Kronik

Angora-feber

Den moderne tv-satire gør generelt nar ad et stadig mere fimset og ensartet tv-medie, men med sin ubornerte stil lever den et farligt liv
Debat
21. april 2004

Kronik
Dansk fjernsyn er i indholdsmæssig krise. Evindelige livsstilsprogrammer om hus og have, en kandiseret dækning af det forestående kronprinsebryllup og nyhedsjournalister, der koger suppe på ærter. Dette er blot eksempler på, hvad kritiske røster for tiden lader de etablerede tv-stationer høre for.
Heldigvis har den aktuelle tv-krise ikke bredt sig til alle kroge af det udskældte medie. Jeg vil gerne sætte fokus på en vaskeægte succeshistorie, for der findes i hvert fald én. Den handler om DR2’s satireprogram ’Drengene fra Angora’, der bliver sendt fredag aften, og med 180.000 seere for tiden er kanalens mest sete program.
For et par dage siden sad jeg i et S-tog, hvor tre 10-årige drenge kunne den seneste udsendelse udenad – og de underholdt hele togvognen med den. Jeg kendte godt vitserne og sangene i forvejen, for jeg ser også trofast ’Drengene fra Angora’. Det samme gør de fleste af mine venner i 20’erne og 30’erne. Min søster på 15 og hendes veninder er ligeså vilde med programmet, og hvad mere interessant er: mine forældre på over 50 år sidder også med foran skærmen fredag aften.
’Drengene fra Angora’ har altså ramt en seerflade, der spænder fra små skolebørn henover SMS-generationen op til Nå-generationen og videre til Det Grå Guld. Det er unikt, at tv-satire går på tværs af så mange aldersskel i Danmark, men hvad skyldes den store popularitet? og hvad er det, den moderne satire vil fortælle os?
DR2 har siden kanalens fødsel satset på satire for de unge. Jeg kan i flæng nævne ’Kasper og Mandril-aftalen’, ’De uaktuelle Nyheder’ og ’Banjos Likørstue’. Sidstnævnte formående endda at opnå en særlig berømmelse, da kristne moralister, blandt andre folketingsmedlemmet Tove Videbæk (KD), desperate forlangte programmet nedlagt pga. dets lemfældige forhold til sex, drugs og rock and roll.
’Banjos Likørstue’ var ungdomssatire. Med ’Drengene fra Angora’ er det anderledes. Ganske vist er man heller ikke her bleg for at pille ved de mere tabubelagte områder, som når de tre Angora-drenge synger om en uheldig blind date, hvor kvinden er skruet anatomisk forkert sammen: "Hun har en pik. Hun har en stor pik, og det burde hun ik’". Man ser for sig, at de højhellige moralister igen får aftenkaffen galt i halsen, men imens stiger programmets popularitet blandt mange af landets tv-seere – i alle aldre vel at mærke.

Angorafeberen er over os. Hvordan programmet er blevet så populært, skyldes uden tvivl flere ting. En væsentlig faktor er, at de tre medvirkende, Esben Pretzmann, Rune Tolsgaard og Simon Kvamm, er dygtige skuespillere. De formår ikke blot at ændre påklædning fra sketch til sketch. Nej, alle personlighedstræk lige fra ansigtsudtryk til stemme og regionaldialektisk udtale forandrer sig.
I det ene øjeblik ser vi eksempelvis Simon Kvamm som satireshowets pæne og glatte studievært. I det næste øjeblik spiller han den alternativt begavede Herning-rocker, Baune, der aldrig er kommet over hverken den anale fase eller stadiet, hvor det er sjovt at lave telefonfis. De to karakterer er som Dr. Jekyll og Mr. Hyde.
En anden årsag til programmets signifikante seertilslutning er selve indholdet – dét, der gøres grin med. Først og fremmest følger redaktionen bag ’Drengene fra Angora’ en interessant udvikling inden for tv-satire, nemlig at parodiere selve tv-mediet.
Vi har tidligere set Michael Berthelsens ’De uaktuelle nyheder’, hvor TV 2 Nyhederne og vel også TV-Avisen parodieres – og det for nyligt sendte ’Er du skidt skat?’, hvor Mette Horn gav livsstilsprogrammerne og deres til tider kvalmende værter et kærligt hak over tuden.
I en tid, hvor der produceres så meget dårligt fjernsyn, måtte tv-mediet jo på et tidspunkt begynde at gøre grin med sig selv. At også satiren på tv handler om tv siger en hel del om, hvor meget fjern-synet fylder i vores moderne tidsalder, men først og fremmest fortæller det os, at mediet er begyndt at gå i selvsving.
I ’Drengene fra Angora’ er det bl.a. den såkaldte docu-soap, der står for skud. Det sker i serien om cykelholdet ’Team Easy On’, hvor vi følger et lille cykelholds kamp for at kunne deltage i årets Tour de France.
Flere af de generelle træk ved docu-sopaen er taget med i parodien – f.eks. gengivelsen af det hverdagslige, føljeton-præget og det autoritative speak, der i øvrigt er leveret overbevisende af en af DR’s satiresværvægtere: Michael Berthelsen.
Serien har blandt andet fået opmærksomhed i Dagbladet Politikens sportssektion. Her meldte spørgsmålet om holdets deltagelse i touren sig i fulde alvor for nylig. Det skulle derfor ikke undre mig, hvis vi kommer til at se en hel del til ’Team Easy On’ under sommerens dækning af Tour de France.

Målet med parodien er hos Angora-trioen såvel som hos alle tiders satirikere lige fra Aristofanes til Holberg at råbe vagt i gevær over for en uheldig udvikling eller egenskab. Tolsgaard, Pretzmann og Kvamm tager klart stilling: Docu-sopaen (og dens medvirkende) er uintelligent og hul. Derfor skal den latterliggøres.
Andre gange gør Angora-drengene grin med den ’seriøse’ nyhedsreportage. Et eksempel er indslaget, hvor en reporter i bedste (eller rettere værste) TV2-stil er taget ud til en mand, der har valgt at realisere en noget alternativ livsdrøm. Han ligger og sover i en hundekurv 22 timer i døgnet og har med egne ord ’valgt at leve, mere som en bjørn gør’.
Handlingen er absurd (hvad den i øvrigt ofte er i den moderne tv-satire), men midt i al irrationaliteten ligger der en kritik af de besynderlige, ukritiske og dybt irrelevante dagligliv-nyheder, som vor tids nyhedsudsendelser indeholder flere og flere af. Også her har Angora-drengene taget tv-krisen lige på kornet.
Med ’Drengene fra Angora’ og de andre af tidens satireprogrammer kan vi altså få lov at grine ad det dårlige tv, som vi desværre betaler en høj pris for. Her kan vi grine ad absurditeter, der står i generel kontrast til et stadigt mere stiliseret og fimset tv-medie. Og så kan vi more os over de sjove kommentarer og mærkelige persongengivelser, der spejler vores samtid på en langt mere raffineret og underholdende måde end de fleste andre underholdningsprogrammer.

På både godt og ondt er tv-satire ofte døgnfluer. Programmerne opstår og nedlægges derefter hurtigt igen. I den branche har man forstået at stoppe, mens legen er god, og dét er med til at sikre kvaliteten. Det er naturligvis ærgerligt, at vi sikkert inden længe skal sige farvel til ’Drengene fra Angora’, men vi kan trøste os med, at Fugl Fønix-effekten er velanvendt, når det gælder satire på DR2.
Hvis Danmarks Radio alligevel en skønne dag skulle finde på at tage tv-satiren af plakaten, ville det være fatalt, ikke mindst hvis det i stedet betyder plads til end endnu et kønsløst reality, underholdnings- eller livsstilsprogram, der hverken tør sige buh eller bæh.
Satiren tør nemlig, hvor andre tier. Desværre har kristne moralister og snerpede, højreorienterede politikere som bekendt flere gange været ude med riverne. De sidstnævnte har ikke haft så travlt med at kritisere tv-satiren, fordi den i disse år er tappet for egentligt politisk indhold, men med censuren af f.eks. undervisnings-cd’en ’Sexstars’, har dele af det borgerlige Danmark atter udvist en skræmmende nyvictorianisme.
Jeg kan frygte, at dette snæversyn på længere sigt også vil komme til at få alvorlige konsekvenser for den ofte ubornerte satire. Men dét skrækscenarium må aldrig blive til virkelighed, for i modsætning til de polerede og ufarlige underholdningsprogrammer kan satiren sætte vores moderne samfund i et godt, kritisk relief og samtidig frembringe en sund og vidunderlig latter. I en tid, hvor tv-mediet skranter, er der brug for begge dele.

*Kristoffer Flakstad er cand. mag. og free lance journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her