jeg – anstændigvis – gjorde en eventuel fremlæggelse betinget af, at direktøren virkelig havde lyst til i al offentlighed at færdiggøre det slag, han selv indledte med et angreb samme sted. Det havde han tydeligvis ikke. Betyder det, at direktørens vrede over, at jeg i sin tid demonstrerede noget så umedgørligt som fri vilje (individets ret til frit at vælge er ægte kulturradikalt) ved ikke at gå med ham til Gyldendal, endelig har lagt sig? Det ville være dejligt.
Hvad der derimod er ægte kulturradikalt i den negative forstand er lysten til bevidstløst at kaste sig ind i en kamp som menig soldat uden enten evnerne eller viljen til at forstå, hvad kampen egentlig drejer sig om. Man står sammen, uanset hvor dårlig sagen er, der skal forsvares, og uagtet at man kommer til at identificere sig med nogle flossede moralbegreber og lyssky gerninger, som man nok i et mere klartskuende øjeblik ville tage afstand fra. På den måde kommer Sonnergaards lange artikel, der vist ville være det modsatte, til at fremstå som et ægte kulturradikalt manifest. Med den grundighed og glimrende iagttagelsesevne, som han ellers har lagt for dagen (afsnittet med Bukdahl, hvor jeg langt hen ad vejen er enig), og da han i andre sammenhænge tillægger dobbeltroller og bestyrelsesposter så stor betydning, vil jeg foreslå ham at undersøge hvem, der i perioden 1995-2000 sad i bestyrelsen – heraf de sidste tre år som næstformand – i Dansk Litteraturcenter.

Måske kan Sonnergaard så – da han selv bevidnede det på Marienborg-mødet – over for sig selv forklare Gyldendal-direktørens overdrevent venlige stil overfor undertegnede. Undrede det slet ikke Sonnergaard at overvære denne gemytlige og næsten helt forbrødrende slåbrokpassiar på Marienborg, hvor man skulle tro, at »dødsfjenderne« – første gang ansigt til ansigt efter fejden – ville slås på daggert eller fransk kårde? Er det desværre ikke snarere sådan, som der står i en glimrende dansk roman, at »Den store konspiration findes ikke. Det er det virkeligt raffinerede ved den store konspiration.« Eller som Woody Allen lidt mere mundret har udtrykt det: selv om man er paranoid, kan der godt være nogen efter en. Og vil man egentlig blive det mindste forbløffet, hvis der en dag ligger et afskåret tranehoved i fodenden af ens seng? Dernæst må jeg korrigere, hvad der må bero på et par misforståelser fra Sonnergaards side: jeg har aldrig kaldt Johannes Riis for »et menneske-monster«, og jeg har aldrig udnævnt ham til »hovedmanden« i en kulturradikal sammensværgelse. Men jeg bliver altså også nu nødt til at sige, at Bermuda-trekanten allerede i min elevtid som journalist var en fastslået kendsgerning, som først i disse tider med forudsigelig kulturradikal faneflugt bliver draget i tvivl eller ligefrem gjort til en fiks idé. Publicistprisen – og DR’s Ole Sippel? Man har lov til i det stille – sammen med Weekendavisen – at undre sig over, at prisen lige præcis nu bliver givet til Sippel efter en omdiskuteret Irak-krig, og så oven i købet motiveret af en triumferende Politiken-journalist. Hvad tænker konkurrentens utrættelige og kompetente Mellemøst-ekspert, Steffen Jensen, som faktisk flere gange er blevet set i Bagdad også uden for sit hotel? At alt her i livet går efter fortjeneste? Tror Sonnergaard virkelig, at disse ting er helt tilfældige? Wake up, buddy.

Sonnergaard gik som den eneste efter mødet på Marienborg nedenunder (angiveligt for at hente en cigar) til den ventende danske verdenspresse med landsdækkende Sonnergaard til følge, men det var ham selv (Ekstra Bladet har kaldt ham »presseliderlig«), der utilpas og hændervridende gjorde et nummer ud af det, så det kan ikke være, det, der har gjort ham gal. Snarere er det den korte samtale, vi havde, hvor jeg, indrømmet, lidt brysk kom til at rette ham i hans vildfarelse om, at Information skulle have haft ret i anklagerne mod Søren Krarup for antisemitisme i Harald Nielsen-sagen. I det mindste så Sonnergaard ud, som om jeg havde sagt noget nærmest ærerørigt, da jeg fortalte ham, at Informations påstande var lodret forkerte. Men hvis Sonnergaard i stedet for at stole på én avis og Københavns Universitet, var gået til primærkilden i stedet, Krarups bog Harald Nielsen og hans tid, og efterfølgende havde læst Usurpatoren af Harald Nielsen og Det moderne sammenbrud af Søren Krarup ville han vide, at ikke blot var og er påstandene ud fra det relevante materiale fuldkommen grundløse, men han ville også være blevet meget klogere på den noget mindre kendte historie om kulturradikalismens sortere sider, som Sonnergaard jo faktisk ser ud til at have et godt blik for. Især ville han måske forstå, at kulturradikalismen i dens værste form ikke er og aldrig har været et fænomen, der kunne isoleres til den oppositionelle lejr. Og Sonnergaard ville se, at der går en snorlige linie fra den ene kulturkamp til den anden – blot med en række omvendte fortegn.

Utvivlsomt har de skribenter, der har peget på historiske paralleller, når det gælder forbindelsen mellem en stor krig (Irak-krigen) og de hjemlige kulturkampe, ret i, at vi i andedammen synes at røre på os synkront med lugten af international krudtrøg. Når Sonnergaard derfor taler om modstandernes misundelse mod eliten (som jeg må underforstå, at han selv mener at tilhøre), kan man derfor ikke lade være med at drille ham med, hvor meget det lyder som 1870’ernes store, hule retorik, hvor den ekstremt magtgale og dybt ideologiske Georg Brandes forsøgte det samme kneb. Hans elite bestod blandt andet af så »store kunstnere« som Erik Skram og broderen Edvard Brandes – kender nogen i dag deres angiveligt udødelige værker? Det besynderlige er, at alle kulturradikalismens sunde idealer om fri vilje og fri forskning blev ædt op indefra af en mand, der måske i virkeligheden ikke ville andet end at udleve sin egen cæsariske trang til magt. Det er derfor, at nogen altid har og altid vil forholde sig kritisk til den og sætte hårdt mod hårdt, når det bliver nødvendigt. Når drømmesygen bliver for stor, når dumhederne bliver for udbredte og vildledningerne for mange. Når en Elias Bredsdorff – og Rifbjerg, som jeg i øvrigt holder meget af – vil gøre en Pontoppidan til kulturradikal, må der protesteres. Når Bettina Heltberg vil gøre J.P. Jacobsen til en del af den retning, han selv hånligt kaldte »prokuratorlitteratur«, må man protestere. Og når en Gyldendal-direktør med opulent retorik vil gøre ideologi og højreforfølgelse ud af en sag, der handler om helt anderledes jordnære og tvivlsomme menneskelige dispositioner eller i værste fald venstreforfølgelse, er der grund til helt naturalistisk at fjerne de pyntende fjer og vise, hvor banalt og simpelt det hele i virkeligheden er. Det er faktisk ægte kulturradikalt.
Og Sonnergaard selv, ja, han burde vende sig om og se den anden vej. Ikke fordi han lider af paranoia. Det synes at være en sygdom, der kun rammer borgerlige og bestsellerforfattere. Men fordi han tør. Og fordi han synes at være snu nok til at vide, at det omvendte af det modsatte er det samme, og alt for snu til bare at tro, at han med ét eksempel på det modsatte har fundet bevis for, at det er det modsatte, der regerer.

*Michael Larsen er forfatter og journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her