Læsetid: 7 min.

DEBAT

16. april 2004


Nobelpris i profeti
*Den eneste dansker der gjorde effektivt forsøg på at stoppe Anden Verdenskrig var anti-socialisten, anti-demokraten og Nietzsche-overmenneskedyrkeren Georg Brandes. Ligesom briten Keynes spåede han i talrige meget læste og forkætrede kronikker, at en hård Versaillesfred i 1919 ville føre til en revanche-krig. Hvilket skete. Han skulle have haft Nobelpris i det sværeste af alt – profeti.

Bo Warming, København N

Flaktürme
*Der tales meget om Utzons operahus i Sydney, hvilket får mig til at tænke på, hvorfor hr. Møllers gave til den danske befolkning er så inspirationsløs. Eller måske har han og arkitekten ladet sig inspirere af de såkaldte flaktürme, som blev bygget med kanoner på toppen i Wien under Anden verdenskrig for at forsvare byen? Hvornår mon Jensby får lov at montere kanoner på toppen af den nye opera?

Ole Veistrup, p.t. København

Fogh skal straffes, ikke majoren
*Major Frank Grevil, der i januar lækkede to fortrolige dokumenter om Iraks masseødelæggelsesvåben til offentligheden, risikerer nu to års fængsel på grund af brud på tavshedspligten. Frank Grevils ’forbrydelse’ består i at have fortalt, at FE reelt set ikke vidste noget sikkert om Iraks masseødelæggelsesvåben, og afsløret, at den danske statsminister bevidst løj, da han tog efterretningstjenesten til indtægt for sine krigsløgne om Iraks massive lagre af masseødelæggelsesvåben og »truslen fra Saddam.« Nu må alle de hemmeligholdte rapporter fra FE frem på bordet, så den danske befolkning ved selvsyn kan se, hvad Fogh baserede sine så skråsikre udsagn om Iraks masseødelæggelsesvåben på.
Den danske major slutter sig til de efterretningsfolk, der i lande som USA og Australien er gået frem i forsvar for sandheden imod regeringer, der bevidst har løjet over for deres respektive befolkninger for at kunne foretage aggressionen mod Irak. I Storbritannien endte det endda med et angiveligt selvmord for våbeneksperten David Kelly.
Frank Grevil har med sin handling vist hæderlighed og mod.
Han har banet vejen for, at andre, der arbejder under et stort politisk pres i statens diverse hemmelige tjenester, kan komme frem med deres viden, så den danske befolkning kan få den sandhed at vide, som den har krav på og behov for, og som den danske statsminister med fuldt overlæg har skjult for at kunne kaste Danmark, og ikke mindst griske danske firmaer, ind i sin ulovlige krig mod og besættelse af Irak.
Det er derfor ikke majoren, der skal straffes. Han har heller ikke været illoyal med sin handling, for løgnere har ikke krav på loyalitet.
En statsminister, der åbent lyver over for befolkningen, har mistet enhver legitimitet. Fogh har ikke fremvist nogen masseødelæggelsesvåben i Irak, og nu hverken kan eller vil han modbevise, at Frank Grevil taler sandt. Fogh lyver, og han må gå af. De danske tropper i Irak må trækkes hjem omgående. De er i Irak og risikerer at blive dræbt på basis af Foghs løgn.
Ifølge Nürnberg-domstolens principper er dem, der som Bush, Blair og Fogh fører uprovokeret angrebskrig, krigsforbrydere. Fogh ikke bare lyver, men er også medskyldig i krigsforbrydelserne.
Hvis vi som danskere mener noget med ord som retfærdighed og demokrati, er det vores opgave at sikre, at retfærdigheden sker fyldest. Det skylder vi alle de irakiske ofre og os selv. Det skylder vi de kommende generationer for at vise, at løgn og forbrydelse aldrig betaler sig. Heller ikke når man er statsminister.

Carsten Kofoed, stud.mag. talsmand for Komiteen for et Frit Irak

Frank Grevil og civil ulydighed
*Er det sabotage af demokratiet at gøre noget ulovligt?
Det mener mange.
I Jyder Mod Overflødige Motorveje er vi ofte blevet kritiseret for at lade hånt om de demokratiske spilleregler, når vi har brugt civil ulydighed i vore aktioner.
For at en ulovlig handling kan kaldes civil ulydighed, skal den, foregå i fuld åbenhed, foregå uden vold og hærværk, være udtryk for en overbevisning, et samvittighedsspørgsmål.
Frank Grevil- sagen er et skoleeksempel på civil ulydighed.
Her ser vi, hvordan den civile ulydighed netop ikke virker nedbrydende for demokratiet, men tværtimod skaber demokratiet.
Andre eksempler på, hvordan civil ulydighed har banet vejen for demokratiske landvindinger, kan læses i bogen af Jørgen Johansen: Den nødvendige ulydigheten. Den er hermed anbefalet.

Nanna Kinch, stud. mag og medlem af JMOM, Åbyhøj

Gymnasiereformen
*Øyvind Hesselager har haft et par artikler om gymnasiereformen. Det er underlig læsning for en, der har fulgt reformen ganske tæt på, først som medarbejder i Undervisningsministeriet, derefter som rektor for Rungsted Gymnasium.
For det første fremstår nogle uddannelsespolitiske dinosaurer uimodsagt frem med det budskab, at de egentlig for mange år siden havde opfundet alt det, der ligger i gymnasiereformen (det er ikke rigtigt), for det andet er fremstillingen af gymnasiereformen yderst mangelfuld, bl.a. den form for fagligt samarbejde, der introduceres i form af den nye almene studieforberedelse. Jeg vil opfordre til, at man skriver om gymnasiereformen med nogle andre og mere nutidige vinkler og stiller mig gerne til rådighed til at give et bud på, hvordan en nutidig rektor ser på gymnasiereformen, så det ikke er den meget tilbageskuende form, som fremgår af artiklerne, der står alene og uimodsagt.

Mogens Hansen,
rektor Rungsted Gymnasium

Stilling og Metz
*Jeg synes Information er bedre end nogensinde og læser næsten alt i avisen med interesse. Jeg er særligt vild med at læse rapporterne fra byerne i weekend, Oliver Stilling er bare Informations prik over i'et. Og det er dejligt endelig at læse om teater i information igen. Men hvorfor i alverden man skal trækkes med Georg Metz’ ulidelige indforståede phoney-kække tone, weekend efter weekend kan jeg simpelthen ikke fatte.

Maria Smidl, Kbh V

Spild af plads
*Nærlæser I indlæg før I bringer dem? Gør I jer tanker om, at det budskab, der bringes, måske kan koges ned til to-tre linjer, så I kan få plads til mange andre indlæg, eller er I så fanget i ordberuselsen, at I føler jer forpligtet til at udsætte læserne for den? Dette i anledning af Clement Behrendt Kjersgaards Manden uden alder kan leve evigt i jeres 7. apil-udgave.

Carsten Kjær Andersen, Mols

Lad naturen og landbruget udvikle sig – sammen
*Interviewet med Kjeld Hansen i Information 6. april minder om lydsporet fra en god, gammel Olsenbanden-film. Landmænd er »snydetampe,« »skiderikker« og »frontsvin« – og havde KH fået blot lidt mere spalteplads, havde han garanteret også kaldt os hundehoveder.
Denne knap så konstruktive tilsvining af landbruget skyldes, at landmænd – ifølge KH – forhindrer den danske natur i at være, som den var for tusind år siden.
KH ønsker nemlig en uberørt natur, fri for både statslig naturpleje og grumme campister, der forstyrrer naturen ved at spise pølser og drikke øl i det grønne. Mit spørgsmål er: Ville Danmark være tjent med, at naturen blev gjort til et museum, fri for både madpakkespisere, hundeluftere, jordbrugere og andre ’befamlere’? Eller er det bedst, at naturen udvikler sig sammen med samfundet, så vi kan leve både af og med den?
I Landbrugsraadet er vi ikke i tvivl.
Det bør aldrig blive et mål at se fremtidens landskab som en nostalgisk søgen efter barndommens landskab, hvor solen som bekendt altid skinnede og alt var fuglesang, fred og idyl – hvis jeg må tage mig den frihed at citere professor Jørgen Primdahl fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
»Naturen har altid været i udvikling og er altid blevet formet af sin samtid. I stenalderen blev træer fældet for at skaffe næring og lys til agre og gærsningsarealer. Og heder, over drev og bøgeskove ville ikke eksistere, hvis det ikke var for land- og skovbrugets aktiviteter.«
Sådan er det også i dag. Landmændene ejer ca. totredjedele af jorden, og det gør os til Danmarks største naturforvaltere. Det ansvar tager vi meget alvorligt. Vi planter ca. tusinde kilometer læhegn om året, hvilket giver levesteder og passagemuligheder for mange plante- og dyrearter. Vi restaurerer vandhuller, og vi stopper drænrør til, så enge bliver vådere end før. Vi rejser skov og har bidraget til, at skovene i dagens Danmark udgør ca. 12 procent af arealer mod to-tre procent for 200 år siden. Og sammen med myndighederne har vi via Vandmiljøplanerne halveret kvælstofudvaskningen, etableret ekstensive randzoner og omlagt græs- og naturarealer til miljøvenlig drift. Og nu er der kommet endnu en Vandmiljøplan, som yderligere forstærker disse tiltag.
KH kalder det et demokratisk problem, at vi landmænd i dag ejer ca. totredjedele af det danske landskab. Jeg er uenig.
Nogle danskere vælger at købe jord, dyrke afgrøder og arbejde i det fri – andre vælger at købe et hus i byen, eje aktier og arbejde med uddannelse, service eller noget helt tredje.
Uanset hvad man vælger, så har man kun en stemme på valgdagen, så demokratiet er bestemt ikke i knibe.
Og det er naturen heller ikke. Vi kan sagtens finde og bevare en balance, hvor den enkelte landmand og landbrugspolitikken tager hensyn til naturen, og hvor naturpolitikken tager hensyn til det landbrug, der ikke kun brødføder os, men også former det kulturlandskab, som Danmark er – og altid har været.

Peter Gæmelke, præsident for Landbrugsraadet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu