Kommentar
En stor svensk undersøgelse viser, at mange seksuelle krænkelser af dyr forbliver uopdagede. Problemet er selvfølgelig, at ofrene er umælende og ikke selv kan anmelde overgrebene. Ja, måske falder det dem ikke engang ind at gøre ophævelser. Måske forstår de slet ikke, at de er blevet forulempet. Folkene bag undersøgelsen udtrykker bekymring over udviklingen.
De skulle snakke!
Jeg kan huske, at der for nogen tid siden blev gennemført en tilsvarende dansk undersøgelse ikke blandt dyr, men blandt børn i folkeskolen. Den viste, at et stort antal elever har været udsat for overgreb, uden at de selv havde den ringeste anelse herom. Se, det kalder jeg et alarmerende budskab! Så galt kan det altså gå, når vi bare lader stå til og overlader det til børnene selv at danne sig deres begreber om vanskelige og ømfindtlige problemstillinger.
Jeg ser situationen for mig: En pubertetsplaget, hormonbelastet og bumsebefængt yngling forsøger sig i et anfald af dyrisk drift og med en for ham usædvanlig dødsforagt hos klassens førende sild: »Må jeg se dine bryster?« Pigen, der kun har øje for Oliver i en af de større klasser, giver ham fingeren og udbryder: »Idiot! Tror du, jeg ku drømme om at vise mine bryster til en taber som dig? Du må jo være sindssyg! Fuck you, din nar!«
Kollektiv afstraffelse
Drengen lister slukøret af, og i dagene derefter udsættes han for nådesløs spot fra samtlige piger i klassen. De er fulde af sympati og forståelse for venindens harme over, at sådan en pubertetsplaget, hormonbelastet og bumsebefængt nar overhovedet vover at gøre sig forestillinger om hendes fysiske person. En sådan frækhed! Hendes forfængelighed er ramt. Men så snart den kollektive afstraffelse af den formastelige er eksekveret, lægger pigen episoden bag sig og fortsætter ufortrødent sine anslag mod den uimodståelige Oliver, indtil hun opnår et resultat, der bliver til glæde for dem begge.
»Jamen,« hører jeg nu en behjertet læser udbryde: »Hvad med krænkelsen? Forbliver den uerkendt og uopdaget? Går det virkelig pigen som de umælende svenske dyr?«
Nej, da! Ved et lykkeligt tilfælde finder den nævnte undersøgelse sted på netop disse børns skole, og ved indsigtsfulde menneskers hjælp kommer alt således for en dag. Da klassen til fulde fatter den indtrufne begivenheds karakter, bliver der luft omkring den unge misdæders person. Kammeraterne trækker sig tilbage. Drengen kan således i ro og fred tænke over, hvad han har gjort. Og lidt efter lidt indtræder en forandring. Hans selvfølelse daler, og usikkerheden tager til. Gradvist udvikler han et kompleks over for piger. Enhver kontakt med dem udløser klamhed og svedige hænder. Han bliver kejtet og hjælpeløs, motorikken svigter, evnen til at tale forsvinder, og som tiden går, bliver hans nederlag flere og flere. Efterhånden står det ham klart, at selv den usleste skabning på jorden er ham overlegen, når det gælder forholdet til det modsatte køn. Modløshed og selvforagt bliver hans faste følgesvende. Snart lader det sig ikke længere bortforklare: Han er et nul!
Paranoid psykose
Og han bliver sær. En enspænder, der undgår omgang med andre. Lukker sig inde i mørke tilflugtssteder med gardinerne trukket for. Her lever han sit sølle liv, baseret på almindelig tomhed, manglende motion, usund kost og unævnelige fantasier, og mens årene går, afløser den ene psykosomatiske lidelse den anden, og underlige tvangstanker bemægtiger sig hans sind, indtil det hele til sidst en dag eksploderer i en paranoid psykose, hvor
»Hør, hov! Stop nu lige lidt!« indvender den behjertede læser indigneret: »Denne her historie er da vist ved at løbe af sporet. Hvad med den forulempede part? Offeret for overgrebet. Hvad sker der med hende?«
Jamen, tag det nu bare roligt! Pigen lades selvfølgelig ikke i stikken. Straks efter afsløringen står sagkundskaben klar med akut krisehjælp og intensiv forebyggende behandling. Og således undgår hun varige skader.
Så derfor, kære læser, stil dig tilfreds. Der er ingen grund til bekymring. Historien har skam en happy end!
