Læsetid: 2 min.

Arabisk Exodus

Debat
21. april 2004

Palæstina
Det har været interessant at følge debatten mellem Colin Bradley og Jens Kjærbøl om Israels genfødsel i 1948. Sidstnævntes indlæg den 10. april er sobert i tonen, men det underbyggende kildemateriale har en alvorlig mangel: Der mangler vidnesbyrd fra dem, det gik ud over – de 6-700.000 arabiske flygtninge. De blev truet og lokket bort af deres arabiske broderlande. Herom vidner mange bitre udtalelser i årene efter:
’Den 15. maj 1948 kom. Selv samme dag bad Muftien af Jerusalem de arabiske palæstinensere om at forlade landet, fordi de arabiske hære snart ville komme og kæmpe i deres sted.’ (Cairo-avisen Ahkbar 12. oktober 1963.)
’De arabiske stater, der havde opfordret de palæstinensiske arabere til at forlade deres hjem for en tid, så de var af vejen for de arabiske invasionshære, har ikke holdt deres løfte om at hjælpe disse flygtninge.’ (Jordan-avisen Falastin 1949.)
’Hvem bragte palæstinenserne til Libanon som flygtninge? Hvem bragte dem fortvivlede og uden penge til Libanon? Det gjorde de arabiske stater og Libanon i fællesskab.’ Libanon-ugebladet Koul Shai 19. august 1951.)
’Vi forlod vort hjemland på falske løfter, som vi havde fået af de forbryderiske ledere i de arabiske stater. De lovede os, at vi ikke skulle være borte mere end to uger, en slags ferie, og så kunne vi vende tilbage.’ (Jordan-avisen Falastin 30. maj 1955.)
’Ved at sprede overdrevne rygter om jødisk kriminalitet og ved at beskrive dem som grusomme for at ophidse den arabiske befolkning, er det vore ledere, der er ansvarlige for flugten og de andre byers fald.’ (Jordan-avisen Al-Urdun 9. april 1953.)
’De arabiske hære trængte ind i Palæstina for at beskytte palæstinenserne mod det zionistiske tyranni, men i stedet lod de dem i stikken, tvang dem til at emigrere og forlade deres hjemland. Det lykkedes de arabiske stater at sprede det palæstinensiske folk og ødelægge deres enhed.’ (PLO’s officielle blad Falastin el Thawra marts 1976.)
’Den arabiske exodus blev i begyndelsen støttet af mange arabiske ledere som Haj Amin-el-Husseini, den landflygtige pronazistiske Mufti af Jerusalem, og af The Arab Higher Committee for Palestine.’ (New York Herald Tribunes Mellemøsten-korrespondent.)
I 1973 udgav Haled al Azm, syrisk premierminister 1947-48, sine erindringer, hvori det bl.a. hedder: ’Vi har bragt ødelæggelse over en million arabiske flygtninge ved at opfordre dem til og bønfalde dem om at forlade deres jord, deres hjem, deres arbejde og deres forretninger. Vi er årsag til, at de i dag er uproduktive og uden beskæftigelse.’
Kjærbøl anfører, at de arabiske radiostationer ikke havde del i disse trusler/løfter til de arme arabere, men her mindes jeg biografernes ugerevyer fra 1948: Man så turbulente scener med arabere, der flygtede over hals og hoved med tungt belæssede æsler, mens ophængte højttalere buldrede løs om, at ’enhver araber, som forblev i landet, ville blive betragtet som forræder og behandlet derefter.’
Lige siden er disse flygtninge holdt som politiske gidsler af deres såkaldte broderlande, skønt de kunne være optaget i disse uden større udgifter end én dags indtægt fra olien. Ingen har forrådt og undertrykt palæstinenserne mere end deres egne, og det fortsætter den dag i dag med Arafat som en uduelig, korrupt leder, der undertrykker sine egne og gang på gang vælter spillet om fred.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her