Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
29. april 2004


Tid nok?
*Kan der mon blive tid til to minutters stilhed herhjemme for at mindes de 10.000 civile irakere, der er dræbt, siden krigen startede med bombardementet af Bagdad for et år siden?

Bent Jørgensen
Keramiker

1.maj-parole
*Ligeløn til alle
(inklusive LO-bosserne)

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

GMO indført – og hvad så?
*EU’s flerårige tænkepause (GMO-moratoriet) er netop ophørt, og efter al sandsynlighed vil den første genmodificerede afgrøde i Danmark blive den såkaldte BT-11 majs, der er mistænkt for at kunne forurene grundvandet. Det Radikale Venstre er modstander af denne plante, fordi der er opstået usikkerhed om dens bivirkninger og produktet hverken kommer det danske miljø eller landbruget væsentligt til gavn.
Vi er dog ikke i tvivl om, at GMO som sådan rummer et potentiale, der på sigt kan være med til at løse blandt andet sultproblemerne i ulandene og miljøproblemerne i dansk landbrug, hvis vi vel at mærke vælger at udvikle sådanne afgrøder.
Derfor står vi over for en stor udfordring, der hverken kan løses ved at stikke hovedet i busken som den samlede venstrefløj og Dansk Folkeparti gør ved pr. definition at være mod den nye tek-nologi, eller ved at overlade udviklingen til markedet som Venstre og de multinationale selskaber ønsker.
Der er i stedet brug for en offensiv strategi, der sikrer os ejerskabet til den nye teknologi. Ellers vil de multinationale selskaber tage alle patenter på de genmodificerede afgrøder og dermed bestemme over teknologiens anvendelse.
Derfor er det afgørende, at vi opprioriterer den offentlige forskning, så vi kan tage kritisk og kvalificeret stilling til risici og udvikle nyttige afgrøder. Afgrøder, der med mindst mulig risici hjælper de, der trænger mest. Den nye bioteknologi skal bruges i menneskets og miljøets tjeneste. Det er her kampen om GMO bør stå i dag.

Martin Lidegaard
Fødevarepolitisk ordfører for Det Radikale Venstre

Røvirriterende
*Jesper Juul Jørgensens (J.J.J) kommentar den 24. april beskrev, hvorledes hotelarvingen Paris Hiltons bagdel iført meget lavtaljede jean, var blevet sløret (åbenbart til J.J.J’s store ærgrelse) i et tv-show, hvor hun havde bukket sig lidt for langt ned. Nuvel, at J.J.J er blevet efterladt skuffet foran tv-skærmen er måske ikke så interessant, og så alligevel. For på en bar, i det spirende New York’ske forår er han endnu engang stødt ind i de lavtaljede jeans. Denne gang har de dog ikke siddet på Paris Hilton, men på to kvinder som ifølge J.J.J »var kommet godt over vinteren«, læs: var for tykke i forhold til J.J.J’s standarder. Det var, hvis man skal tro J.J.J, »barskt at være tilskuer« til disse kvinders aktivitet på baren, mht. at rejse sig op, bukke sig ned etc. Fire andre kvinder var også på bar denne dag iført lavtaljede jeans. Dem gider han dog ikke beskæftige sig med, da deres bagdele åbenbart har været små nok til ikke at støde J.J.J’s ideer om hvad kvinder må og ikke må bære.
Således bliver hans kommentar ikke til en kommentar til lavtaljede jeans som sådan, men til en kommentar til hvordan kvinder bør se ud (både i og udenfor jeans). Paris Hiltons røv er altså okay, sålænge hun ikke »er kommet godt over vinteren«.

Katrine Arnfred
studerende

En stemme for demokrati
*Anne Jensen (V) angriber mig den 22. april. Hun kan ikke forstå, at jeg ikke er tilfreds med Venstres arbejde for åbenhed og demokrati i EU og derfor vælger JuniBevægelsen. Hun nævner et par gode tiltag fra Venstre i løbet
af de sidste år. Det er bare langt fra nok til at gøre EU mere demokratisk.
I konventet bag EU-forfatningen stillede Jens-Peter Bonde fra
JuniBevægelsen et forslag om mere åbenhed. Det blev støttet af 200 af konventets 220 medlemmer, men ikke af Venstre. Og konventets førergruppe med Venstres Henning Christophersen forpurrede, at forslaget blev til noget.
JuniBevægelsen har i årevis foreslået en folkelig EU-kommission, men ikke fået Venstres opbakning. I dag har kommissærerne eneret til at foreslå nye EU-
love, men de må ikke varetage nationale interesser og stilles ikke til ansvar for dårlig embedsførelse. Hvis kommissærerne i stedet var landenes talerør, ville EU blive mere demokratisk.
Venstre har kopieret JuniBevægelsens EU-kritik ind i sit valgprogram, men modarbejder JuniBevægelsen i det daglige arbejde for et friere, fleksibelt og mere demokratisk samarbejde. Indenrigspolitisk støtter jeg Venstre, men EU-politisk er partiet inkonsekvent.

Bjarke Lyster
medlem af Venstre og kandidat til EU-parlamentet for
JuniBevægelsen

Om tro og viden
*Kasper Larsen (KL) anfægter den 26. april min påstand om, at viden som begreb har logisk forrang fremfor tro. Mit argument går på, at når vi ved noget, så giver det ikke mening at spørge til, om vi tror vi ved det. Hertil svarer KL, at når man taler om viden, så taler man også om ’formodning’, ’overbevisning’ og ’tro’ og henviser til de moderne diskussioner inden for epistemologien, hvor man netop intenst har har diskuteret disse begreber. Dog tager KL fejl på flere områder.
Det er KL’s pointe, at der ikke er et skarpt skel mellem tro og viden i og med, at vi bruger ’tro’ og ’formodninger’, når vi skal begrunde vores viden. KL giver et spøjst eksempel, hvor uret er gået i stå den foregående dag på netop samme tidspunkt, hvorfor jeg ikke kan sige at jeg ved, klokken er 17 – der skal med andre ord være en begrundelse af min viden. Altså, når jeg ved klokken er 17, så er det fordi, jeg har set det på mit armbåndsur og tror, at jeg kan stole på mit urværk.
I princippet har KL ret i sit eksempel om, at alt i sidste ende handler om tro. Men det er også kun i princippet for problemet er, at det er en absurd tanke, der hurtigt vil komme til at stride i mod al vores viden og daglige erfaringer. Skal man tage KL’s eksempel til indtægt, så vil man ikke være helt sikker på om Jorden nu også er rund, for kan vi stole på den viden, vi har om geografi, astronomi, fysik osv.? Så bliver viden udvandet til i sidste ende at være tro – og hvorfor har man så overhovedet et begreb om viden? KL bedriver på denne måde irrelevant lænestolsfilosofi.

Christoffer Skov
Cand. mag.

Påklædningsdukke
*Fredag efter fredag orienterer helfigursportrætter os om Clement Behrendt Kjersgaards omhyggeligt skødesløse tøjstil. Men heltejournalistens valg af undertøj er vel af lige så stor interesse for offentligheden? Vi må kræve Clement Behrendt Kjersgaard som påklædningsdukke!

Poul Erik Hornstrup
Frederiksberg

Kongerøgelse og myrrha skær
*Der er forhold det er værd at huske os selv og hinanden på, inden alt opløser sig i det kommende royale bryllupshysteri.
Den nationale fortælling har i vore dage i vidt omfang erstattet den religiøse som et forestillet fællesskab og efterladt nogle strittende grene. En af dem er monarkiet, som i dag fremtræder som symbolsk objekt for det religiøse instinkts både verdsligt autoritetshungrende og metafysisk begrundede identitetsbehov.
Som sådan fungerer monarkiet stedfortrædende for andre forunderlige og mulige ankerkast i verdenshavet på rejser efter ontologisk sikkerhed.
Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, som monarkiets institutionelle genealogi skriver sig fra territorialstaternes præmoderne æra.
Legitimiteten af det er i dag blevet betænkeligt ens med afgudsdyrkelse, der alene henter sin ’religiøse’ berettigelse i det faktum, at monarken i mellemtiden er gjort til kirkens institutionelle overhoved. Men institutionalisering og kirkeri har, som Søren Kierkegaard allerede bemærkede – meget lidt – for ikke at sige intet – med troen som et eksistentielt credo at gøre. Kirke og kongehus tilbyder kun institutionaliserede udenomsforklaringer.
Behov for sådanne – og hvordan de bør se ud – er altid til diskussion. Men for bekendende religiøse såvel som for inkarnerede fritænkere, er der noget hastemt forbundet med den verdsliggørelse af Grundtvigs holistiske forestilling om nation og hellighed, der nu er endt med, at Gud er død og monarken længe skal leve!

Jørgen Vogelius, Frb. C

Vild med Metz
*I modsætning til Maria Smidl (Information 16. april) er jeg ret vild med Georg Metz. Hans ’intermetzoer’ er lige noget for mig, og jeg håber han fortsætter sin »ulidelige indforståede phoney-kække tone« mange år endnu.

Kristian Jørgensen, Vanløse

Provinsielt
*Hvordan kan en journalist på et københavnsk dagblad (jsn) vurdere, at Aarhus Universitet er et fremragende universitet? En sådan vurdering må da kræve et
panel i stil med magtudredningens? Hvorfor begiver han sig i det hele taget ud i en så højrøvet stillingtagen? Han må være selvfed københavner eller fra provinsen.

Vagn Smed, København

Grevil burde undskylde
*Før offentliggørelsen af FE-rapporterne stod følgende i Information: »... Grevil oplevede, hvordan Anders Fogh Rasmussen gang på gang tog tjenesten til indtægt for, at Irak sandsynligvis havde masseødelæggelsesvåben. Selv om han selv... i adskillige rapporter... udtrykkeligt havde pointeret, at der ikke fandtes nogen sikre oplysninger herom.«
Allerede her burde Information have sagt stop. Prøv lige at læse teksten igen. Der er jo ingen modsætning mellem at »Irak sandsynligvis havde masseødelæggelsesvåben« og at »der ikke fandtes sikre oplysninger herom.« Hvis der havde været sikre oplysninger, ville det forbehold, der ligger i ordet sandsynligvis, jo være unødvendigt!
Grevil uddybede sin forargelse: »Det kan ikke passe, at en efterretningstjeneste skal misbruges politisk. Anders Fogh blev ved med at tage os til indtægt for, at Irak sandsynligvis havde masseødelæggelsesvåben, selv om vi har udgivet mindst 10 trusselsvurderinger, der er fuldstændig enslydende på det her punkt... Vi ville gerne have hørt vores chef sige, at efterretningstjenesten aldrig på noget tidspunkt har givet udtryk for, at Irak sandsynligvis havde masseødelæggelsesvåben... Vi har en minister, der går ud og lyver. Og det gør han gentagne gange, både til oppositionen og opinionen.«
I FE-rapporterne står der bl.a.: »Der foreligger ingen sikre op-lysninger om, at Irak har operative masseødelæggelsesvåben, idet det i høj grad er lykkedes Irak at hemmeligholde et eventuelt aktivt program. Det vurderes dog, at Irak er i besiddelse af biologiske og kemiske kampstoffer samt evnen til at fremføre disse.«
Hvis Grevil var en mand, ville han sige undskyld for sine grove injurier. I stedet konstaterer han blot, at hans hukommelse ikke er så god. »Jeg er overrasket over at konstatere, at FE-vurderingerne er væsentlig mere massive, end jeg erindrer.«
Nu kan vi alle være bagkloge og se, at man (også i FE) tog fejl – der er formentlig slet ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. Er der så begået et justitsmord mod Saddam Hussein? Har vi gjort en diktator uret?
Nej! Statsministeren ville naturligvis have udtalt sig anderledes, hvis han havde haft en krystalkugle, men hans handlinger ville forhåbentlig have været de samme. Irak er sluppet af med en grusom diktator, og landet er så småt på vej mod demokrati. Det er politikeres ansvar at træffe tunge og vanskelige beslutninger – ofte uden sikre oplysninger. M.h.t. Irak bebrejder man reelt statsministeren, at han har truffet en rigtig beslutning, men at han ikke har begrundet den godt nok. Er det virkelig det bedste, oppositionen kan diske op med?

Jan E. Jørgensen
rådmand (V) på Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her