Læsetid: 7 min.

DEBAT

28. april 2004


Mellemøstordbog
*Terror: palæstinensisk
Forsvar: israelsk
Enkelt, selv vores udenrigsminister kan følge med.

Bent Jørgensen, keramiker

Hang ’em high
*Når Brian Mikkelsen får solgt TV 2 til sin ven Berlusconi – for frihedens skyld, naturligvis – vil hans lygtepælsfantasier gå i opfyldelse. Med den kritiske journalistik som offer.
Velkommen til den korporative stat!

Ib Jensen, Søborg

EU’s uetiske dumpning
*I midten af april havde Danmarks Radio og DR 1 nogle udsendelser om EU’s landdbrugsstøtte og brugen af den til at dumpe overproduktion af landbrugsvarer til tredjelande.
Landbrugsekspert, professor Pindstrup Andersen, gjorde det lysende klart i sine nøgterne og saglige indslag, at EU’s landbrugspolitik gør u-landenes folk fattigere og os rigere. Europæiske landmænd beskyttes urimeligt på bekostning af tredjelandenes agrarer, så de lokale landmænds muligheder forringes betydeligt.
Skønt det er foregået i flere år, er det på høje tid, at der tages seriøse skridt til, at det ophører. Før vi skal stemme om ny EU-traktat bør dette negative og urimelige forhold være ændret.
Vi danske har før haft indflydelse på EU’s politik, bl.a. ved vort nej for år tilbage. Den nævnte landbrugspolitik har store, negative konsekvenser for tredjelandene. Derfor bør vi højt og klart sige fra overfor denne procedure.
Trods EU’s øvrige gode intentioner må det anbefales at stemme nej til EU, hvis ikke denne urimelige og utilstedelige form for eksport bliver bragt til ophør.

Svend Grundtvig
Ballerup

Landbrug og citatforvirring
*I en reaktion på Informations interview med Kjeld Hansen (6. april) afviser Peter Gæmelke (16. april) angrebene på landbruget og anvender et citat, der angiveligt skulle stamme fra undertegnede, men som jeg ikke kender til og ikke vil tages til indtægt for. Samtidig bringes et citat fra en debatartikel, som jeg har skrevet om fremtidens jordbrugslandskab, men uden citationstegn.
Det hele handler om landbruget og naturen. Mit hovedsynspunkt er, at den nuværende natur- og landskabsforvaltning er for tilbageskuende og i for ringe grad orienteret mod landbrugets og skovbrugets egen forvaltning.
Det betyder, at der udover en traditionel naturbeskyttelse rettet mod de relative få værdifulde habitater, der er tilbage, er behov for at udvikle en landskabsforvaltning, som sikrer, at det moderne jordbrug samtidig med udvikling af produktionen også skaber nye værdier.
I de nye reformer af EU’s landbrugspolitik er der gode muligheder for at en sådan aktiv indsats, og mange landbrugere har de senere år vist stor interesse for landskabets natur- og kulturværdier.
Skal disse muligheder udnyttes, skal landbrugspolitikken og naturforvaltningen bygges bedre sammen end tilfældet er i dag, ligesom der er behov for langt mere visionære målsætninger for vore jordbrugslandskaber, end de fragmenterede og kortsigtede mål vi kender i dag.

Jørgen Primdahl
professor ved Den kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole

Rolig nu!
*’Lomborg er en prøvelse,’ fastslår jsn i torsdagens leder. Konkret anledning: At Bjørn Lomborg har udtrykt det synspunkt, at eftersom den globale opvarmning er en realitet (det har Lomborg mig bekendt aldrig benægtet, hverken i sine bøger eller artikler), bør vi diskutere, hvordan vi vil prioritere indsatsen for at begrænse dens skadevirkninger.
I det konkrete tilfælde mener Lomborg altså, at det er bedre at sikre millioner af menneskers mulighed for at blive boende i andre dele af verden, end nogle hundrede tusinde iniuitters i Arktis.
Jeg spørger bare i al stilfærdighed: Er det ikke et meget fornuftigt synspunkt? Det modsatte ville da være ret absurd.
Man kan selvfølgelig drømme om, at verden vil kaste alle tænkelige ressourcer ind på at standse den globale opvarmning. Men det er der formentlig ikke mange, der realistisk tror på. Der er heller ingen som ved, om det vil nytte. I den situation kan vi vælge enten at lade stå til, mens vi (ganske givet forgæves) jamrer over verdens kynisme og uforstand – og giver Lomborg skylden for miséren og sviner ham til med skældsord.
Eller vi kan forberede os nøgternt på den mest rationelle reaktion på det uafvendelige, samtidig med at vi sikrer os, at vi får mest muligt ud af miljøkronerne.
Det sidste er Lomborgs grundsynspunkt. Det er i hvert fald det, han skriver i sin bog (som jeg rent faktisk har læst) og siger til aviserne. Jeg har meget svært ved at være uenig med ham i andet end den skråsikre og provokerende stil.
Men det kan ganske rigtigt være lidt af en prøvelse at følge ’debatten’.

Tune Nyborg
Viby J

Kære Ulla Tørnæs
*Jeg deler ikke den skepsis over for gymnasiereformen, som interesseorganisationer og borgerlige gymnasielærere har luftet i Information.
Men jeg har en indvending, der vedrører faget dansk og drejer sig om, at eleverne i gymnasiet ikke længere kan skrive en stor skriftlig opgave med hovedvægt på dansk litteratur. Det skyldes, at eleverne efter reformen i projektopgaven skal have tyngdepunkt i deres studieretningsfag, og dansk (og historie) er ikke studieretningsfag, selv om de er fag på højeste niveau.
Det er en fin idé, at projekt-opgaven tager afsæt i ét fag og bredes ud til andre fag gennem parallelisering og perspektivering. Men det absurde er, at tværfagligheden kun kan gå én vej: Fra Molière til Holberg, fra Dickens til H.C. Andersen, fra Kafka til Villy Sørensen. Den danske litteratur må aldrig stå i centrum, kun den udenlandske. Jamen, er det ikke bare en uheldig konsekvens af systemtvang, eller mener du virkelig, det skal være sådan?
Hvis det er en uheldig konsekvens, må der kunne indbygges en dispensationsmulighed. Hvis du virkelig mener, at dansk litteratur ikke længere kan gøres til genstand for faglig fordybelse på linje med udenlandsk litteratur, vil du så ikke være så ærlig at sige det? Også så din statsminister hører det. For det stemmer ikke med, hvad han har udtalt om den danske litteraturs betydning i fremtidens gymnasium.

Jørgen Falkesgaard
lektor, København Ø

Ja, lad os vende blikket mod øst!
*I kronikken den 23. april bruger Ritt Bjerregaard og Mette Falkenberg Rasmussen udnævnelsen af Nina Bang til »Danmarks og verdens første kvindelige minister« i 1924 til en opfordring om at »vende blikket mod øst« og kæmpe for de østeuropæiske kvinders placering. Fin idé. For gjorde kronikforfatterne også det, ville de opdage, at verdens første kvindelige minister ikke var en dansk socialdemokrat, men en russisk fhv. socialdemokrat, nemlig kommunisten Alexandra Kollontaj. Hun blev udnævnt til socialminister i Lenins regering i 1917.

Mette Bryld
lektor, Odense C

Spionens far
*I Information den 6. april tegner Marie-Louise Kjølbye et portræt af den person, som i 1999 blev kendt som Lenz, sigtet som spion for det østtyske hemmelige arkiv, Stasi. Han sad i isolationsfængsel i 111 døgn, før han blev løsladt og sigtelsen opgivet på grund af forældelse. Han omtales i DDR’s sidste spionchef Werner Grossmanns erindringsbog, hvor det nævnes, at østtyskerne kom i kontakt med ham gennem hans mor, der var kommunist og tillidskvinde. Hans navn, Morten Jung-Olsen,og hans borgerlige erhverv er nu blevet offentliggjort i Politiken.
Under læsningen om familien blev undertegnede klar over, at Morten Jung-Olsens far er mig bekendt, og at de stumper af historien, som jeg kender, er oplysende som baggrund.
Vi befinder os i 1943. Undertegnede var ikke meget aktiv under besættelsen, men da jeg fik egen lejlighed i efteråret 1943, lå det i luften, at jeg i det mindste kunne give husly til nogen, der som følge af illegal aktivitet ikke kunne bo hjemme. Jeg skulle jo helst ikke kende vedkommende, så det ordnedes på den måde, at jeg indrykkede en annonce om et ledigt værelse, som en montør Jensen så ville leje. Som montør skulle han rejse en del. Jeg blev senere klar over, at han havde været spaniensfrivillig, og at Jensen var et dæknavn – han hed Olsen.
Omkring nytår 1944 kom han ikke hjem – en kontakt fortalte mig, at der var så god forbindelse til personalet i Vestre Fængsel, at man fik pålidelige oplysninger, når sabotører blev taget.
Olsen havde været i den meget danske situation at spise julefrokost med nogle kammerater, men det gik altså galt. De havde ment, at den første sal ovenpå en restaurant, hvor de mødtes, var sikker nok, men var blevet stukket. Jeg gik ikke under jorden, men blev boende hjemme – jeg ved ikke, om det var rimeligt eller tåbeligt. I løbet af et par dage blev det meddelt mig, at jeg roligt kunne blive boende. Olsen havde som sin bopæl opgivet en lejlighed, som han vidste, beboerne havde forladt, da de var flygtet til Sverige. Han havde været ført til påvisning, hvor han blev bedt om at tænde lyset i spisekammeret. Olsen havde vitterligt en gang boet i lejligheden, så han vidste både, at der var et spisekammer, og hvor kontakten sad. Det meddeltes, at han nok ikke ville blive henrettet, da han var taget ubevæbnet og ikke under en aktion.
Efter nogen tid fik jeg besøg af hans daværende kone, som fortalte, at der var planer om at angribe det tog, som Olsen og nogle andre skulle sendes til Tyskland med. Hun skulle bruge nogle penge. Jeg kan ikke huske, hvor meget hun troede på, at sådan en plan kunne realiseres. Det blev den i al fald ikke.
Da Olsen døde, læste jeg en større omtale om ham i Politiken, hvor hans enke bl.a. fortalte om hans mareridt, når han drømte om kz-opholdet.

Johan Garde
fhv. ankechef

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu