Læsetid: 2 min.

David Trads og teatertorden

Debat
15. april 2004

Samtiden
Man skal desværre ikke lede længe efter vammel politikersnak af den karat David Trads præsterer i sin leder 3.- 4. april om Teatertorden. Han lyder til forveksling som landets nuværende regering, hver gang den udsættes for kritik. Det er fandeme for ringe og dybt forstemmende.
»Underholdningsværdien er stor« – hvordan kan du få dine fingerspidser til at lystre, Trads?
Hele det første afsnit er en pinligt arrogant og nedladende omtale af de to teaterfolk fra Betty Nansen, som Bjørnkjær interviewer i samme avis. Uden at Trads besværer sig med at kommentere en eneste af deres yderst substantielle udtalelser om kunst, kultur og mediernes rolle.

Røde tal
I stedet fylder Trads de to næste afsnit med en koncentreret omgang varm luft, som kunne ryge uredigeret ind på en bullshit bingo spilleplade. »Målet er, at vores kultursider skal udvikle sig til selve det rum, hvor de mest moderne tanker brydes...«...»Der er for få teatre, som lever i nutiden« (hvor i alverden skulle de ellers leve? Kan det være Trads, som har svært ved at læse sin samtid?) »Vi vil lede efter det nye i kulturen – alt det som giver læseren mulighed for at relatere kulturen til den samtid vi lever i.«
Må man måske i så fald foreslå et tema om køkkener, som Henrik Hartmann med rette udnævner til et af de største interessefelter i vores del af verden? – Gud nej, hvor pinligt: Det HAR I jo allerede dækket så glimrende for ganske få måneder siden... Tænk at jeg kunne glemme det.
Tilbage står de væsentlige kultur- og mediepolitiske spørgsmål, som Hartmann og Langdal rejser i interviewet:
Er Information på vej til at følge andre medier mod større forfladigelse? (Læg mærke til, at Trads’ plusord over alle er »nyt« og »moderne« – ord som hverken før, nu eller i fremtiden udtrykker noget om kvalitet eller betydning.)
Har HH og PL ret i deres påstand om, at Informations omprioritering handler om røde tal på bundlinien? Og er det i givet fald en god idé at sadle om for at please nogle fantomagtige nye målgrupper?
I stedet for at gøre som de to teaterfolk, hvis repertoire »vokser ud af lyst og nysgerrighed.«

Harakiri
Forstår Trads betydningen af PLs udtalelse om, at det er kunstnerisk harakiri at spekulere i segmenter?
Trads udtaler, at fodbold har brudt teatrets monopol som levende kunst.
En bingo letvægter holdning – og i øvrigt så absolut ikke nytænkende (jf. Jytte Hilden og hendes kokke). Har dette »alt-er-jo-dybest-set-kunst«-synspunkt været retningsgivende for Informations omprioriteringer af kulturstoffet?
Dette indlæg skal fremfor alt ikke ses som en opfordring til Trads om at svare.
Tværtimod tyder både denne sag og hans skriverier om Glucksman for en uges tid siden på, at Information kunne gavne både bundlinien og de mangfoldige målgrupper ved at bruge manden til andre opgaver end journalistik og eftertænksomhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her