Læsetid: 5 min.

Åbent brev til Arafat

Det giver ingen mening at sidestille palæstinensernes lidelser med de kvaler Jesus Kristus led på korset langfredag
10. april 2004

International
Til selvstyreformand Yassir Arafat. Shalom. Jeg skriver disse linjer for at protestere imod en udtalelse, jeg ikke kan sidde overhørig.
I den palæstinensiske ugeavis Jerusalem Times læser jeg, at De netop har set Mel Gibsons kontroversielle film The Passion of Christ. Deres fortrolige rådgiver Abu- Rudeina refererer, at De fandt filmen »bevægende og historisk« og tilføjer, at »palæstinenserne i dag udsættes for samme lidelser, som Jesus, da han blev korsfæstet.«
Det er vanskeligt at forestille sig en bemærkning, der er mere skadelig for den palæstinensiske sag.
Som araber og muslim forstår De og Abu-Rudeina næppe de frygtelige konsekvenser, som korsfæstelsesberetningen har medført for det jødiske folk igennem to årtusinders forfølgelser, massemord, fordrivelser og pogromer frem til det nazistiske Holocaust, hvor seks millioner jøder blev myrdet. Direkte eller indirekte blev alle disse ofre forårsaget af denne fortælling.
Det Nye Testamente er helligt for kristne, men religiøs sandhed og historisk sandhed er ikke samme sandhed. Beskrivelserne af korsfæstelsen i de fire evangelier blev skrevet ned flere årtier efter de begivenheder, de omhandler, og blev naturligvis præget af omstændigheder i evangelisternes samtid.
Samtidige romerske kilder beskriver den romerske guvernør, Pontius Pilatus, som en skrupelløs, korrupt og grusom statholder. I Det Nye Testamente fremstår han derimod som en humant sindet og tænksom mand, som ikke selv ønskede at henrette Jesus, men følte sig presset til at udlevere ham til jøderne. I Gibsons film er han en sympatisk person, som for at dæmpe ophidselsen hos de afskyelige jøder – som Gibson skildrer som påfaldende fysisk frastødende - vælger at handle imod sin samvittighed.
Forklaringen er denne: Da evangelierne blev skrevet, var de kristne allerede i gang med at omvende den romerske verden til deres tro. Det var derfor belejligt for at give jøderne skylden og frikende romerne, skønt de derved byttede helt om på realiteterne på Jesu tid. På samme måde som palæstinenserne i dag var jøderne dengang et besat folk, og korsfæstelsen var en gængs straffeform, som den romerske besættelsesmagt greb til for at målrettet at eliminere sine modstandere. Dog blev den i modsætning til Sharon-styrets likvideringer af Hamas-folk først eksekveret efter en retssag.
Evangelisterne hadede jøderne. Som Jesus og de disciple, han omgav sig med, var de selv jøder, men de tilhørte en afvigende sekt, som Jerusalems jødiske magtelite betragtede som kættersk og udsatte for skånselsløs forfølgelse. Det skabte uundgåeligt et brændende had til disse forfølgere, som fandt sit klare udtryk i beskrivelserne af korsfæstelsen.
Matthæusevangeliet formulerer det således: (Pilatus siger til skaren af jøder, der er mødt op for at få ham i tale) »Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?« De sagde alle: »Korsfæst ham!« Statholderen spurgte: »Hvad ondt har han da gjort?« Men skaren råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!« Da Pilatus så, at der intet var at gøre, og uroen i skaren voksede, tog han noget vand og vaskede i skarens påsyn sine hænder, hvorpå han sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag. Og hele folket svarede: »Lad hans blod komme over os og vore børn!«
Dette er tydeligvis ikke en historisk øjenvidneskildring. Et helt folk eller bare »en skare« taler ikke som en person. Ordene »Lad hans blod komme... over vore børn« er en meningsløs tilføjelse, som kun blev anført, fordi evangelisterne ønskede at hævne sig på deres forfølgere i slægtled fremover. De selvsamme ord blev da også påkaldt af generationer af fanatiske kristne for at opflamme til had mod ’de jødiske gudsdræbere’. Selvfølgelig kan man ikke pålægge den kristne verden en kollektiv skyld for jødeforfølgelserne. Mange af verdenshistoriens største humanister var kristne. Og ikke kun Holocausts bødler og planlæggere havde fået en kristen opdragelse – det havde i sandhed også mange af de heltemodige og retfærdige kristne, der frelste tusinder af jøder fra Holocaust. Adskillige kristne klostre i Europa skjulte og beskyttede jøder og frelste derved deres liv.
De, hr. selvstyreformand, kan som araber og muslim være stolt over, at den muslimske verden i mere end tusind år var forbillede i tolerance over for både jøder og muslimer.
Blodsbånd mellem muslimer og jøder løber gennem historien. Et af det dystreste kapitler i Deres og mit lands historie er Middelalderens korstog. Da korsfarerne gennembrød Jerusalems mure nedslagtede de hele byens befolkning – mænd og kvinder, gamle mennesker og spædbørn. En af korsridderne beskrev stolt, hvordan de kristne krigere vadede i blod til knæene. Det var muslimers og jøders blod – sammen blev de nedslagtet, mens deres sidste bønner blandede sig med hinanden på vej op mod himlen.
Efter Jerusalems fald, holdt Haifa stadig stand mod korsfarerne. De fleste af denne bys indbyggere var jøder, som kæmpede side om side med en egyptisk garnison. Muslimerne forsynede dem med våben og jøderne kæmpede med stor tapperhed. Da byen faldt, myrdede korsridderne alle resterende jøder og muslimer.
400 år senere, da spanske kristne gennemførte la reconquista – generobringen af den iberiske halvø fra muslimerne, smed de både jøder og muslimer ud. Dermed endte Den Gyldne Tidsalder – hin vidunderlige symbiose mellem muslimer og jøder i middelalderens muslimske Spanien. Næsten alle fordrevne jøder slog sig ned i muslimsk styrede lande.
Hr. selvstyreformand! Lad ikke den aktuelle forbitrede konflikt mellem vore to folk – uanset hvor grusom også den er – fordunkle sandheden om den fortid, som er grundlag for vor fælles fremtid. Uden den kristne verdens antisemitisme, ville zionismen aldrig være opstået som massebevægelse. Når dens grundlægger, Theodor Herzl, ønskede en jødisk stat, var det udtrykkeligt fordi han ikke så anden udvej for at frelse Europas jøder. Antisemitismen var og er den kraft, der driver jøder til Palæstina. Derfor er der megen sandhed i talemåden om, at palæstinenserne er »ofrenes ofre«.
Når freden en dag kommer, skal vi alle mødes i Jerusalem – jøder, kristne og muslimer til sammen. Jeg ved, at De drømmer om det, som jeg gør. Lad os håbe, at vi begge når at se det med vores egne øjne.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu